×
×

Klaus var ramt af gentagne lungebetændelser

Lider du af gentagne lungebetændelser? skal du gå til lægen. Dine lunger får det svært, hvis de bliver ved med at blive syge.

Læs om Klaus Skjærlund, der pludselig blev ramt af gentagne lungebetændelser
Klaus var midt i 50’erne og ikke en type, der var vant til at have sygedage.

Men en lungebetændelse sendte ham til tælling, og han måtte til lægen og have penicillin.

Han blev rask – men kun i kort tid. En ny lungebetændelse blev behandlet og overvundet. Men der gik ikke længe, før den næste lungebetændelse ramte.

Klaus fik 5-6 lungebetændelser på tre år, og var fysisk ved at være slidt ned.

“Jeg var nok lidt for autoritetstro, når jeg gik til lægen. Han gav mig den samme penicillin-behandling hver gang, uden at undre sig over, at jeg fik nøjagtigt de samme symptomer igen og igen. Og jeg vidste ikke bedre end at stole på lægen, fortæller Klaus Skjærlund, som til sidst begyndt at tro", han havde lungekræft.

En akut indlæggelse på Horsens Sygehus blev Klaus' redning.

“Da jeg blev indlagt, var min lungefunktion nede på 33 procent. Jeg havde det rigtig skidt, og børnene troede, jeg var ved at dø.”

Tilbage i kampen
Diagnosen var dog, at Klaus skulle leve i mange år endnu – men med astma.

Han blev grundigt udredt.

Kom i den rette behandling og har i dag en lungefunktion omkring de 70 procent.

Men sygdommen har kostet ham arbejdet.

“Jeg kan ikke arbejde på samme måde som tidligere og kommer næppe i job igen. Jeg har et skrøbeligt immunforsvar. Min energi svinger, jeg kan ikke tåle store temperatursvingninger. Jeg skal passe på mig selv”, forklarer Klaus Skjærlund.

Selvom han hovedrystende betegner det som ”en frygtelig fejl”, at hans sygdom ikke blev diagnosticeret tidligere, nægter Klaus at sidde tilbage som en bitter mand.

Den 59-årige østjyde vier i dag det meste af sin energi til, at andre ikke skal få en lignende skæbne.

Klaus' drivkraft
Klaus er initiativtager til en ny lokalafdeling af Lungeforeningen i Horsens, som han blev valgt til formand for.Utrættelig er Klaus ikke, for det kan man aldrig sige om en lungepatient.

Og politikere og beslutningstagere i Horsens-området kan bekræfte, at Klaus Skjærlund er en meget vedholdende og engageret forkæmper for patienter, der deler hans vanskeligheder i hverdagen.

“Min største opgave er at forhindre, at andre går lige så længe uden behandling, som jeg har gjort. Og at lungepatienters udfordringer bliver gjort mere synlige og kendte. Det er min drivkraft. Og heldigvis oplever jeg generelt, at alle instanser gerne vil tale med mig og lytte til mit budskab: Vi skal have mere fokus på den tidligere diagnose af lungesygdomme. Jeg er i tæt samarbejde med kommunen på flere områder, og med flere af byens institutioner, afslutter Klaus Skjærlund.

Vil du vide mere om Lungeforeningens lokale afdeling i Horsens kan du se mere på linket.

Du kan også finde mere information om astma her.

Kategori: 

Tilføj kommentar