Uffe holder sig fysisk aktiv hver dag med sin KOL-diagnose | Lungeforeningen
×
×

Uffe holder sig fysisk aktiv hver dag med sin KOL-diagnose

Printer-friendly version

I juni 2011 fik Uffe Smistrup diagnosen KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom), men han har haft sygdommen i længere tid.

Genoptræning i form at et rehabilieringsforløb i kommunen og efterfølgende træning blev et vendepunkt for Uffe. Få hans historie her.

Nu skal man jo ikke tage fejl af tingene. Fysioterapeuterne kan råde en og opildne en. De kan vejlede med brugen af apparaterne og hjælpe en med at sætte mål for træningen, men træningen og den hårdhed som giver resultater, kan de ikke gennemføre. Man må selv ville det.

Uffe Smistrup, lever med KOL

 

Svært at følge med de andre

- Det er vel egentlig ikke så underligt, at jeg blev syg, for da jeg var ung, røg næsten alle mennesker. Det var de underlige og sportsidioterne, der ikke røg. Hvis man var en del af slænget, så røg man! Man kunne ryge overalt, og man spurgte ikke om lov – det var en selvfølge. Jeg begyndte at ryge, da han var ca. 11 år, og jeg holdt op igen i 1993. Det blev til ca. 50 år med 20 – 30 cigaretter om dagen, men så var der jo også de dage, hvor jeg røg mange.

Omkring 1. maj 2011 var Uffe på en militærhistorisk rejse, og fik han øjenene op for, at noget var galt.

- Her skulle vi gå lidt i bjerge, og jeg havde vanskeligheder med at følge med opad. Det har jeg aldrig haft før, så det blev jeg selvfølgelig lidt bekymret ved. Jeg var på det tidspunkt i glimrende fysisk form i øvrigt. Jeg gik til lægen, og efter en del undersøgelser fik jeg diagnosen KOL. Ret hurtigt blev jeg ret dårlig, og kunne kun gå meget kort, så jeg blev indlagt på sygehuset. Her måltes en lungekapacitet på 28% og en iltningsgrad på 90. Desuden blev der konstateret en lungebetændelse. Min datter kørte mig til indlæggelsen i rullestol.

Uffe havde aldrig før været syg, bort set fra en discusprolaps og en brækket skulder.

- Jeg havde influenza i 1958, men siden har jeg ikke været syg. Det var en helt ny og meget skræmmende oplevelse for mig, især da jeg mente at kunne læse mig frem til, at det aldrig ville blive anderledes. Det viste sig – gudskelov – at være forkert.
Imidlertid mistede jeg fuldstændig modet! Min viljestyrke var væk, jeg kunne intet foretage mig, og jeg havde ikke lyst til noget.

Indlæggelsen varede i 9 dage, og han blev behandlet med ilt og antibiotika.

- Jeg havde det ikke meget bedre, da jeg blev udskrevet, men de sagde, at de ikke kunne gøre mere for mig. Jeg fik ved udskrivningen målt en lungekapacitet på 22% og en iltningsgrad på 91. Jeg var stadig i rullestol, da min datter hentede mig. Min viljestyrke var stadig væk, og jeg havde ikke så megen energi, at jeg kunne formå mig selv til at læse avisen. Desuden var jeg så træt som aldrig før i mit liv. Jeg kunne ikke bevæge mig uden at blive forpustet, og at gå fra min stue til køkkenet var en udfordring. Appetitten var stadig væk, og jeg tabte i alt 10 kg.

 

Genoptræning blev et vendepunkt

- Kommunen havde et tilbud om genoptræning, og det modtog jeg med glæde. Jeg kom indledningsvis til undersøgelse hos nogle fysioterapeuter, så de kunne se, hvor galt det var. Den første dag blev jeg udspurgt og prøvet, og jeg kunne da gå 17 gange 10 meter frem og tilbage. Min startpuls var 102 og min iltning var 91. Til sammenligning blev jeg prøvet på samme måde efter genoptræningen, og da jeg havde gået frem og tilbage i 20 minutter, blev vi enige om, at det kunne være nok. Min startpuls var den dag 70 og min iltningsgrad var 96. Det er da en fremgang, der er til at tage og føle på. Dagen efter var jeg hos lægen og fik målt en lungekapacitet på 46%, og det har jeg stadig nu 3 år efter. Hvordan er det nu gået til? Det skyldes den glimrende genoptræning, som fysioterapeuterne gav mig. Det var nogle formidable mennesker, der gjorde et godt stykke arbejde.

Fysioterapeuten fik ret hurtigt givet Uffe selvtilliden tilbage, og der var en væsentlig bemærkning, som Uffe bed mærke i:  ”Jeg kan ikke løbe en maraton nu, men jeg kan træne mine lunger og min krop op til det. Dine lunger kan også trænes til at yde mere end de gør lige nu!” Det viste sig, at hun havde ret. Min genoptræning tog 9 uger med 2 gange træning om ugen, samt den træning jeg selv udførte hjemme.

- Nu skal man jo ikke tage fejl af tingene. Fysioterapeuterne kan råde en og opildne en. De kan vejlede med brugen af apparaterne og hjælpe en med at sætte mål for træningen, men træningen og den hårdhed som giver resultater, kan de ikke gennemføre. Man må selv ville det. Man må selv gå på løbebåndet, trække i romaskinen, træde i pedalerne på motionscyklen og gå op og ned ad trapperne mange gange. Og det skal ikke være hygge. Det skal være hårdt og energisk. Hjemme kan man ikke sætte sig hen i lænestolen og forlade sig på fysioterapeuterne. Man må selv ud på vejene og gå eller cykle. Man skal bevæge sig så hurtigt, at man bliver forpustet, og hjertet slår hurtigt. Man har ikke tid til at gå bag unge mennesker, det er livet for kort til. At løbe vil nok ikke være en mulighed for KOL-patienter.

- Man kan forlænge livet og have det godt med 1 times hurtig gang hver dag. Når det er koldt, og der er sne er en motionscykel hjemme en god erstatning for det udendørs, men hvis man vil leve længere, så SKAL man træne hver dag. Sådan er det bare. Alternativet er at sætte sig i en stol og vente på at dø.

 

Få mere viden om KOL

Tips og råd om træning

Sådan foregår et rehabiliteringsforløb

Kategori: