×
×

Teknologisk plaster skal motivere lungepatienter ud af hospitalssengen

Sidst opdateret: 
12-01-2022

Det skal være nemmere og sjovere at bevæge sig under en indlæggelse. Jo mere inaktiv du er under indlæggelsen, jo længere tid tager det at komme sig bagefter. Bare 100 skridt om dagen reducerer patienters risiko for at blive indlagt igen med 10%. Derfor har forskere fra Bispebjerg Hospital og to ingeniører udviklet et plaster med indbygget sensor, der måler patienternes aktivitet, og som har en tilknyttet app, som motiverer patienterne til at komme ud af sengen og bevæge sig mere. 

Mange tænker, at man skal blive i sengen, når man er syg, men i virkeligheden er det vigtigere at bevæge sig. Ved få dages fysisk inaktivitet i en seng mister patienter muskelmasse og styrke, som efterfølgende er svær at genvinde. Det øger risikoen for at blive indlagt igen, og kan forringe patientens livskvalitet. Derfor er det vigtigt at motivere patienterne til at komme ud af sengen.

Forskere på Bispebjerg Hospital havde afprøvet forskellige telemedicinske løsninger til at måle og overvåge aktivitet hos indlagte lungepatienter, som potentielt kunne forbedre patienternes udbytte af behandlingen på hospitalet. Da de hørte om de to ingeniører Kasper Lundberg Lykkegaard og Morten Kjærgaard, der havde udviklet en teknologi, der kan opsamle data på sygehusene, efterspurgte de en løsning til at få aktiveret indlagte patienter – bl.a. på Lungemedicinsk Afdeling.

Ud af ingeniørernes tekniske viden og forskernes erfaring med patienter og behandling kom et lille teknologisk plaster – SENS motionâ. Plasteret bliver sat på patientens lår under indlæggelse og registrerer gennem indbyggede sensorer, hvor meget vedkommende bevæger sig. Resultaterne kan herefter aflæses på en app. På den måde kan både patient og fagpersonale følge med i patientens aktivitetsniveau under indlæggelsen.

 

Gå til Rundetårn eller Rådhuspladsen
Under udviklingen af plasteret er der lavet interviews med både fagpersonale og patienter. For patienterne var det særligt vigtigt, at plasteret med den tilkoblede app ikke skulle være en ”løftet pegefinger”. Løsningen blev derfor, at patienterne via appen bliver opfordret til at gå, ved at de i overført betydning kan gå en tur rundt i København. De kan ”gå” rundt til forskellige seværdigheder som Rådhuspladsen, Amalienborg og Rundetårn og får samtidig fortalt sjove fakta om dem.
 

Den måde, plasteret fungerer på, taler til patienternes konkurrencegen, fortæller en af ingeniørerne. Det fungerer lidt som en leg, som også har skabt en ny form for dialog med patienternes pårørende, som igen er med til at motivere patienterne til at røre sig. Vi har eksempelvis set børnebørn motiverer deres bedsteforældre til at gå mere for at nå Rundetårn, Rådhuspladsen og andre seværdigheder i Hovedstaden, fortæller Kasper Lundberg Lykkegaard.

Bispebjerg Hospital har i 2019 foretaget et klinisk studie med 93 indlagte patienter, der viste, at patienter, der selv kan komme ud af sengen og gå, brugte 51 minutter mere ude af sengen, når de havde SENS motionâ-plasteret på sammenlignet med kontrolgruppen.

Den feedback, de får fra skærmen, ser ud til at motivere patienterne, med selvstændig gangfunktion, til at komme mere ud af sengen, og det er generelt vigtigt, at få undersøgt, om nye teknologiske løsninger, kan hjælpe med at undgå inaktivitet under indlæggelse. Det kan have stor betydning for, at vores patienter ikke oplever funktionstab under de korte indlæggelser, specielt på de medicinske og geriatriske afdelinger, fortæller Christian Have Dall, der er seniorforsker og fysioterapeut ved Forskningsenheden for Fysio- og Ergoterapi & Kardiologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Forskerne er, med Christian Have Dall i spidsen, nu ved at undersøge effekten i et stort studie, hvor over 300 patienter deltager.

 

Stort potentiale i telemedicinske løsninger
På sigt håber Christian Have Dall, at telemedicinske løsninger kan bruges som et værktøj til at skabe en bedre dialog mellem patienterne og deres behandler omkring fysisk funktion og behovet for aktivitet og bevægelse. Samtidig håber man, at teknologiske løsninger kan hjælpe fagpersonalet med at kunne bruge deres tid og ressourcer mere effektivt. Hvis en teknologisk løsning kan hjælpe en gruppe af de indlagte patienter , så kan fysioterapeuten bruger tiden på de patienter, som har ekstra behov  for støtte og hjælp til at komme i gang med at bevæge..

De telemedicinske løsninger kan også hjælpe sundhedsvæsenet med at kunne udvikle bedre og mere individuelt tilpassede behandlinger til patienterne, fordi vi kan bruge den data, som opsamles systematisk via de telemedicinske løsninger, til at blive bedre til det, siger han.