×
×

Forskning: Sangtræning giver dig pusten tilbage

Et studie støttet af Lungeforeningen slår fast, at sangtræning er et effektivt middel til at forbedre både fysisk form og livskvalitet for mennesker med lungesygdommen KOL. Det er det største videnskabelige studie på området, som har sammenlignet sang med lungerehabilitering.

Lungekor er blevet stadigt mere populære, og opfattes af mange som gavnlige. Selvom hidtidig forskning på området har antydet målbare gavnlige effekter ved sangtræning, har studierne været for små til, at man har kunnet konkludere noget.

Dette nyligt afsluttede danske studie har altså som det første skabt evidens på området. I alt 11 kommunale sundhedscentre fra hele landet og 270 mennesker med lungesygdommen KOL har deltaget i forskningsprojektet.

Studiet var et lodtrækningsstudie (randomiseret kontrolleret studie), der forløb over 10 uger. Deltagernes fysiske formåen, lungefunktion og livskvalitet blev målt før og efter træningen.

Forskerne har brugt en bestemt form for sangtræningsmetode i studiet, som er udviklet og afprøvet i England gennem en del år. Den kaldes “Singing for Lung Health”. Metoden indeholder bl.a. fysisk bevægelse og dans, samtidig med, at man laver øvelser for vejrtrækningen og stemmen. Og så synger man naturligvis en masse sammen.

Det er Mette Kaasgaard, som er Ph.d.-studerende ved Lungemedicinsk Forskningsenhed, Region Sjælland, samt ved Center for Music in the Brain, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, der har ledt studiet.

Hun fortæller:

Vores studie viste, at jo flere gange man deltager, jo større forbedring opnår man. Vi har brug for flere, større og længerevarende studier for at få mere at vide om de målbare effekter af sangtræningen. For eksempel ved vi ikke, om de opnåede effekter holder, og heller ikke, om sangtræning vil kunne stå alene, eller om sang fungerer bedst i kombination med fysisk træning.

Forskerne bag studiet anbefaler dig derfor at fortsætte med din fysiske træning ved siden af den livsbekræftende sang.

 

Kommuner, der har deltaget i projektet: 
Lolland, Vordingborg, Faxe, Slagelse, Rudersdal, Helsingør, Hedensted, Silkeborg, Ikast-Brande, Vesthimmerland og Lemvig.

Lungemedicinske vejledere tilknyttet projektet: 
Uffe Bødtger, Ole Hilberg og Anders Løkke. Vejleder tilknyttet fra Center for Music in the Brain: Peter Vuust.

 

Vil du også i gang med at synge?

Find lungekor nær dig på www.lunge.dk/lungekor