×
×

Symptomer på næsepolypper

Der er fire typiske symptomer på næsepolypper: 
  1. Tilstoppet næse
  2. Nedsat lugtesans
  3. Snot i næsen
  4. Trykken for hovedet
Næsepolypper kan påvirke flere sanser end lugtesansen. Mange med næsepolypper har nedsat smagssans og svært ved at smage nuancerne i mad og drikke. Også høresansen kan forringes. Alle sanser kan genvindes med vellykket behandling af næsepolypperne. 
 
De mange symptomer resulterer også for de fleste i en massiv træthed, der ikke kan soves væk.
 
Tilstoppet næse
Den tilstoppede næse gør det næsten umuligt at trække vejret gennem næsen. Har du næsepolypper, er det derfor normalt, at du lyder nasal, når du taler – ligesom hvis du er meget forkølet. Du kan også have svært ved at tygge maden med lukket mund, du bliver let forpustet, og nattesøvnen kan blive forstyrret af snorken og besværet vejrtrækning.
 
 
Nedsat lugtesans
Næsepolypper forringer lugtesansen markant. Det betyder, at det er svært at dufte maden eller lugte, når noget er ved at brænde på. Og det er kun en del af det. Hvis du er hårdt ramt af næsepolypper, kan du hverken dufte blomsterne en forårsdag, andestegen juleaften eller duften fra dine børn. 

Har du spørgsmål om næsepolypper? Kontakt Lungeforeningens rådgivning
 
Snot i næsen
Den tilstoppede næse med nedsat lugtesans indeholder masser af snot. Når du har næsepolypper, er du ofte snottet, og næsen løber som en 3-årig i børnehaven. Når du sover (på ryggen), løber snottet tilbage i halsen som en klump, du ikke kan få ud. Det kan være yderst ubehageligt og ligesom den tilstoppede næse forstyrrer nattesøvnen. 
 
Læs om behandling
 
Trykken for hovedet
Det, at du er helt lukket til, gør, at du ofte føler en trykken for hovedet som en slags konstant hovedpine. Det gør dig træt og ukoncentreret. En amerikansk undersøgelse viser da også, at næsepolypper kan gå udover både koncentrationsevne og produktivitet og give dig flere sygedage . Heldigvis kan langt de fleste med den rette behandling få kontrol over næsepolypperne, så de kan fungere optimalt i hverdagen. 
 
Hvornår skal du søge hjælp? 
Næsepolypper er en kronisk lidelse, men du kan få kontrol over den med den rette behandling. Du bør søge hjælp hos en øre-næse-halslæge, hvis din næse ofte er tilstoppet, du har svært ved at trække vejret gennem den, eller har svært ved at lugte noget. Oplever du ofte en trykken i hovedet og er konstant snottet, er det også grund til at søge hjælp.
 
 
Hvem kan hjælpe dig?
En øre-næse-halslæge er din direkte adgang til hjælp – og du behøver ikke en henvisning. Derfor behøver du heller ikke først at gå til egen læge. 
 
Hos øre-næse-halslægen kan du blive grundigt undersøgt for at stille diagnosen og efterfølgende lægge en plan for behandlingen. Målet med behandlingen er, at dine symptomer forsvinder, og du ikke bliver begrænset i hverdagen af næsepolypperne. 
 
Er du meget udfordret af næsepolypper, er det muligt, at du vil blive sendt videre til en specialist på en af landets tre hospitalsafdelinger i København, Odense eller Aarhus. De kan hjælpe med at finde den rette behandling, også hvis du er en af de mange, der både har næsepolypper og astma.
 
 

Hvad kan forværre næsepolypper?
Næsepolypper går ikke over af sig selv. Polypperne vil enten forblive som nu eller blive værre, hvis ikke du søger hjælp. Flere ting kan tilmed forværre næsepolypperne:
 
Rygning kan forstærke ubehaget ved næsepolypper. Det samme kan astma. Mange med næsepolypper har astma, nogle gange uden at vide det. De to lidelser kan påvirke hinanden – både godt og skidt. Er du velbehandlet for dine næsepolypper, vil det som regel have en positiv effekt på din astma. Og er du velbehandlet for din astma, vil det som regel mindske ubehaget ved dine næsepolypper. 
 
Er du derimod ikke velbehandlet for den eller anden lidelse, kan symptomerne for begge lidelser blive værre. Derfor er det ekstra vigtigt, at du får den korrekte behandling for både den ene og den anden lidelse. 
 
Er du overfølsom over for salicylsyre, kan indtagelse af syren, påvirke næsepolypper voldsomt.
 
Sundhedsfaglig redaktør: 
Kasper Aanæs, overlæge ved Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet
Se også: 
Sidst opdateret: 
Onsdag, marts 30, 2022