×
×

Hvad er næsepolypper?

Printer-friendly version

Næsepolypper er små udposninger i slimhinden i næsen. Typisk for lidelsen er, at næsen er tilstoppet, så det er svært at lugte, smage og trække vejret gennem næsen. Massiv træthed, konstant trykken for hovedet og løbende snotnæse er også normale tegn på næsepolypper.

Næsepolypper er ikke det samme som børnepolypper, der sidder længere bagud i svælget. 

Har du tegn på næsepolypper, kan du blive undersøgt hos en øre-næse-halslæge. Du behøver ikke en henvisning fra din læge. Med den rette behandling kan du slippe af med polypperne og de gener, de giver i din hverdag. 

Læs om symptomer på næsepolypper

 

Kronisk lidelse
Næsepolypper er en kronisk lidelse og kan derfor ikke kureres. Men du kan holde symptomerne nede med behandling, så du kan leve et liv uden at være generet af lidelsen.

Sværhedsgraden varierer fra dem, der lever med næsepolypper uden at mærke til polypperne, til dem, der er meget generet af polypperne og har behov for medicinsk behandling og nogle gange operation. Flere oplever, at polypperne vender tilbage, men for langt de fleste kan de med den rette behandling få kontrol over polypperne og leve et liv næsten uden gener. 

Næsepolypper hedder på fagsprog kronisk rhinosinuitis med næsepolypper eller kronisk bihulebetændelse med næsepolypper. Du kan også have kronisk bihulebetændelse uden polypper.

Har du spørgsmål om næsepolypper? Kontakt Lungeforeningens rådgivning.


Hvordan opstår næsepolypper?
Næsepolypper opstår, når slimhinden hæver op og skaber små ballonlignende udposninger inde i næsen. Disse udposninger lukker næsen til, så du får svært at trække vejret gennem næsen – ligesom når du er meget forkølet. I modsætning til en forkølelse går næsepolypper ikke over igen, men kræver som regel behandling. En øre-næse-halslæge kan hjælpe dig med en plan for behandlingen. Ved svære tilfælde bør du få en henvisning til en specialistafdeling på hospitalet.

Læs om behandling af næsepolypper

 

Hvor mange har næsepolypper?
3-4 % af den voksne befolkning i Danmark udvikler næsepolypper. Det svarer til op mod 235.000 
mennesker . Sværhedsgrad og behov for behandling varierer. 
 
Næsepolypper opstår som regel først, når man er voksen, typisk i 30-40-års alderen. Både mænd og kvinder kan udvikle lidelsen.
 
 
Hvad er årsagen til næsepolypper?
Man kender ikke den fulde årsag til, hvorfor nogen udvikler næsepolypper, mens andre ikke gør. Arv og miljø, ikke mindst rygning og forurening, kan have en betydning, men er ikke hele grunden. 
 
En anden mulig årsag kan ligge i den type betændelse, som forårsager næsepolypper. Denne betændelse, kaldet for type 2-inflammation, ser man også ved flere andre sygdomme som astma, allergi og atopisk eksem.
 
Børn og voksne med cystisk fibrose og voksne med KOL har også øget risiko for at udvikle næsepolypper.
 
Læs om sammenhængen mellem næsepolypper og astma
Sundhedsfaglig redaktør: 
Kasper Aanæs, overlæge ved Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet
Se også: 
Sidst opdateret: 
Onsdag, marts 30, 2022