×
×

Camilla på 26 er én af de yngste med KOL

Camilla med sin datter på hendes første skoledag

Foto: Privat

Camilla var for få år siden en frisk og rask ung kvinde, der hver dag mødte glad op på frisørskolen, og glædede sig til at blive færdiguddannet. 

På det tidspunkt havde hun ingen anelse om, hvordan hendes tilværelse på ganske få år skulle ændre sig med store konsekvenser.

Ikke blot for hendes karriere, men for hele hendes liv og familie.

Men da hun for 5 år siden kommer tilbage fra barsel med sit første barn, begynder hun at få symptomer på allergi og vejrtrækningsbesvær.

Camilla bliver henvist til Gentoftes afdeling for allergi, og det bliver konstateret, at Camilla har allergi over for nogle forskellige stoffer bla. hårfarve.

Camilla får diagnosen frisør relateret astma og får målt sin lungefunktion til 86 pct.

 

Hvordan kunne jeg, der lige var blevet 25 år, have erhvervet mig sådan en slem og livstruende sygdom? Hvorfor lige mig?

 

Camilla er 26 år, mor og én af de yngste med KOL

Afslag fra arbejdsskadestyrelsen

Camillas læge skriver en anmeldelse til arbejdsskadestyrelsen, da han mener, at det er overvejende sandsynligt, at hendes astma er opstået under og i relation til hendes uddannelse som frisør.

Hun får imidlertid afslag med begrundelsen, at den anmeldte sygdom ikke kan anerkendes.

- I den næste tid går jeg løbende til kontroller, men får det dårligere og kan efterhånden ikke tåle hverken rengøringsmidler, parfume m.v.  

 

Får KOL diagnose som 25-årig

Efter at Camilla har født sit andet barn, er hendes tilstand efterhånden så forværret, at hun kommer ind på lungeambulatoriet i Nykøbing Falster.

De måler hendes lungefunktion til kun 62 pct. og Camilla får i 2017  diagnosen moderat KOL.

- Jeg blev meget overrasket – nok faktisk lettere chokeret, og der gik lang tid, før det for alvor begyndte at gå op for mig, hvad der skete i min krop. Hvordan kunne jeg, der lige var blevet 25 år, have erhvervet mig sådan en slem og livstruende sygdom? Hvorfor lige mig?

Camilla står nu som ung mor til to, lige fyldt 25, med en afbrudt uddannelse og dybt frustreret og foruroliget over et helbred, der kun bliver dårligere.

3 år tidligere måtte hun tillige gennemgå en operation for modermærkekræft. 

Hun begynder at få gentagne anfald med voldsom åndenød, som resulterer i akutte indlæggelser.

Alligevel finder Camilla styrke og mod til at påbegynde en ny uddannelse.

 

Mærker omverdens skepsis

I efteråret 2017 begynder hun at læse til socialrådgiver, men opstarten er hård med flere indlæggelser og fravær.  Hun begynder nu at mærke omverdens skepsis.

 - Det sårede mig meget, at nogle af mine studiekammerater ikke troede på, at jeg havde KOL, fordi jeg var så ung. Nogle troede simpelthen, at jeg løj for at undskylde mit fravær. Efterhånden valgte jeg at ignorere den slags, og tænker at det må skyldes uvidenhed om sygdommen.  

Min datter holdt mig i hånden, da vi gik ind i klasseværelset. Efter et kvarter måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og tage tilbage til sygehuset i ambulance. Jeg brød totalt i gråd, da vi forlod skolen. Jeg var lykkelig og ulykkelig på samme tid. Det betød så meget for min datter og for mig, at jeg overhovedet havde været der.  

 

Camilla forlod hospitalet for at deltage i datterens første skoledag

Fyldt med begrænsninger

Camillas liv er i dag fyldt med store begrænsninger og lungefunktionen er nu nede på bare 26 pct. og hun bruger hjemmeilt. 

- Jeg mærker hele tiden begrænsninger i hverdagen som mor. Jeg kan ikke løbe rundt eller tumle med mine børn. Jeg kan heller ikke gå lange ture uden at blive forpustet og få det dårligt. Mine børn har altid levet med det, og forstår det, men det er selvfølgelig et savn at kunne være mere fysiske med dem.

Da Camillas datter her i sommers skulle starte i skole, var Camilla indlagt, og lægerne overvejede at lægge hende i respirator.

Så slemt gik det heldigvis ikke, men lægerne frarådede hende at forlade hospitalet for at deltage i datterens første skoledag. 

Det VILLE Camilla imidlertid på ingen måde gå glip af, så hun drog afsted med iltflaske og slanger ud af næsen. 

- Min datter holdt mig i hånden, da vi gik ind i klasseværelset. Jeg var så lykkelig for at overvære hendes store dag lige indtil, at jeg igen fik det dårligt med så mange mennesker i et lille lokale. Efter et kvarter måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og tage tilbage til sygehuset i ambulance. Jeg brød totalt i gråd, da vi forlod skolen. Jeg var lykkelig og ulykkelig på samme tid. Det betød så meget for min datter og for mig, at jeg overhovedet havde været der.  

 

Får åndenød under bryllupsfotografering

Camilla bliver i sommers gift med sin italienske kæreste.

Først holder de et ”voksen-bryllup” i Italien, og under bryllupsfotograferingen får Camilla åndenød, men undgår et decideret anfald.

Det kom til gengæld nogle dage senere, og da det nye ægtepar kommer hjem til Danmark, er den gal igen.

Parret skal også holde et dansk bryllup, og selvom Camilla er indlagt, insisterer hun på, at det skal gennemføres.

For børnenes skyld da de ikke var med til det italienske bryllup. 

- Ligesom med min datters første skoledag kunne intet stoppe mig. Min fantastiske familie og mand sørgede for alt det praktiske, oppyntning osv. for jeg havde ingen energi og min krop var helt udtrættet. Men vi gennemførte og børnene og jeg havde en uforglemmelig dag, selvom jeg var slidt. 

 

Mine børn giver mig styrke 

- Jeg kæmper en kamp hver dag for ikke at lade min sygdom overtage mig. Ud over min lungesygdom har jeg andre helbredsudfordringer også, men jeg vil ikke gå ned med flaget. Jeg skal have min uddannelse,vsom jeg kan bruge til at hjælpe en masse mennesker og styrke dem til at være stærke.

Sidst Lungeforeningen talte med Camilla, fortalte hun, at hun står over for at skulle starte en ny form for behandling op, en såkaldt bio-kemisk behandling på Bispebjerg Sygehus. Camilla ved ikke så meget mere om det, andet end den skal foregå gennem drop. Men hun er fast besluttet på at kæmpe videre med oprejst pande.

- Jeg vil gøre en forskel, og jeg giver ikke op. Det handler om at finde noget i sit liv, som kan hjælpe én. Og her er det mine børn, som giver mig styrken til at kæmpe, styrken til ikke at lægge mig ned i fosterstilling og græde hver dag. Men styrken til at kæmpe videre, så sygdommen ikke overager og styrer mig, siger Camilla til Lungeforeningen.

 

Kategori: