Skal ilt-apparatet stå i et separat rum? | Lungeforeningen
Bemærk: Du kan som bruger af lunge.dk for øjeblikket ikke ændre dine oplysninger på din profil. Dette skyldes, at Lungeforeningen opdaterer hjemmesiden, så den lever op til den nye persondataforordning fra EU .
 
×
×

Skal ilt-apparatet stå i et separat rum?

Spørgsmål

Kære Brevkasse

Jeg er pårørende til en KOL-patient, som bruger ilt. Hun er netop blevet visiteret til en plejebolig, som jeg skal hjælpe hende med at søge. Hun lider af angst, og det bekymrer hende meget, hvordan hendes ilt apparat står. Hun påstår, at man ikke må sove i samme rum, som apparatet står. Da alle plejeboliger som regel kun har ét rum samt badeværelse, er hun derfor meget påvirket og nervøs over situationen.
Jeg tænker selv, at det måske er noget hendes angst har sat hende i hovedet, da man på hospitalerne jo også kun har et rum.

Egen lægen kender ikke til det og henviser til hospitalet, som henviser tilbage. Visitationen aner intet, og jeg aner ikke, hvem jeg ellers skal spørge. Derfor henvender jeg mig til jer, og håber at I kan hjælpe mig med et svar, så jeg kan komme videre i min søgen efter en god plejebolig til min mor.

Mange hilsner
Else

Svar

Kære Else

Det er godt, du undersøger tingene, da det måske kan mindske angsten hos din mor. Min erfaring er, at man skal lytte til deres argumenter og så forsøge at forklare, hvorfor det ikke nødvendigvis behøver være sådan. Ofte oplever jeg, at det er vaner og rutiner, som er med til at skabe bare en eller anden form for sikkerhed hos mennesker med svær KOL. Ændres der på disse, kan det være meget angstprovokerende, da de måske ubevidst føler de mister kontrollen.

Der er ingen udfordringer med, hvor apparatet eller ”ilt-koncentrateren” står, så længe det ikke er tildækket med eksempelvis et tæppe - eller står i et skab. Det betyder, den godt kan stå i det rum, man sover. Der kan dog være en brummelyd fra maskinen, som kan genere, men mange vænner sig til den.

I forhold til at stå på badeværelset kan det i teorien godt være en mulighed under forudsætning af, apparatet ikke bliver fugtigt eller koldt pga. kondensdannelse. Men det betyder også, at den skal tages ud, hvis man skal i bad. Denne procedure vil nok ikke i praksis være hensigtsmæssigt i et hjem, hvor der kommer mange hjælpere. Så løsningen er nok, at den står i opholdsrummet med mindre der er flere rum.

Jeg håber det lykkes at finde et sted, som din mor bliver glad for.

Venlig hilsen

Marie Lavesen
Sygeplejerske og rådgiver
Lungeforeningen