×
×

Lungefibrose symptomer

Symptomerne ved lungefibrose kommer næsten altid snigende. Læs her om de mest almindelige symptomer. Åndenøden starter typisk ved anstrengelse, men efterhånden som sygdommen bliver værre, skal der mindre til, før man bliver forpustet.


Lungefibrose symptomer:

  • Åndenød ved anstrengelse (mange beskriver det som en følelse af, at man har svært ved at få vejret eller at få trukket luft nok ned i lungerne)

  • Tør hoste ved anstrengelse

  • Influenza-lignende symptomer med fx træthed og vægttab samt ømme muskler og led

  • Man bliver mere syg af almindelige infektioner


Andre lungefibrose symptomer er:

  • Hyppige betændelse i luftvejene

  • Træthed

  • Vægttab

  • Ømme muskler

  • Influenza

  • Forstørrede fingerspidser og negle også kaldet ”trommestikfingre” og ”urglasnegle”

 

Jeg tror, at det er en anderledes træthed. Det er svært at forklare, men det er som om, arme og ben simpelthen er alt, alt, alt for tunge.


Bente, diagnosticeret med IPF (Idiopatisk Lungefibrose) i 2011

 

Citatet stammer fra rapporten "Det usikre liv med IPF - IPF-patienters sygdomsforløb og hverdag", som er udarbejdet af Lungeforeningen.
 

Symptomerne er ikke altid til stede

Symptomerne er ikke altid til stede, i starten af sygdommen. Nogle gange er der ingen symptomer og lungefibrosen bliver opdaget sent.

Mange kommer ofte for sent til lægen, fordi de tror, at åndenøden skyldes, at de er blevet ældre eller er kommet i dårligere form.

Hvis du er ryger eller eksryger, har du måske vænnet dig mere og mere til åndenød og hoste og tror, dine symptomer skyldes rygningen.

Der kan også være andre årsager til åndenød, og det er derfor vigtigt at gå til lægen og få stillet en korrekt diagnose.

 

Nogle gange kan jeg slet ikke mærke noget, og så kan jeg slet ikke forstå, at jeg har en lungesygdom. Der må være sket en fejl. Men så tænker jeg, at jeg skal ned til Hanne [lungesygeplejerske], og så må jeg jo være syg. (…). Det er en realitet. Det er ikke bare snyd.

 

Gudrun, diagnosticeret med IPF (Idiopatisk Lungefibrose) i 2016

 


Læs mere om lungefibrose og få indblik i, hvordan andre lever med sygdommen i rapporten "Det usikre liv med IPF" (PDF), der er udarbejdet af Lungeforeningen.

Kategori: