Forskning i inhalation af saltpartikler | Lungeforeningen
×
×

Forskning i inhalation af saltpartikler

Printer-friendly version

Et nordjysk pilotstudie antyder, at inhalation af forstøvet salt kan lindre åndenød og hjælpe med at løsne slim i luftvejene.

De, der inhalerede knust salt, fik signifikant mindre åndenød og signifikant bedre livskvalitet.

I Aalborg har man også fokus på åndenød hos patienter med KOL. Her sætter et studie fokus på inhalation af saltpartikler.

– Vi lavede pilotforsøget på et kursted på Læsø, hvor der er en maskine, som kan knuse salt til fine partikler, fortæller Ulla Weinreich, klinisk lektor
 og forskningsansvarlig overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

En gruppe på 20 patienter med KOL inhalerede de fine partikler, fire gange ugentligt i otte uger, mens en anden gruppe inhalerede forstøvet saltvand, og kontrolgruppen fik placebo, og dermed ikke inhalerede forstøvet saltvand.

I gruppen med forstøvet saltvand faldt mange deltagere fra, fordi det er meget lokalt irriterende at inhalere, men i den første gruppe gennemførte alle.

– De, der inhalerede knust salt, fik signifikant mindre åndenød og signifikant bedre livskvalitet. Der var for få deltagere med til at sige noget om forbedring af lungefunktionen, men det så godt ud, lyder det fra Ulla Weinreich.

Derfor er Ulla Weinreich interesseret i at forske mere i inhalation af saltpartikler og afdække, om KOL-syge med bronkitis - som er de mennesker, der har daglig hoste og opspyt – vil have bedst effekt af det fine salt, eller om det er patienterne med mange forværringer.

 

Saltinhalationer lettede min sygdom
69-årige pensionist og frivillig i Lungeforeningens lokalafdeling i Brønderslev, Ove Rønnov, har KOL, og derfor lider han blandt andet af åndenød, og særligt slemt er det i blæsevejr, eller når det er tåget.

– Min vejrtrækning og åndenød bliver meget besværet i den slags vejr, fortæller Ove Rønnov.

Han deltog i det første danske studie, hvor man undersøgte, hvilken effekt inhalation af salt kan have på patienter med KOL. Ved afslutningen af studiet fik han fortalt, at han havde inhaleret meget fine, mikroniserede saltpartikler. Men det vidste han allerede, da han kunne smage salt i pustet fra inhalatoren. Han har positive resultater med sig fra projektet.

– Selv om der ingen forbedring var at spore i min lungekapacitet, så gjorde inhalatoren det lettere for mig at trække vejret i perioder, siger Ove Rønnov, hvis lungekapacitet ligger på omkring de 54 procent. Han fortsætter:

– Men jeg fik også en fuldstændig risikofri behandling, som jeg stadigvæk bruger i tre-fire dage, når der er noget sekret i lungerne, som er vanskeligt at få ud. For saltinhalatoren løsner slimet og gør det ligesom tyndere, så det bliver lettere at hoste op. Og det er en stor lettelse, pointerer Ole Rønnov.

Der findes flere saltinhalatorer, som føres hos udvalgte apoteker, helsekostforretninger og i netbutikker.