×
×

Undervægtig og 74 år - er maden ikke ligegyldig?

Spørgsmål

Jeg er dårlig til at spise og jeg hader de drikke, man kan købe. Jeg vejer 38 kg og er 163 cm.

Jeg spiser et stykke ristet rugbrød med god ost om morgenen, snyder tit til frokost og så "et eller andet" gerne med salat til aften.

Det er lige fra store bøffer til gryderetter og fisk.

Jeg er 74, så mine år er talte, så kan det ikke efterhånden være ligegyldigt?

For ikke at tale om, at jeg også har en temmelig grim KOL.
 

Svar

Svar fra sygeplejerske og diætist i Lungeforeningens rådgivning

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at få en hverdag til at hænge sammen, når man lever et liv med KOL i svær grad – hvilket jeg tolker det som, når du skriver du har en grim KOL.

Du spørger om det med maden ikke kan være ligegyldigt. Nu kender jeg jo hverken dig eller din situation ud over det jeg kan læse mig til.

Men umiddelbart mener jeg ikke, at det er ligegyldigt – selvom jeg har fuld forståelse for, at der kan være dage, hvor det føles sådan.

Det er ikke unormalt, at når ens hverdag ændres på grund af sygdom, at man oplever tab i forhold til det man tidligere har kunnet, og det man gerne ville med sit liv.

Det kan også betyde, at man bliver ked af det, måske deprimeret. Er det tilfældet er det vigtigt at snakke med sin læge eller sine nærmeste i forhold til at få hjælp.

Man ved fra studier, at mennesker med KOL har øget risiko for at få en depression.

Jeg ved fra andre mennesker med svær KOL, at det nogle gange kan være svært at holde fast i de positive oplevelser, men prøv at fokusere på de ting du stadig kan – selvom de måske skal gøres på anden vis eller i et andet tempo end du tidligere har kunnet.

Men alle mennesker - også en selv - er værd at bruge tid på… lidt har også ret – og den rigtige mad kan have betydning for, hvordan du har det.

Derfor vil jeg give dig nogle råd i forhold til din mad.

Din oplysning om vægt og højde, fortæller at du har et BMI på 14,3. Når man har svær KOL, anbefales der et BMI på 21-30. Så du kunne have god gavn af at tage på i vægt.

For at kunne tage på i vægt skal man spise flere kalorier (energi), end man forbrænder.

Når appetitten er lille og overskuddet til madlavningen heller ikke er så stort, kan man fokusere på fødevarer, der indeholder mange kalorier og vælge madretter/måltider, som er nemme at lave.

Når man har KOL er det også vigtigt at have fokus på at få proteiner nok. Proteinerne bruger vores krop til at opbygge muskelmasse med.

Når man har KOL har kroppen ekstra meget behov for protein. Spis derfor gerne mange af disse fødevarer som indeholder meget protein: kød, fisk, fjerkræ, æg, mælk, mælkeprodukter, ost, nødder og mandler.

Ift. den mad du spiser nu:

Om morgenen kan du med fordel udskifte rugbrødet med lyst brød, og komme godt med smør på under osten. Sørg gerne for at spise en fed ost (45+ eller 60+). Du kan evt. købe ost og brød skiveskåret, så det ikke kræver, så meget energi at anrette.

Til frokost er det ikke hensigtsmæssigt at "snyde", men spis noget som er let for dig at lave. Fx. lyst brød med smør, kødpålæg, fiskepålæg, pålægssalater som fx. hønsesalat, æggesalat, makrelsalat mm.

Din aftensmad lyder rigtig fin, med bøf, fisk og gryderetter. Vælg gerne fars med høj fedtprocent, og fede fisketyper som laks, makrel, sild, ørred. Når du steger maden skal du ikke spare fedtstoffet og steg gerne i smør.

Det er fint at spise en smule salat, men kød og sovs må gerne fylde mest på tallerkenen.

Derudover er det også helt fint at anvende færdigretter, hvis der ikke er så meget energi til at lave mad. Du kan også lave større portioner mad de dage, hvor du har overskud til det, og så fryse det ned i mindre portioner, som du kan tage op af frysen og hurtigt lave på de dage, hvor du ikke har så meget energi.

Derudover er det en god ide at indføre 3 små mellemmåltider dagligt, fx. formiddag, eftermiddag, sen aften.

Her er et par forslag til hvad det kan være: fx. sødmælksyoghurt med lidt drys og lidt frisk frugt på, kager, kiks med smør og fed ost/kødpålæg/pålægschokolade/marmelade mm., flødeis, fromager, mousser, frugtgrød med fløde, æbleskiver, pandekager, koldskål, proteindrikke fra supermarkedet, kakao med flødeskum eller is, legeret suppe med fløde, pommes fritter med remoulade, cocktailpølser svøbt i bacon, chips med dip, nødder, mandler, tørret frugt.

Du skriver at de drikkevarer, som du kan købe færdiglavet ikke lige er dig. Andre gode drikkevarer som indeholder energi- og proteiner er sødmælk, kernemælk, hjemmelavet koldskål, kakaomælk (varm eller kold), kaffe med fløde, drikkeyoghurt.

Andre drikkevarer som indeholder energi, men ikke protein: sødet saft, juice, sødet sodavand, hvidtøl, ice-tea mm.

Du kan se nogle gode opskrifter her på lunge.dk på lækre hjemmelavede proteindrikke.

Flere råd til dig:

Når man tager på i vægt, er det en god ide samtidig at være fysisk aktiv, således at man opbygger muskelmasse og bliver stærkere. Det kan være med til at give mere overskud og livskvalitet i hverdagen.

Sørg også for at få 1 multivitamintablet dagligt med højt indhold af kalk og D-vitamin. Tal med din læge om det.

Sørg for at veje dig en gang om ugen, og hvis du ser at vægten falder eller du ikke begynder at tage på er det en god ide at tage kontakt til din læge.

Jeg håber du kan få gavn af nogle af disse råd, som kommer fra både diætist og sygeplejersker i vores rådgivning. Har du andre spørgsmål er du også altid velkommen til at kontakte os i rådgivningen – enten til brevkassen eller på telefon. 

Se flere spørgsmål og svar i Lungeforeningens Brevkasse.