×
×

KOL rehabilitering

Når du har KOL, er det en god idé for dig at komme på KOL rehabilitering.

 

Hvad er KOL-rehabilitering?

KOL rehabilitering er en behandling, der er bygget op omkring fysisk træning, men som også indeholder en række andre elementer.

KOL rehabilitering omfatter som udgangspunkt:

  • Fysisk træning
  • Kostvejledning
  • Undervisning i sygdomsforståelse
  • Oplæring i vejrtræknings-teknikker og brug af inhalationsmedicin
  • Ergoterapeutisk vejledning - fx energibesparende

Et fuldt KOL-rehabiliteringsprogram varer oftest et par måneder med fremmøde to gange om ugen.

 

Derfor er rehabilitering godt for dig

Når du har KOL, er der risiko for, at du bevæger dig mindre, fordi du har problemer med at trække vejret.

Det betyder, at du taber kondition og muskelmasse. Det kan være starten på en ond cirkel, hvor dine problemer med at trække vejret bliver endnu værre uden motion.

KOL rehabilitering er med til at sætte en stopper for den onde cirkel. KOL rehabilitering forbedrer ikke direkte din lungefunktion, men effekten af rehabilitering er ofte større end effekten af medicinsk behandling, i hvert fald når det gælder symptomer og kondition.

Den fysiske træning er den vigtigste del af programmet, og der indgår ofte også et træningsprogram, som du skal gennemføre hjemme på de dage, hvor der ikke er træning.

 

Alle kan deltage i KOL rehabilitering

Du kan deltage i rehabilitering, uanset om du har mild, moderat, svær eller meget svær KOL. Har du meget mild KOL, behøver du måske ikke atdeltage i rehabilitering men du kan i stedet deltage på et almindeligt træningshold og selv sørge for, at du får mindst en halv times motion om dagen.

De fleste, der deltager i rehabilitering oplever mildere symptomer, bedre udholdenhed og en øget livskvalitet.

 

Sådan kommer du igang med KOL rehabilitering

KOL rehabilitering tilbydes i stort set alle kommuner og på en lang række hospitaler.

Du skal henvises til KOL rehabilitering af enten af din sygehuslæge eller egen læge. Det er bl.a. graden af din KOL (mild, moderat, svær eller meget svær KOL), som afgør, om du bliver henvist til kommunen eller hospital til rehabilitering.

I mange kommuner finder du rehabilitering på det lokale sundhedscenter, her kan du komme, hvis din lungefunktion er over 50%.

Hvis din lungefunktion er under 50%, foregår din rehabilitering på sygehuset. Nogle kommuner står for al rehabilitering selv.

Læs mere om, hvordan et rehabiliteringsforløb typisk foregår.

Træningen hjælper dig til at komme i så god form som muligt. Læs mere om KOL træning.

 

Hold træningen ved lige efter din KOL rehabilitering

Efter rehabilitering er det vigtigt, at du holder træningen ved lige for at undgå den onde cirkel.

På den måde beholder du effekten, du har opnået. Hvis du stopper med at træne, mister du den.

I Lungeforeningen oplever vi, at deltagere på KOL rehabilitering bliver klogere på deres sygdom. De fortæller også, at det er dejligt at træne og have fællesskab med andre i samme situation.

Du holder træningen ved lige ved at selv at træne, gå i motionscenter eller deltage i Lungeforeningens træningsnetværk. Find træningsnetværk nær dig

Har du behov for råd og hjælp til fortsat træning, er du velkommen til at kontakte vores fysioterapeut eller ergoterapeut, som sidder i vores rådgivning. Find rådgivning her

Læs mere om KOL rehabilitering.

Se filmen med Anita som har fået livskvaiteten tilbage, efter hun deltog på KOL rehabilitering.

sundhed.dk kan du se hvilke rehabiliteringstilbud din kommune har til dig med KOL.

Tags: 
Sundhedsfaglig redaktør: 
Peter Lange, overlæge, professor, Hvidovre Hospital