×
×

Stor millionbevilling skal forbedre behandlingen af KOL

Sidst opdateret: 
29-05-2020

​Bedre behandling med færrest mulige bivirkninger til de hårdest ramte patienter med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er målet for Jens-Ulrik Stæhr Jensen, overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, der modtager en bevilling på næsten 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden på vegne af 10 danske lungemedicinske afdelinger i netværket COP:TRIN. 

Vi er i Lungeforeningen utroligt glade for, at forskning i KOL nu endeligt bliver prioriteret. Der er ingen tvivl om, at en historisk stor bevilling som denne skaber håb og optimisme i en meget anderledes og svær tid.

Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen. 

- KOL er en af de største og farligste folkesygdomme, vi har, og en stor del af den voksne befolkning er ramt af denne sygdom, som giver overdødelighed, mange indlæggelser og en lang række komplikationer. De behandlinger, man ofte bruger, giver forholdsvis mange bivirkninger. Der er derfor hårdt brug for ny viden om sygdomsmekanismer, der fører til indlæggelseskrævende forværringer, og for nye behandlinger og behandlingsstrategier, som kan gøre livet bedre og mere sikkert for disse lungepatienter, siger Jens-Ulrik Stæhr Jensen.

Det er i dansk sammenhæng en af de største bevillinger til KOL-forskning nogensinde.


Fantastisk nyhed for lungeområdet
I Lungeforeningen glæder man sig over den historisk store bevilling til KOL-forskning: 

- Vi er i Lungeforeningen utroligt glade for, at forskning i KOL nu endeligt bliver prioriteret. Der er ingen tvivl om, at en historisk stor bevilling som denne skaber håb og optimisme i en meget anderledes og svær tid. Jens-Ulrik Stæhr Jensen, er en fantastisk dygtig forskningsleder, som har vist vejen med bl.a. strategi og samarbejde. Det har været et langt sejt træk, som nu er lykkedes, og det kommer til gavn for rigtig mange mennesker. En stor tak til Novo Nordisk Fonden. Vi håber, at dette også vil kaste lys på det store forskningsbehov, der er hos kritiske lungesyge børn og vokse med mere sjældne lungesygdomme, lyder det fra direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt.

 

Færre forværringer og mere forståelse for sygdommen
I projektet vil Jens-Ulrik Stæhr teste nye tilgange til behandlingen af sygdommen, og sigter bl.a. mod at mindske antallet af forværringer – de såkaldte exacerbationer – og hyppigheden af lungebetændelser hos mennesker med KOL. 

- Vi regner med at kunne skære op til 80 % af forbruget af det inhalerede binyrebarkhormon, og dermed også kunne undgå nogle af de bivirkninger, stoffet kan give, siger Jens Ulrik Stæhr Jensen.

Samtidig vil han undersøge de mekanismer, der ligger til grund for sygdommens udvikling. Han vil blandt andet undersøge om et evt. svingende blodtryk i lungekredsløbet spiller ind på om der opstår forværringer, og om blodtrykssænkende medicin i givet fald vil kunne bruges i behandlingen.

Bevillingen er en del af Forskningslederprogrammet hos Novo Nordisk Fonden, som støtter fremragende forskningsledere på forskellige karrieretrin.

- Vi er meget taknemmelige både på patienternes og egne vegne for denne bevilling, som uden tvivl vil føre til resultater der kan bruges internationalt såvel som nationalt i indsatsen for bedre behandling til patienter med KOL, siger Jens-Ulrik Stæhr Jensen.

 

Kamp for midler til kritisk lungesyge børn
Mens resten af samfundet genåbner, så fortsætter isolationen for de hårdest ramte lungesyge børn og unge. For disse familier er truslen meget konkret. De er bange for deres børns liv. De er stressede og usikre på fremtiden. Forældrene har svært ved at passe jobs og søskende. Børnene mister kontakten til skole og venner. Børnelungefonden arbejder for at støtte disse børn og unge og deres familier med rådgivning, støtte, aktiviteter, teknologi og meget andet. Og ikke mindst, så støtter Børnelungefonden livsvigtige forskningsprojekter på børneafdelinger landet over. 

De sidste tre år har skoler over hele landet kunne tilmelde sig Team Rynkeby Skoleløbet, hvor indsamlingen støtter Børnelungefonden. Team Rynkeby Skoleløbet er den eneste store danske indsamling til fordel for børn og unge med lungesygdomme. Men i år er løbet aflyst. Coronakrisen har gjort det umuligt at gennemføre. Det betyder, at Børnelungefondens arbejde er truet – netop som der er mest brug for det. 

Søndag den 7. juni 2020 kl. 11 løber hele Danmark for lungesyge børn, når Team Rynkeby Fonden afvikler ’Team Rynkeby Hjemmeskoleløbet’ til fordel for Børnelungefondens livsvigtige arbejde for børn med alvorlige lungesygdomme.

Løbet er en hjemmeskole-version af Team Rynkebys årlige ’Team Rynkeby Skoleløbet’, som skulle have været afviklet fredagen før påskeferien med deltagelse af godt 90.000 skoleelever fra 295 danske skoler. Men på grund af coronasmitten blev løbet først udskudt, og nu flytter vi det hjem til eleverne selv.

Læs nyheden Børnelungefonden er bekymret.

Læs mere og tilmeld dig Team Rynkeby Hjemmeskoleløbet.

 
Støt Lungeforeningen i kampen for at trække vejre
Lige nu er lungesyge børn, unge og ældre i risiko for at tabe pusten. Derfor har vi brug for hjælp til at beskytte dem, der er mest sårbare – og for støtte til vores arbejde med at rådgive bekymrede danskere og deres pårørende. Med en lille indsats kan du være med til at give fællesskabet ny luft og gøre os stærkere. Sammen og hver for sig.
 
Støt her, eller SMS Lunge til 1245 så støtter du med 100 kr. (+ alm. takst). Eller bliv medlem i dag for bare 300 kr. om året.
 

Se den fulde kampagnevideo her: