×
×

Burde ilt ikke virke på min åndenød?

Hjemmeilt
Spørgsmål

Hej, jeg har netop fået ordineret hjemmeilt efter en længere indlæggelse med forværring i min KOL. Jeg bliver stadigvæk meget forpustet, efter jeg har fået ilten. Men burde det ikke virke på min åndenød, at jeg har fået hjemmeilt? Jeg er nervøs for, om iltapparatet er indstillet forkert, eller om jeg bruger ilten forkert? Er der noget særligt, jeg bør være opmærksom på?

Svar

Svar fra Pia Kjerrumgaard, sygeplejerske:

Først vil jeg sige, at ilt ikke nødvendigvis hjælper på åndenød. Du får åndenød, fordi lungerne ikke fungerer, som de skal. Jeg plejer at sammenligne lungerne med en motor, hvor ilten er olie. Hvis motoren er i stykker, så hjælper det ikke at hælde mere olie på. Hjemmeilt løser ikke problemet med de ødelagte lunger, men sørger for, at blodet er iltet, så dine organer ikke lider.

Når du får hjemmeilt, er du normalt tilknyttet et ambulatorium med en iltsygeplejerske, som enten kommer hjem til dig, eller du kommer til kontrol hos. Du må ikke selv indstille ved iltflowet. Dem, der leverer ilten til dig, har indstillet apparatet korrekt, alt efter hvor meget ilt du har brug for. Husk på, at du altid kan kontakte dit ambulatorium for at tale med en sygeplejerske, som kender din situation. Mit vigtigste råd til dig er at få masser af motion, og sørge for at bruge hjemmeilten mindst 16 timer i døgnet. Oplever du at blive tør i næsen, kan du købe en næsespray med sesamolie på apoteket. Vær opmærksom på at skifte iltbrillen ca. hver 14. dag. Ellers bliver den hård og ubehagelig at have på. Er du forkølet eller har løbenæse, bør den skiftes oftere.

→ Læs mere om hjemmeilt her: www.lunge.dk/hjemmeilt