×
×

Sådan kom Jean op fra sofaen og styrkede lungerne

Jean Olsen mærkede tydelig forskel på sin hverdag, da han deltog i et projekt med teletræning via sin computer. Men først efter han fik nogle større håndvægte.

Som gammel flyttemand har jeg masser af muskler, men det er vigtigt, at jeg holder dem ved lige. Det er dem, der holder mig oppe og i gang.


62-årige Jean Olsen havde været på KOL-træningshold. Og han kunne godt lide det sociale samvær på et træningshold. 

- Jeg har haft min KOL-diagnose i 3-4 år. Min lungefunktion er på 47%, men jeg er rimeligt fysisk aktiv. Jeg lægger vægt på, at jeg kommer ud hver dag. Jeg kan stadig passe mit flexjob på 15 timer om ugen, fortæller Jean.

- I starten trænede jeg med et hold på Bispebjerg Hospital. Men da jeg fik tilbud om at deltage i teletræningen, takkede jeg ja. Som gammel flyttemand har jeg masser af muskler, men det er vigtigt, at jeg holder dem ved lige. Det er dem, der holder mig oppe og i gang. 


Lavere frafald fra træning
Teletræningen var arrangeret af fysioterapeut Henrik Hansen, som om kort tid afslutter sin ph.d.-opgave om projektet (KOL-Online Rehabilitering (KORe)). 

Træningen foregår hjemme stuen foran en computerskærm og med håndvægte i begge hænder. Øvelserne blev instrueret af Henrik Hansen, som husker, at han måtte skaffe håndvægte på 8 kg til Jean Olsen. Flere af de øvrige deltagere i teletræningen har nok i håndvægte på 1 kg.

Henrik Hansen konkluderer i en artikel om projektet, at deltagerne i teletræningen havde betydeligt lavere frafald, end man normalt ser ved KOL-træning. Dermed kan teletræningen give forbedret støtte til nogle af de svageste lungepatienter, vi kender til.


Med lidt pisk tager man sig sammen
Jean mærkede også en tydelig forskel i løbet af de tre måneder, hvor han var med i projektet. 

- Øvelserne var enkle, så det var let at gå i gang på egen hånd, når man havde fået dem vist. Jeg kan stadig bruge øvelserne herhjemme, selvom jeg allerhelst vil deltage på et træningshold, hvor man også kan få en snak med de andre deltagere, siger Jean Olsen. 

Selvom Jean har fokus på at være aktiv, kan han godt savne den motivation, han mærkede under sin deltagelse i KORe-projektet.

- Noget af det gode ved teletræningen var, at man blev holdt i gang. Nogle gange er det vigtigt at få motivation udefra. At få lidt pisk, hvis man kan sige det sådan. Så man tager sig sammen og holder ved.

Kategori: