×
×

Fænja har et aktivt liv med nedsat lungefunktion

Har du en kronisk lungesygdom er der store chancer for, at dine lungers kapacitet er nedsat.

Nedsat lungekapacitet betyder, at du får mindre luft ind i lungerne og rundt i kroppen, når du trækker vejret.

Det kan også være, at det er sværere for dig at trække vejret.

Du kan sagtens have et godt liv og leve aktivt trods en nedsat lungekapacitet.

Det kan være, du skal skifte arbejde, eller helt bør stoppe. Du kan læse mere om dine lungers kapacitet og funktion på disse sider.


Fænja har et aktiv liv, selvom hendes lungekapacitet er nedsat

Her kan du læse om Fænja Hansen, som har et aktivt liv, selvom hendes lunger har nedsat kapacitet.

Hun har fundet en positiv måde at leve med de begrænsninger, der fører med en kronisk lungesygdom.
 

- Hvis jeg er i haven om søndagen, kan jeg ikke noget som helst om mandagen. Det er ting jeg kan vælge at gøre af og til, fordi jeg holder af det. Men jeg kender konsekvensen.

Fænja Hansen, KOL-patient

 

Hun er stadig fuld af energi, selvom hun er mere svag med sine lungers nedsatte kapacitet.

- Jeg har levet med KOL i mere end 10 år, men det er svært at sidde og have ondt af mig selv. Jeg er nødt til at lave noget.

Efter en lungebetændelse, der ikke ville gå over, fik hun diagnosen KOL i 2004.

Hun blev også fyret fra den arbejdsplads, hvor hun havde været i 33 år.

- Så stod jeg der, og selvfølgelig røg jeg ned i et sort hul. Men jeg skulle jo op og igang igen, fortæller Fænja glad og energisk.


Håndarbejde, camping - og børnebørn

Fænja har fundet ud af, at med den sygdom hun har, skal hun vælge til og fra i sin hverdag, og planlægge at bruge sine kræfter på det hun holder mest af.

Blandt andet vælger Fænja sine børnebørn til, som hun har fire af.

Hver onsdag henter hun et af børnebørnene fra institution eller skole.

- Jeg passer ikke flere af børnebørnene på samme tid. Mit mindste barnebarn passer jeg kun alene i nødstilfælde. Det er hårdt arbejde at passe børn.

Fænja er også meget glad for at gå i haven og nusse. Men det kræver plads i kalenderen.

- Hvis jeg er i haven om søndagen, kan jeg ikke noget som helst om mandagen. Det er ting jeg kan vælge at gøre af og til, fordi jeg holder af det. Men jeg kender konsekvensen.


Campinglivet gør godt

- Når jeg kommer ud til havet, trækker jeg med det samme vejret lettere. I mange år har vi ligget fast på Bunken Strand Camping 15 km syd for Skagen. Jeg holder meget af at gå på stranden med mine vandrestave.

 

Gymnastik og frivillige projekter

Fænja var hurtig til at komme i gang med livet som pensionist.

Med den rette medicin og med fokus på at få det bedste liv går det lidt hurtigere.

Fænja blev tovholder for et gymnastikhold for KOL-patienter. Og det er hun stadig idag.

Hun er også næstformand for Lungeforeningens Lokalafdeling i Viborg/Skive.

Her bruger hun mange kræfter, og det er med til at holde Fænja i gang.

- Som næstformand er jeg den praktiske gris, der ringer rundt og arrangerer. Jeg tager også gerne ud til frivilligmesser og andre arrangementer, og jeg er også ude til et arrangement for sygeplejestuderende hvert halve år, hvor jeg forklarer, hvad de kan forvente i deres arbejde med KOL-patienter.

Fænja er blevet vant til at planlægge sin tid og se et par dage frem.

På den måde er det lettere for hende at bruge sine kræfter på de rigtige aktiviteter.

Du kan læse mere om Viborg-Skive lokalforening via dette link.       

Kategori: 

Tilføj kommentar