×
×

Bedre styr på KOL-indlæggelser

Onsdag 26. juli 2017 skriver DR.dk:

Der kan hurtigt opstå en følelse af panik, hvis man ikke kan få vejret. Det kender de fleste patienter med lungesygdommen KOL, og ofte bliver de indlagt, fordi de har følelsen af at blive kvalt.

Men selvom det kan føles alvorligt, så er det ikke sikkert, KOL-patienterne behøver en tur på hospitalet. Det viser erfaringer fra Region Sjælland.

Her har man oprettet et KOL-kompetencecenter, der uddanner sygeplejersker, hjemmepleje og læger i at håndtere sygdommen. Den nye viden om medicin, træning og om at tackle åndenød giver sundhedspersonalet videre til patienterne.

 

Millionbesparelse for regionen

Efter sundhedspersonalet og patienterne er blevet klogere på KOL, er antallet af unødvendige hospitalsindlæggelser styrtdykket, fortæller leder af centeret Marianne Neerup.

- Vi har fulgt 36 patienter hen over de sidste år. Før vi startede med indsatsen, så havde vi 55 forebyggende indlæggelser, men det seneste år har vi slet ikke haft unødvendige indlæggelser.

De 55 indlæggelser kostede regionen omkring 1,5 millioner kroner.

KOL-kompetencecenteret er blandt andet med til at gøre patienterne klogere på deres sygdom, så man undgår situationer, hvor patienten oplever åndenød og ikke ved, hvor alvorligt det er.

For det ender ofte i, at de ringer til vagtlægen og bliver indlagt på hospitalet, selvom personalet ikke kan hjælpe med andet end, hvad patienten selv kan gøre derhjemme med den rette viden.

 

Tryggere patienter

67-årige Kurt Nielsen fik KOL-diagnosen for 10 år siden. Dengang kunne hans åndenød meget let føre til en hospitalsindlæggelse.

- I starten gik jeg helt i panik, for jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Så ringer man 112 og kommer på sygehuset en enkelt overnatning og hjem igen, siger han.

Derfor har han været glad for at blive tilknyttet KOL-kompetencecenteret.

- Jeg har lært at styre min vejrtrækning og mit iltforbrug, og så kan jeg ringe til dygtige mennesker, der kan vejlede mig, siger han.

Den nye viden har gjort Kurt Nielsen mere tryg, selvom han stadig oplever at måtte hive efter vejret.

- Nu ved jeg, at jeg skal bare slappe af, slappe af og tage det roligt. Ingen panik. For hvis først man panikker, så bliver det værre og værre, og så kan du slet ikke trække vejret til sidst, siger han.

De unødvendige nætter på hospitalet kan han nu undgå.

- De første fem år, jeg havde KOL, var jeg i hvert fald indlagt 3-4-5 gange på et år, men de seneste fire år har jeg været indlagt to gange i alt, og de gange har det været nødvendigt, siger Kurt Nielsen.

 

Lungeforeningen: stort potentiale

I Lungeforeningen er man begejstret for resultaterne i region Sjælland, som man mener er til inspiration for de andre fire af landets regioner.

- Det er en kæmpe fordel for KOL-patienterne, hvis de så vidt muligt kan undgå at ligge i en hospitalsseng, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.

- Mennesker med en alvorlig kronisk lungesygdom ønsker ikke at blive indlagt, fordi man ønsker at leve så godt som muligt, selvom man er syg. Der er bestemt potentiale for, at mange indlæggelser med en lignende indsats også vil kunne undgås også i resten af landet, tilføjer hun.

 

Yderligere information

Se mediedækning af indsatsen i Region Sjælland, onsdag 26. juli 2017, på DRs kanaler:

Hør indslag i P1 Morgen kl. 7.21, kl. 7.49 og kl. 8.48. Find og lyt til indslagene her

Se indslag i TV-Avisen kl 18.30
Se indslag i TV-Avisen kl. 21.30

Læs Dyre indlæggelser af KOL-patienter kan undgås på dr.dk