Pouls råd er at fortsætte med at træne efter KOL rehabilitering | Lungeforeningen
×
×

Pouls råd er at fortsætte med at træne efter KOL rehabilitering

Fortsæt din træning efter KOL rehabilitering
Printer-friendly version

Har du lungesygdommen KOL, så kan du få hjælp til at få det bedre ved at gå på KOL rehabilitering i din kommune.

Få fat i din læge, som kan fortælle dig hvor rehabilitering for KOL patienter finder sted, hvor du bor.

Alle med lungesygdom skal have tilbud om at komme med i netværksgruppen. De fleste i vores gruppe kommer lige fra kommunens KOL-kursus. Når kommunen giver slip, står vi klar til at tage over.

Poul-Anton Krogsgaard, tovholder i Hjørring Netværksgruppe

 

Hvad sker der efter rehabilitering?

Det vigtigste efter en rehabilitering er, at du holder dig i gang. Det kan være svært at motivere sig alene.

Netværksgrupper i Lungeforeningen landet over, hjælper præcis med at holde på motivationen.

Lungeforeningens netværksgruppe i Hjørring står klar til at hjælpe KOL-patienter, blandt andet, når de er færdige på kommunens rehabiliteringskursus.

Netværksgruppens tovholder, Poul-Anton Krogsgaard, har et klart mål.

Han fortæller:

- Alle med lungesygdom skal have tilbud om at komme med i netværksgruppen. De fleste i vores gruppe kommer lige fra kommunens KOL-kursus. Når kommunen giver slip, står vi klar til at tage over.

Siden juni 2011 har Poul Krogsgaard været tovholder for netværksgruppen i Hjørring.

Og han har klare ambitioner:

Alle med lungesygdom skal have tilbud om at komme med i netværksgruppen.

Og de skal helst have lyst til at blive der. Poul er ret insisterende på det punkt.

- Når vi laver et arrangement, og tilmeldingsfristen nærmer sig, sætter jeg mig med bogen og går navnene igennem.

De, som ikke er tilmeldt, får en sms med en påmindelse:

”Husk at melde dig til …” – det handler om ca. 10 hver gang. De har for det meste bare glemt det, og de skal ikke gå glip af tilbuddet af den grund”, forklarer Poul Krogsgaard.



Der skal ikke så meget til...

Netværksgruppen i Hjørring når ud til en stor gruppe lungepatienter i det nordjyske.

Den kaster sig ud i en række forskellige arrangementer.

I centrum for det hele står to faste tilbud:

  • Den ugentlige træning i sundhedscentret
  • Det månedlige arrangement i forsamlingsbygningen

Træningen ligger i forlængelse af det KOL-kursus, mange fra netværksgruppen har været igennem.

Ligesom Poul Krogsgaard opfordrer Sygeplejerske Nuka Mortensen sine deltagere til at fortsætte træningen med netværket, som også foregår i sundhedshuset.

- Når Nuka giver slip, tager vi over, fortæller Poul.

Fem frivillige trænere står for det to timer lange program ved den ugentlige træning.

Det månedlige arrangement foregår oftest med kaffe og kage i forsamlingsbygningen.



Alle er velkomne

Det tages alvorligt, at deltagerne skal føle sig velkomne. Ensomhed er udbredt blandt lungepatienter, og det gør de noget ved i Hjørring.

Poul Krogsgaard fortæller, at en deltager var skuffet over sit første møde. Det var svært at komme i snak med de andre, lød tilbagemeldingen til Poul.

Så han tog affære.

- Jeg bad et par af vores trofaste deltagere om at være lidt ekstra opmærksomme på næste møde. Og så gik snakken uden problemer, og vi havde fået endnu en trofast deltager, som stadig møder frem hver gang. Der skal ikke altid så meget til, fortæller Poul Krogsgaard.


Føler sig knyttet til gruppen

Alle er meget opmærksomme på hinanden, selvom de officielt ikke behøver at være meldt ind eller skrevet ned nogen steder. Det gode sammenhold er med til at styrke opbakningen til arrangementerne.

Da projektleder i Lungeforeningen, Marianne Madsen, besøgte Forsamlingsbygningen for at fortælle om det nyeste inden for lungebehandling, mødte 50 deltagere op.

Andre holder styr på gavemængden til det ballonspil, der bliver spillet ved næsten hvert møde.

Og mange fra gruppen har også meldt sig til kor-undervisningen – KOLibri koret.

- Rigtig mange er aktive og føler sig knyttet til netværksgruppen, fortæller en tilfreds Poul Krogsgaard.

 

Han husker stadig det første opstartsmøde, hvor opbakningen var mere beskeden:

- Vi var fire, som mødtes til en snak. Jeg betalte 80 kroner, så vi kunne få en kop kaffe hver. I dag har vi helt anderledes gode muligheder. Vi har fundet ud af at søge paragraf 18-midler, så vi kan lave noget specielt af og til, fortæller Poul Krogsgaard.

Et af de bedste arrangementer i de senere år var besøget til Læsø kurbad i Vesterø, som stort set var finansieret af paragraf 18-midler.

Saltbadene skulle være helbredende – også for mennesker med KOL.

- Men ellers er årets højdepunkter, når vi holder vores julefrokost og vores åletur i sensommeren. Det gør vi hvert år, så det glemmer vi ikke og rigtigt mange vælger at tage med.

Se videoen hvor Poul-Anton Krogsgaard fortæller, hvordan han opdagede, han havde KOL

 

Vil du også være med i en netværksgruppe?

Find netværksgruppe og lokalforeninger i nærheden af dig

 

Kategori: