Tidligere fik Mette Liisberg ofte åndenødsanfald og måtte indlægges akut. 

Telemedicin har givet hende større tryghed i hjemmet; en bedre hverdag og en følelse af, at hjælpen altid er nær, når der er brug for den. Så der er ikke længere grund til at gå og være bange.

Mettes lungefunktion er målt til 17 %.

– Men det er faktisk hoften, der generer mig mest. Jeg kan ikke få en ny. Lægerne siger, mine lunger er for svage til en operation, siger 69-årige Mette Liisberg Andersen.

Så Mette støtter sig til sin rollator hele tiden. Men på andre måder har hun det faktisk bedre, end hun har haft i mange år. Årsagen er hendes deltagelse i det telemedicinske projekt NetKOL.

– NetKOL er en fantastisk mulighed. Tidligere var jeg ofte indlagt tre-fire gange om året og på skadestuen lige så tit. De senere år har det været én til to gange, siger Mette.

De færre indlæggelser er endda kun det næstbedste. Den allervigtigste ændring i Mettes hverdag i de 2 1/2 år med NetKOL er, at hun er blevet meget mere tryg ved sin hverdag med svær KOL.

Via sin skærm og sin iltmåler kan Mette sende data om sin tilstand til lungeafdelingen på Herlev Sygehus. 

Det gør hun fast hver mandag morgen, samt hvis hun mærker en forværring i sit helbred i løbet af ugen.

– Når jeg sender mine data ind om morgenen, ringer de tilbage fra KOL-teamet senere på formiddagen, hvis tallene er mere skæve, end de bryder sig om. De fleste gange kan der startes med en behandling på et tidligt stadie, og dermed undgår jeg en indlæggelse, fortæller Mette.

Så selvom hendes KOL er så svær, at hun har permanent ilt derhjemme i stuerne, er det altså hoften, der i dag føles som det værste handicap.

 

Mette kæmpede med sin KOL

For selvom Mette ligesom andre lungesyge har måttet gennem hårde og nedslående perioder, siden hun fik konstateret KOL i 1999 – allerede dengang med en lav lungefunktion på 35 % – er hun også typen, der ser problemerne i øjnene og tager kampen op med dem. 

Hun har siddet ude i forhaven og luget skvalderkål, mens slangen i næsen forbandt hende med iltapparatet ned i kælderen.

– Sådan ser jeg jo ud i dag. Jeg er altid forbundet med iltflasken, så det er der ingen grund til at skjule, slår hun fast.

Mette kæmpede også med sygdommen, efter hun først fik den konstateret. Hun stoppede hurtigt med sit moderate forbrug af tobak, og hun arbejdede i endnu to år, før hun måtte give op. 

Dengang havde hun sammen med sin mand, Jørgen, en butik i Søborg tæt ved deres hjem. Mange, lange arbejdsdage hver uge. 

Men efter vinteren 2000/2001 var Mette nødt til at melde ud: Jeg klarer ikke sådan en vinter mere.

Så butikken blev solgt og Mette kom på pension. Det var bedre, men stadig ikke helt godt. Hun havde svært ved at undgå overanstrengelser, når hun gik alene derhjemme. 

Hun skulle liiige klare det ene. Og liiige klare det andet. Og pludselig var kræfterne væk og åndenøden pressede sig på. Én gang faldt hun om i stuen og troede, at hun ikke ville komme op igen.

– Jeg sagde til Jørgen, at nu dør jeg. Jeg var ikke bange eller ked af det, men jeg vidste, det var ved at ske.

Det næste, jeg husker, er at jeg lå i respirator på hospitalet, siger Mette.

Det er efterhånden 10 år siden, og Mette ved, hun var heldig med, at Jørgen var hjemme og kunne ringe 112 med det samme. 

Hun ved også godt, at det var en hjælp i hendes hverdag, da ægtemanden for fem år siden gik på efterløn og kunne være i nærheden hele dagen.

Men ingenting har hjulpet mere end NetKOL.

 

Personlig kontakt via skærmen

Mette har tænkt over, hvad der kunne være negativt ved den telemedicinske løsning, hun har haft glæde af i de senere år. Men hun kan ikke komme i tanker om meget.

– Det er virkelig nemt at bruge, så det kan alle på min alder og yngre lære. Alle mennesker med KOL vil have glæde af systemet. 

Jeg er meget mere tryg. Jeg får meget hurtigere kontakt til de fagfolk, der kender til min sygdom, og jeg føler det som personlig kontakt, når jeg taler med iltsygeplejersken eller lungelægen i en videosamtale på skærmen.

– Når jeg tænker på, hvor meget NetKOL har gjort for min livskvalitet, har jeg svært ved at forstå kritikken af telemedicin og at sundhedssystemet ikke har mere travlt med at tilbyde telemedicin til mange flere mennesker, forklarer Mette Liisberg Andersen.

En anden ting, hun er glad for, handler ikke om hende selv. Det handler om hendes mand, der også er blevet lettet for et ansvar, han ikke altid var tryg ved.

– Jørgen behøver heller ikke gå og overvåge mig længere, som han gjorde tidligere. 

Det har jo også været rigtig hårdt for ham. Han har flere gange skullet samle mig op eller ringe til 112, når jeg blev dårlig, siger Mette. Jørgen nikker entusiastisk og bekræftende.

– Tidligere holdt jeg hele tiden øje med, om Mettes læber var ved at blive blå eller andre små tegn. Jeg var ikke sikker på, om hun selv kunne mærke, hvis der var en krise på vej. 

Men i dag taler vi hver morgen om, hvordan hun har det. Hvis hun synes, hun er sløj, sender hun en besked via NetKOL. 

Så kigger de på tallene og tager kontakt, hvis vi skal gøre noget, siger Jørgen Andersen.

 

Nemmere kontakt til lægen

Jørgen fortæller, at også konsultationerne med sundhedspersonale via NetKOL har gjort parrets hverdag nemmere. 

Med Mettes begrænsede lungefunktion er et besøg på ambulatoriet en stor anstrengelse – altså alene turen derhen og hjem igen. 

Den anstrengelse slipper hun for i dag, når lægen toner frem på skærmen.

– Nogle gange kunne jeg mærke det på Mette to dage i forvejen, at hun var nervøs for at skulle afsted. Hun var nervøs for, at anstrengelse skulle give hende åndenød og udløse en indlæggelse, siger Jørgen Andersen.

De færre besøg hos læger og specialister giver altså livskvalitet på flere måder: Mette sætter pris på at slippe for transporten til og fra kontrollerne, og samtidig har hun en følelse af, at hun faktisk er kommet tættere på lægerne i det daglige.

– Før i tiden ringede jeg ikke altid til lægen med det samme, når jeg følte mig sløj. 

Jeg ville ikke have, de skulle bruge tid på mig, hvis jeg ikke fejlede noget. Jeg orkede heller ikke turen derhen, og ”det blev nok bedre i morgen”. Så jeg ventede. 

Flere gange ventede jeg lidt for længe, så jeg nåede at blive rigtigt syg og måtte indlægges, forklarer Mette.

I dag er de fleste konsultationer og indlæggelser erstattet af nogle tryk på skærmen af NetKOL-tablet’en. 

Hver 3. måned er der en video–samtale med iltsygeplejersken eller lægen, og der er lige kommet besked om en lignende aftale med diætisten, fordi vejledning om mad er rigtig vigtig for livskvaliteten, når man er lungepatient.

Så trods lungefunktion på 17 %, hjemme-ilt og slidgigt i hoften, så er Mette faktisk ret glad for sit liv. Hun nyder at kigge ud i den velplejede have, hvor Jørgen i disse tider er nødt til at tage sliddet alene, og hun bruger flere timer hver dag på at strikke – den store hobby, som hendes sygdom heldigvis ikke hindrer.

– NetKOL har gjort min hverdag meget mere tryg. Det betyder meget, at jeg kan føle mig i sikre hænder og samtidig blive boende herhjemme, siger Mette Liisberg.

 

Læs mere

Læs et helt tema om telemedicin i Lungeforeningens medlemsblad Lungenyt