×
×

Iltudstyr

Det er din region, som betaler for din daglige iltbehandling. Hver region har indgået en aftale med en iltleverandør omkring service og økonomi, hvilket kan betyde regionale forskelle i serviceniveauet.

Når lægen har ordineret den korrekte mængde ilt (iltflow), bestilles udstyret hos iltleverandøren. Den behandlingsansvarlige afdeling oplyser, hvilken mængde ilt der er ordineret (iltflow), hvor mange timer ilten skal bruges i døgnet, samt hvilket iltudstyr, du skal have.

Iltleverandøren sørger for at installere iltudstyret og giver dig instruktion i, hvad der skal fjernes i tilfælde af brand. Iltleverandøren foretager også regelmæssige serviceeftersyn.

De kører typisk i dit område med et fast interval f.eks. 1 gang ugentligt. Det er din lokale iltleverandør, der leverer iltudstyr og kontrollerer, om iltudstyret fungerer optimalt. Ved nedbrud af iltudstyret eller strømsvigt kontaktes din iltleverandør.

Oplever du udstyrs- eller strømsvigt, så skift til dit bærbare udstyr. Har du ikke noget bærbart udstyr eller f.eks. flasker som back up, så forhold dig i ro, indtil iltleverandøren har leveret nyt. Der sker ikke noget ved at undvære ilten nogle få timer.

Hvert iltudstyr har sine fordele og ulemper. Derfor er det som udgangspunkt en læge eller iltsygeplejerske, der beslutter, hvilken type iltudstyr der er det rette til dig med baggrund i, hvilket aktivitetsniveau du normalt har. 


Ilten leveres enten fra:

  • Iltkoncentrator
  • Flydende ilt
  • Komprimeret ilt på flaske
  • Bærbar batteridreven koncentrator

Nedenfor gennemgås ovenstående iltudstyr. Billederne er blot eksempler på, hvad iltleverandørerne kan tilbyde. Der kan derfor være flere andre modeller afhængig af, hvilken iltleverandør du er tilknyttet. 

Sidst opdateret: Fredag, januar 20, 2023