×
×

Michael havde brug for en anden astmabehandling

Bliver du også hurtigt forpustet?

At blive forpustet er sundt, men bliver du hurtigt forpustet og varer det længe, er det en god ide at få et lungetjek.

Det er sundt at blive forpustet, når du anstrenger dig. På den måde træner du dine muskler omkring lungerne.

Bliver du meget hurtigt forpustet og bliver det anstrengende for dig at trække vejret, kan det være, at der er noget galt.

Det er bedre, at du går til lægen en gang for meget, end en gang for lidt.

 

Læs historien om Mikael Jørgensen, som netop sætter fokus på vigtigheden i at tage sine lunger alvorligt.

 

En forpustet tilværelse

Efter tre langvarige sygemeldinger, to fyringer og en astma der løb løbsk var Mikael Jørgensen så frustreret,

at han var tæt på at kaste sig i havnen.

Det lyder voldsomt, men det kan være nogle af de følelser, der følger med en sygdom. → links til tanker og følelser

En lydhør læge fik heldigvis sendt Mikael til specialundersøgelse, og i dag er han velbehandlet, i flexjob og en glad og aktiv far.

Han nyder, at i dag at have energi til sine børn samt at gå daglige vandreture i skoven.

 

Åndenød var en del af hverdagen

Fra at have løbet 15 kilometer om dagen og dyrket kampsport måtte Mikael Jørgensen i en alder af 28 år sande, at en gåtur på 25 meter var nok til at gøre ham forpustet.

- Hvis jeg var i Zoologisk Have med min søn, måtte jeg konstant sætte mig på en bænk og hvile mig som en gammel mand,” siger Mikael Jørgensen.

Hans astma og allergi blev gradvis værre, og en aften for fem år siden fik han et alvorligt anfald.

- Jeg lå i min seng og hostede, og pludselig kunne jeg ikke få vejret overhovedet og mistede bevidstheden.

Mikael Jørgensen kone, der lå og sov, blev vækket af deres hund.

Panikslagen skyndte hun sig at ringe 112.

Mikael Jørgensen blev bragt med ambulance til Hillerød Hospital, hvor han straks fik en Bricanyl-maske på hovedet.

Han var indlagt i fire-fem uger, og fik stillet diagnosen astma.

- Jeg vidste godt, jeg havde astma, for jeg havde jo haft anfald tidligere, og vi har astma i tre generationer i min familie, jeg havde bare aldrig fået det diagnosticeret.

 

Nyt job - og nye voldsomme anfald

Mikael Jørgensen blev sygemeldt fra sit arbejde som pædagog og begyndte at gå i hospitalets astmaambulatorium.

Han fik besked på at tage sin anfaldsmedicin to gange dagligt.

Langsomt kom han ovenpå igen, og han følte sig klar til nye udfordringer.

- Jeg sagde mit job som pædagog op og søgte et job som hjemmevejleder i Græsted, som jeg fik.

Men efter blot et halvt år i det nye job var den gal igen.

- Jeg havde kørt en pige til ridning, og da jeg kom tilbage til mine kolleger, sagde de, at de syntes, jeg så skidt ud og var helt bleg. Jeg havde ikke selv registreret det, men kunne godt fornemme, at mine hænder sov lidt”, husker han.

Samme aften, fik han endnu et alvorligt astmaanfald, og blev endnu engang bragt til Hillerød Hospital.

- Efterfølgende havde jeg en snak med lægen i ambulatoriet, der hævdede, at jeg ikke tog min medicin ordentligt. Det synes jeg nu selv, jeg gjorde. Jeg havde jo taget anfaldsmedicin hele livet. Jeg spurgte ham, om der ikke var noget andet medicin, men blev verfet af, siger Mikael.


Lægens reaktion overraskede ham ikke.

Stor set samme besked, havde han fået, da han i gymnasietiden, hårdt ramt af allergi og astma, blev indlagt på Helsingør Hospital.

- Dengang sagde de, at jeg skulle lade være med at være hysterisk og bare tage min anfaldspray.


Mistede modet

Hjemme igen fik Mikael Jørgensen endnu et voldsomt anfald.

Han blev sygemeldt fra sit arbejde som hjemmevejleder.

Et halvt år efter blev han fyret på grund af for mange sygedage.

Kommunens jobkonsulent kom ind over, og vurderede, at Mikael Jørgensen var for syg til et arbejde.

- Det ville jeg ikke acceptere. Jeg syntes jo, jeg havde masser af kompetencer, selv om jeg ind imellem var syg, så jeg søgte job i en anden kommune, fortæller Mikael Jørgensen.


Han blev ansat som støttepædagog i Hillerød Kommune, men glæden over det nye job blev kort.

Han blev igen indlagt på hospitalet, og endte denne gang med at blive sygemeldt et år.

- Jeg overvejede at hoppe i havnen. Jeg var helt nede i kulkælderen over min situation. Jeg følte mig glemt af omverdenen, ingen kunne bruge mig til noget, fordi jeg var syg. Jeg var også træt af konstant at få at vide, at jeg tog min medicin forkert,

siger han og fortæller videre:

- Jeg er typen, der altid har holdt huset pænt og rent, men det magtede jeg ikke. Jeg kunne ikke dyrke sport og havde ingen energi til vores børn. Selv det at sove og spise var en kraftanstrengelse på grund af min vejrtrækning.


Henvist til speciallæge

Heldigvis valgte Mikael Jørgensen at droppe havnen og i stedet gå til sin nye læge i Gilleleje, og det blev et vendepunkt.

For lægen tager Mikaels astma seriøst, og  sender ham til undersøgelse af specialister i astma på Bispebjerg Hospital.

I sommeren 2010 kommer Mikael i astmabehandling.

- Jeg mødte nogle læger, der lyttede til mig, og som sagde: "Jamen det der har vi hørt før". Det var en kæmpe lettelse at sidde over for nogen, som vidste alt om astma, og som jeg kunne læsse ansvaret over på 100 procent, siger Mikael Jørgensen.

Han får konstateret svær og aggressiv astma og bliver i første omgang sat i en skrap prednisolonbehandling.

- Men behandlingen gjorde mig aggressiv. Jeg kunne fare i flint over de mindste ting, som hvis min søn sad og bankede med en grydeske på bordet.

Efter flere voldsomme anfald og en indlæggelse, kommer Mikael i begyndelsen af 2011 i en helt ny astmabehandling.

På samme tidspunkt får han fyreseddel nummer to.

For syg til et fuldtidsjob men stadig mere rask end før

I takt med, at Mikael Jørgensen får den nye behandling, bliver hans helbred langsomt bedre.

På Bispebjerg Hospital får han også vendt sin arbejdsmæssige fremtid, og det bliver klart for ham, at et fuldtidsjob er mere, end han magtede.

Jobcenteret i Gribskov havde dog en anden opfattelse.

Mikael fortæller:

- Vibeke Backer skrev en lang udredning til kommunens lægekonsulenter, men det gik utrolig langsomt. Lægekonsulenterne skulle hele tiden indhente flere oplysninger, og de blev ved med at sige på jobcenteret, at jeg skulle i jobprøvning. Jeg svarede, at jeg jo sådan set allerede havde haft to jobs, jeg ikke magtede.

Mikaels håb var at blive godkendt til en fleksjobordning, og i marts 2011 slap hans tålmodighed op.

Han kørte op på jobcenteret og insisterede på at tale med lederen.

- Jeg sagde med glimt i øjet, at jeg ikke gik hjem før, jeg havde talt med hende, fortæller han.

Missionen lykkedes. Han fik sit møde.

- Jeg fortalte hende, at jeg snart stod uden job, og at jeg havde en familie at forsørge, og at hvis ikke de snart gjorde noget, ville de komme til at betale hele gildet – gældsanering osv. Jeg forklarede også, at jeg var derude, hvor jeg var tæt på at give op og kaste mig i havnen, fortæller han.

Herefter kom der skred i sagen, og Mikael blev bevilliget fleksjob.

Han skaffede sig selv et job som pædagog i det værksted for voksne udviklingshandicappede, hvor han tidligere havde arbejdet.

 

Forøget livskvalitet

Mikaels tidligere leder ville meget gerne have ham tilbage, og siden august 2011 har han arbejdet der fast 18,5 timer om ugen.

De dage, hvor han er knap så belastet af sin astma, laver han aktiviteter med beboerne.

De dage, hvor han har det skidt, står arbejdsdagen på computerarbejde.

- Jeg føler, at jeg har fået mit liv igen. Jeg har et job og to skønne unger, som jeg igen har energi til at lege med, og jeg kan gå tre km lange ture i skoven. Jeg har fået det meget bedre fysisk og psykisk. Men der er en grund til, at jeg kun arbejder 18 timer, for jeg bruger en hel uges energi på bare at trække vejret. Så jeg er træt, når jeg kommer hjem, siger han.

Mikael Jørgensen lungefunktion er kun halvt så god som for andre på hans alder, men siden han kom i den nye behandling, har han ikke været indlagt på hospitalet.

- Jeg har ikke haft større anfald. Der er dage, hvor jeg har det virkelig dårligt og har svært ved at trække vejret, men så ved jeg, hvad jeg skal gøre. Nu kan jeg nå at tage det i opløbet, siger Mikael Jørgensen.

Set i bakspejlet ville han ønske, at lægerne på Helsingør Hospital tilbage i hans gymnasietid, havde taget hans astmaproblemer alvorligt.

- Havde de lyttet til mig og undersøgt mig ordentligt, havde jeg måske været rask i dag, siger han.

Han synes også at der mangler støttegrupper til pårørende til astmasyge.

- Min kone og jeg gik fra hinanden i sommers. Der er der ingen tvivl om, at det skyldes min sygdom. Selv om vi ikke ønskede det, kom alt til at dreje sig om min astma. Min kones og mit forhold blev et slags patient/sygeplejerske forhold, og vi begyndte at gå hinanden på nerverne. Vi forsøgte at komme på ret kurs igen, men måtte erkende, at der var sket for mege, fortæller Mikael Jørgensen.

I dag er de bedste venner, men med støtte kunne kærligheden måske have overlevet.

Mikael Jørgensen bliver også harm, når han tænker på forløbet med jobcenteret.

- Det kan ikke være rigtigt, at man skal slå i bordet, før man får en fair behandling. Det er ikke alle, der har det samme overskud som mig til at tage kampen op, eller som er inde i serviceloven. Jeg kender folk, der har ventet to år på deres fleksjob bevilling.Det er da spild af gode ressourcer.


Lungeforeningen er til for at hjælpe, har du spørgsmål om din situation kan du ringe eller skrive til vores rådgivere.

Du kan også finde mere om vejrtrækning  her.

Vil du tjekke dine lunger, kan du finde ud af, hvordan en lungefunktionsmåling foregår her.


5 tegn på, at du behandler din astma forkert:

  1. Har du behov for at tage din anfalds-/akutmedicin mere end to gange om ugen, er din astma ikke velbehandlet.
  2. Har du behov for at tage den mere end en gang om ugen, er din astmabehandling heller ikke optimal.
  3. Kæmper du med hoste, har jævnlige opvågninger om natten som følge af din astma, er det tegn på, at din astma ikke er velbehandlet.
  4. Oplever du, at du ikke kan deltage i sportslige aktiviteter på linje med andre jævnaldrende, eller bliver du hurtigere forpustet end andre, så er din astma ikke velbehandlet.
  5. Har du svært ved at slippe af med forkølelse, kan det være en indikator på, at din astma ikke er under kontrol


Astma er en sygdom, der varierer meget, så det er vigtigt, at du løbende taler med din læge om din behandling. Læs mere om astma.

Kategori: