×
×

Arbejdsgiver får løn, når Niels-Erik er syg

Paragraf 56 reglen er ikke kendt af mange, men lider du af en kronisk eller langvarig sygdom, er det en aftale, der kan give dig tryghed og livskvalitet. Det gjorde den for Niels-Erik, da han på grund af sin lungesygdom ofte har mange sygedage.

Jeg havde en stigende fraværsprocent og var bange for, at det kunne koste mig jobbet i sidste ende. Men med paragraf 56 føler jeg mig tryg. Jeg ved, at jeg har et arbejde, selvom jeg er syg.

En sygeperiode er både svært for den syge medarbejder men også for arbejdsgiveren, hvis udgifter øges ved længere sygdomsforløb. Her kan paragraf 56 reglen være den gyldne middelvej, som både omfavner medarbejderen og arbejdsgiveren. For den 62-årige havnearbejder Niels-Erik betød det, at han ikke skulle være bange for at miste sit job på grund af højt sygefravær.

 

Det fugtige vejr skaber problemer
Om sommeren arbejder Niels-Erik som havnearbejder hos Copenhagen Malmö Port. Når krydstogtskibene sejler ind, er det Niels-Erik og hans kollegaer, der sørger for alt det praktiske. Niels-Erik fungerer som sjakbajs, som han selv kalder det, og er med til at holde overblikket og fordele opgaverne mellem kollegaerne. Men når vejret er fugtigt, som det tit er i Danmark, har Niels-Erik svært ved at passe sit arbejde.

– Jeg får det rigtigt skidt, når vejret er fugtigt. Der kan jeg simpelthen ikke noget på grund af min dårlige vejrtrækning. Det kan ikke lade sig gøre, og derfor er jeg nødt til at sygemelde mig, fortæller Niels-Erik, der i takt med alderen har fået flere og flere sygedage.

 

En god snak med chefen
Selvom Niels-Erik passer sit arbejde til punkt og prikke, så er vejrtækningen blevet være. Og med en lungekapacitet på 38% kan Niels-Erik ikke det samme som før. Det fortæller han til en udviklingssamtale med sin chef, som efterfølgende tænker videre på den situation, de begge står i.

– Lidt tid efter samtalen kommer min chef til mig og siger ”Du Niels, prøv at få en lægeerklæring på din KOL, så kan vi lave en paragraf 56. Vi vil rigtig gerne beholde dig”. Det havde jeg godt nok ikke hørt om før, men det kom hurtigt i stand og godkendt af kommunen, siger Niels-Erik, der fik en godkendelse i løbet af tre-fire dage.

Paragraf 56 reglen betyder, at arbejdspladsen kan få sygedagpengerefusion fra første sygedag. Uden aftalen er det først efter 30 sygedage, at arbejdsgiveren kan få refusion. Aftalen kan laves til lønmodtagere, der er kronisk syge og har over 10 sygedage om året.

 

Paragraf 56 reglen giver tryghed
Med aftalen er Niels-Erik sikker på, at hans sygedage ikke er en økonomisk belastning for virksomheden og dermed ikke kan blive en fyringsgrund.

– Jeg havde en stigende fraværsprocent og var bange for, at det kunne koste mig jobbet i sidste ende. Men med paragraf 56 føler jeg mig tryg. Jeg ved, at jeg har et arbejde, selvom jeg er syg, siger han. 

Selvom Niels-Erik er klar over, at hans KOL er med til, at han ikke kan arbejde som før, kan han ikke undgå til tider at føle sig doven. Han er sin egen største kritiker. Det ledte til en snak med virksomhedens HR-afdeling.

– Jeg fik en god snak med HR. Jeg fortalte, at jeg var ked af, at jeg ikke kunne arbejde så meget mere. Men de var utrolig gode og havde talt med mine nærmeste kollegaer. De ville ikke af med mig, fortæller Niels-Erik med latter i stemmen.

Paragraf 56 reglen skal fornyes hvert andet år. Og indtil videre er aftalen fornyet to gange hos Niels-Erik.

– Jeg har haft aftalen i fem år nu, og det har givet mig en indre ro. Det har givet mig livskvalitet, at jeg i den periode ikke har været bange for at miste mit arbejde.

 

Søg paragraf 56 til dig og din arbejdsplads

  • Ønsker du en paragraf 56 aftale, skal du søge gennem din kommune ved at udfylde en blanket kaldet dp 211 – enten på borger.dk eller ved kommunekontoret. 
  • Din sygdom skal medføre fravær på mindst 10 dage pr. år.
  • Aftalen er for dig der er: privat ansat, offentlig ansat, førtidspensionist med småjob, oplæring eller optræning i en virksomhed som revalidend.

Se videoen med socialrådgiver og rådgiver i Lungeforeningen, Susanne Kitaj, som fortæller mere om paragraf 56 og andre gode råd til et godt arbejdsliv med en lungesygdom

Kategori: