×
×

Ældre og sårbare skal have gratis vaccination mod lungebetændelse

Sidst opdateret: 
01-04-2020

Folketingets partier og regeringen iværksætter ny vaccinationspakke, der skal reducere antallet af sårbare patienter, som rammes af andre alvorlige infektionssygdomme og medvirke til at forhindre et overbelastet sundhedsvæsen under udbruddet af coronavirus i Danmark. De første vacciner vil blive leveret i april og skal tildeles de mest sårbare grupper - herunder mennesker med kroniske lungesygdomme. 

Den nye vaccinationspakke indeholder:  

  • Gratis vaccination mod (og i enkelte tilfælde test for) pneumokokker til alle fyldt 65 år og til risikogrupper, f.eks. kronisk syge under 65 år. 
  • Gratis vaccination mod influenza til sundhedspersonale samt øget tilslutning blandt risikogrupper. 
  • Fortsættelse af gratis kighostevaccination til gravide. 

Målet er at nå 75% tilslutning for både pneumokokvaccination og influenzavaccination, som WHO anbefaler for influenzavaccination til ældre på 65 år og derover. Det er et ambitiøst mål, som svarer til ca. 50% forøgelse i forhold til den nuværende deltagelse i influenzavaccinationerne.


Lungeforeningen er positiv
Hos Lungeforeningen mener formand og speciallæge i anæstesi og intensiv terapi Torben Mogensen, at det er en god idé.

- Det, man kan håbe på, er, at specielt ældre vil lade sig vaccinere, og specielt ældre der er udsat for at få lungebetændelse derhjemme. Så kan man håbe, at antallet af patienter, der får lungebetændelse bliver mindre og derved belaster sygehusvæsnet mindre. For patienter med corona-infektion, som bliver så syge, at de skal i respirator, kan det formentlig forebygge en bakterieinfektion oveni de i forvejen syge lunger, og det vil være med til at redde liv, siger Torben Mogensen.

De første vacciner vil blive leveret i april og skal tildeles de mest sårbare grupper. Det vil sige, at det først er beboere på plejehjem og ældre over 65 år med fysiske lidelser som eksempelvis kronisk lungesygdom, der bliver vaccineret. Til efteråret vil alle ældre over 65 år samt særlige risikogrupper også blive tilbudt vaccination mod pneumokokker.

Vaccinationerne vil bl.a. kunne fås hos egen læge. Sundheds-og ældreministeren opfordrer samtidig kommunerne til i endnu højere grad at gøre en indsats for, at beboere på plejehjem og lign. kan blive vaccineret, hvor de bor, da de er i risikogruppe og kan have svært ved at komme til en klinik. 

Læs også:

Alle over 65 år bliver fremover tilbudt gratis vaccination mod lungebetændelse for at lette sundhedsvæsnet på DR.dk

Ældre og sårbare skal vaccineres mod lungebetændelse på JP.dk