×
×

Anne blev syg og googlede "Lungehold"

Da Anne Højholt fik konstateret KOL i 2014, tænkte hun: Hvad pokker gør jeg så? Hun var påvirket af tanken om, at hendes liv måske var kortere, men valgte alligevel at gøre alt andet end at give op.

Det har jo givet mig en masse selvværd. Hov, kan jeg virkelig alt det her. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne

Anne Højholt, fik sin lungediagnose i 2014

Anne, der i dag er 58 år, har en lungekapacitet på under 50%, men når man taler med hende, hører man det ikke. Ikke bare motion, men også mindfulness er en fast del af hendes hverdag. Hver morgen starter hun med en gåtur med hunden, hvor hun lave vejrtrækningsøvelser undervejs. Derudover er hun instruktør på to lungehold.

– Da jeg fik min diagnose, meldte jeg mig ind i et fitnesscenter, men følte mig bare dum og underlig. Så googlede jeg lungehold. Der var et i Præstø, hvor de lige havde fået bygget nyt multicenter, siger Anne Højholt og fortsætter:

– Det første, jeg fik at vide, var, at jeg var den eneste af mit køn. Ellers var der 5-6 mænd. Men jeg var med, og da ham, der stod for holdet, døde i 2016, overtog jeg det.

Anne kom på kursus, øvede derhjemme, skrev ned og fandt musik. Og hun indrømmer gerne, at benene rystede under hende de første gange, hun stod på gulvet. Men det gik over, og hendes hold blev en succes.

 

Det er et kæmpe arbejde
Anne er uddannet SOSU-hjælper og meget tyder på, at hendes omsorgsgen er temmeligt stort. Da hendes lungehold kom op på 35 personer, splittede hun det op i to hold. På fredagsholdet slutter hun af med mindfulness, hvor hun kan se, at både mænd og kvinder slapper fuldstændig af. Selv bruger hun mindfulness flere gange i løbet af dagen. Eksempelvis på gåturen med hunden, hvor hun er bevidst om sin vejrtrækning.

Mindfulness hjælper også Anne til at tænke, at det ikke behøver at være udfordringer det hele, og at hun kan bryde tingene op i delmål. Noget hun også har brug for på lungeholdene. På frivillig basis står hun her for alt det praktiske omkring holdene og arrangerer også temamøder, som hun stabler på benene med blandt andet tilskud fra Lions Club, og hun lægger ikke skjul på, at det er et kæmpe arbejde.

– Jeg får en masse gode oplevelser og motion – og så må det jo udløse et eller andet inden i mig. At se den forskel, det gør. Men du kan kun gøre det, hvis du brænder for det, siger hun og fortsætter

– Det har jo givet mig en masse selvværd. Hov, kan jeg virkelig alt det her. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne. Jeg er blevet indstillet som årets frivillige og det er jo min løn.

Anne ved, at de fleste kommer for motionen, men det er også det at mødes og få et kram.

– Der bliver lavet netværk i netværket, så de mødes på andre dage. Nogle er begyndt at male sammen, og andre gør nogle andre ting. Man drager omsorg for hinanden. Man spørger til hinanden, hvis en er syg. Hjælper hinanden med at køre til forskellige ting, siger hun og ved godt, at ensomhed ofte er en diagnose, der følger med en kronisk lungesygdom, og at lungeholdet for nogle er den eneste kontakt til omverdenen.


Også et spørgsmål om identitet
Ud over lungeholdet arbejder Anne på flextid på 15 timer. Ikke på grund af sin KOL, men fordi hun for flere år siden fik skåret nogle nerver i det ene ben over ved en operation. Det at have et job betyder meget for hende, og hun er glad for, at hun kan tilrettelægge
arbejdstiden i forhold til lungeholdene.

– Det handler både om løn og noget med identitet. At være en del af det hele og være med til at forsørge. Hver måned, når jeg får min løn, tænker jeg: ”Det er noget, jeg har gjort. Det er penge, jeg har tjent.” Jeg kan selv spare op til min pension. Det betyder også noget for mig, slutter hun.

Kategori: