Da corona ramte Danmark, gik Laura i total isolation. Det var ikke første gang, at Lauras lungesygdom kom til at dominere hendes liv. Men alligevel har det sidste år været ekstra voldsomt.

Her kan du læse en række interviews med Laura om at leve som ung og udsat - både før og under coronapandemien.

 

Endelig kom dagen, Laura Svangård har ventet på. 

Efter et helt år i isolation lykkedes det endelig: Laura bliver vaccineret.

Se indslaget her (fra TVsyd)

 

 

 

Mens resten af Danmark gør sig klar til genåbning, har 20-årig været isoleret i syv uger

Foråret 2020. Mens resten af Danmark gør sig klar til genåbning, har Laura været isoleret i syv uger. - Jeg har fundet en måde at leve på nu, der ikke er supersjov, men dagene går. Jeg står op, træner, går en tur, laver mad, samler måske en ting fra Jysk. Og så tager vi den derfra, siger hun.

Læs interview med Laura (fra TV2 Nyhederne)

 

Sådan er det at være ung og "udsat"

Som 15-årig fik Laura Kirstine Svangård en kronisk lungesygdom. Hun har lært at leve med den – lige indtil coronavirussen kom til Danmark. For når Mette Frederiksen taler om “de ekstra udsatte,” bliver hun mindet om, at hun er syg. Og så hjælper det heller ikke, at mange unge siger, at “corona jo kun rammer de gamle.”

Her kan du læse om Lauras liv i 100% isolation. (fra spektrum.altinget.dk)

 

Farligheden fylder

Det er utrygt at være alene. Det er kun få måneder siden at Laura sidst faldt om med et livsfarligt astmaanfald. Hun må ikke være alene. Men nu har den helt nye sygdom COVID-19 alligevel fået Laura til at gå i total isolation.

Læs interview med Laura fra pandemiens start (fra Horsens Folkeblad)

 

Før corona  (16-02-2018)

Laura Kirstine Svangaard var lovende dressurrytter, indtil alvorlig astma satte en stopper for det hele. Nu lever den 18-årige pige med angsten for, hvornår det næste alvorlige astmaanfald rammer, men Team Rynkeby Skoleløbet har givet hende håb.

Laura Kirstine Svangaard var 15 år gammel, da hun første gang mærkede den kvælende trykken for brystet. 

Det var i maj 2015. 

Hun var en aktiv pige, der ved siden af sin 9. klasse på Hulvej Skole i Horsens brugte det meste af sin fritid på at rejse landet rundt og konkurrere som lovende dressurrytter på hesten ’Golden Star’.

- Det var under et stort træningsstævne på Morsø, at jeg mærkede trykken for brystet første gang. Jeg havde ikke været ret meget hjemme, og hele min hverdag handlede om at træne. Så min første tanke var da også, at det måtte være stresssymptomer, og at jeg måske hellere måtte passe lidt bedre på mig selv, fortæller hun.

Der gik nogle uger, hvor symptomerne blev ved, og Laura besluttede sig derfor for at opsøge sin læge. Lægen kunne dog umiddelbart ikke se, at Laura fejlede noget alvorligt.

- Jeg fik bare at vide, at det bare var min børneastma, der var vendt tilbage, og så fik jeg sådan en inhalator, hvor man selv skal suge medicinen op, og det var så det, forsætter hun.

Men inhalatoren stoppede ikke Lauras symptomer.

- Jeg blev ved med at have det dårligt. Og det blev faktisk kun værre og værre – og jeg fik mere og mere ondt. Så henover sommeren gik jeg til læge flere gange om ugen, men der var ikke rigtig noget hjælp at hente – faktisk begyndte lægerne at overveje, om jeg var psykisk syg, siger hun.

 Symptomerne var dog alt andet end indbildte.

- Efter at have gået til læge flere gange om ugen hele sommeren, var der tilfældigvis en lungespecialist på besøg hos min læge. Og det var her, at vi fandt ud af, at jeg faktisk var rigtig, rigtig syg. 

- Og i de fire måneder, hvor jeg gik og havde det rigtig skidt, havde jeg slet ikke fået noget medicin – jeg var simpelthen så syg, at jeg ikke havde luft nok til at suge medicinen ud af inhalatoren, siger Laura, der gav lungespecialisten et chok, da hun fortalte, at hun var cyklet de seks kilometer fra hjemmet og ind til lægen.

- Hun kunne simpelthen ikke forstå, at mine lunger ikke allerede var kollapset. Jeg havde en så lav lungefunktion, at hun ringede efter en ambulance med det samme, fortsætter hun. 

Lauras lungesygdom skulle vise sig at være så alvorlig, at hun kort efter mødet med lungespecialisten måtte sande, at hun aldrig kom til at ride igen. Drømmen om at gøre karriere som dressurrytter brast, og ’Golden Star’ måtte sælges.

- Ridningen havde været mit et og alt, siden jeg var tre år gammel. Og med ét var det slut. Det var en forfærdelig tid, fortæller hun.

 

Alvorligt astmaanfald

Men det skulle blive meget værre. 

Det følgende år røg Laura ud og ind af sygehuset med kortere og længere indlæggelser. 

- Med hjælp fra min fantastiske overlæge på Aarhus Sygehus, Tina Skjold, lykkedes det at finde noget medicin, der fungerede rigtig godt, og min sygdom blev holdt nogenlunde i skak i et års tid. Men i maj 2016 fik jeg mit hidtil mest alvorlige anfald, siger Laura og genkalder sig den skæbnesvangre aften, hvor hun troede, hun skulle dø.

- Jeg havde været hjemme fra skole den dag, fordi jeg havde det skidt. Og da vi om aftenen spiser aftensmad, er jeg simpelthen nødt til at gå ind på mit værelse og lægge mig, fordi jeg ikke har luft til at spise, siger hun.

Hun satte sig i sin seng for at sove – lige som hun plejer at gøre, fordi hun ikke har luft til at ligge ned.

- På det tidspunkt kan jeg godt mærke, at min krop begynder at reagere mærkeligt. Jeg begynder at ryste og få kramper – og lige pludselig begynder det at sortne for mine øjne, siger hun. 

- Jeg hiver selvfølgelig fat i min medicin og i min telefon og forsøger at ringe til min mor, der sidder inde i stuen i den anden ende af huset sammen med en kammerat, der er på besøg. Men min mor tager den ikke. Jeg forsøger også at ringe til kammeraten, men han tager den heller ikke, fortæller Laura, der på det tidspunkt begyndte at blive rigtig bange.

- Helt tilfældigt skal min mor på toilettet, der ligger lige ved siden af mit værelse, så i ren refleks kaster jeg noget mod døren, hvilket min mor hører og stormer ind og finder mig i sengen i et alvorligt astmaanfald, fortæller Laura. 

- Jeg var 16 år gammel og vågnede op og hørte min mor – der er sygeplejerske – sige, at jeg ikke må lukke øjnene, siger hun og holder inde et øjeblik.

- Det var i det øjeblik, at jeg fandt ud af, hvor syg jeg i virkeligheden er.

 

Frygten ligger og lurer

I snart to år har Laura ikke haft nogen alvorlige anfald, men frygten for, hvornår det næste anfald rammer, ligger hele tiden og lurer. 

- Når man er så alvorligt lungesyg, som jeg er, så kan man ikke undgå at gå og vente på det næste anfald. Det er en frygt, der hele tiden er i dig. Hvad sker der, hvis jeg ikke når at trykke på alarmknappen på min telefon? Man hører aldrig om de mennesker, der dør af astmaanfald – men der er langt flere, end man tror, siger Laura, der i hele taget ofte må stå model til folks forundring, når hun fortæller, hvor alvorlig hendes astmasygdom er. 

- Jeg føler, at jeg som ung astmapatient har et ansvar for, at offentligheden hører, hvordan vi har det. Jeg bliver nødt til at gøre mit for, at der kommer mere fokus på astmapatienter, så folk ikke bare kigger på os og siger; jamen det er jo bare astma – hvorfor er du så indlagt?

- Folk tror, at astmapatienter bare kan få en inhalator, og så er alt godt. Jeg møder sågar mennesker, der mener, at min astma bare skal trænes væk. Men sådan er det desværre ikke. Jeg kommer til at kæmpe mod sygdommen resten af mit liv, siger hun.

 

Skoleelevers indsats giver håb

Men midt al i modgangen har Laura også fået et håb. 

I 2017 løb 115.000 skoleelever fra 328 danske skoler 10,4 millioner kroner ind til Børnelungefonden i forbindelse med det årlige Team Rynkeby Skoleløbet. 

Og de penge har netop været med til at finansiere to store forskningsprojekter, hvor Laura håber, at særligt det ene kommer hende til gavn. 

- Det, jeg har fået at vide, er, at lægerne forventer, at forskningen betyder, at der inden for de kommende år kommer et nyt lægemiddel, der netop kan være med til at hjælpe mig. Det er jeg dybt taknemlig for, siger hun.

- Og så synes jeg bare, at det er mega fedt, at Team Rynkeby Skoleløbet er med til at sætte fokus på de lungesyge børn. Det betyder ekstremt meget, at folk bliver gjort opmærksomme på, at vi også findes. Og måske kan løbet også være med til at gøre forældre og lærere opmærksomme på nogle af de symptomer, som børn med lungesygdomme går rundt med. Der er alt for mange lungesyge børn, der ikke er klar over, at de er syge, og dem kan det her løb måske være med til at hjælpe, siger hun.