×
×

Pas på Legionella i dit vandsystem



Lige nu har vi fokus på at spare på den dyre energi, og det er fristende at skrue gevaldigt ned for temperaturen på vand og varme. Men pas på. Især hvis du har KOL. Torben Sigsgaard, professor i miljø og indeklima, forklarer hvorfor.

 

Hvorfor skal man passe på vandtemperaturen?

Problemet med at skrue ned for vandtemperaturen er, at det giver grobund for Legionellabakterier - også kaldet Legionella pneumophila – hvis vandtemperaturen kommer under 50 grader C. Bakterien vil som regel udvikle sig i vandtanken og i vandrørene, især hvis man har en meget lang streng fra vandtank til f.eks. bruser, hvor vandet er stillestående, når man ikke bruger det. Man fornemmer typisk en lang vandstreng ved at det tager meget lang tid fra man tænder for det varme vand til vandet når frem til vandhanen og bruseren. Problemet er størst, hvis vandet står stille i tank og rør i længere tid, dvs. en uges tid eller mere, hvis man f.eks. har været på ferie eller er væk fra sommerhuset. Vi kender også problemet fra hoteller i udlandet, hvor værelser har stået tomme i længere tid. I coronatiden var det særligt slemt, da hotellerne var lukket ned i lang tid.

For at undgå vækst af Legionella i vandsystemer i boliger er det vigtigt, at det kolde vand er under 20°C, og at det varme vand i hele systemet er mindst 50°C, siger Torben Sigsgaard.

Hvorfor er Legionellabakterier farlige?

Har man først Legionella i vandsystemet, så vil man typisk blive smittet via forstøvet vand. Den hyppigste smittevej er via bruseren, når man tænder for vandet og inhalerer forstøvet vanddamp, som kommer ned i lungerne. Her har bakterien frit slag til at udvikle sig yderligere til en heftig lungebetændelse, som vi også kalder legionærsyge. Det er en bakteriel lungebetændelse, som især mennesker med KOL skal vogte sig for.

 

Hvad skal man gøre for at undgå Legionella?

Man skal sørge for, at vandtemperaturen er stillet til 50 grader C eller derover. Aldrig under. Man kan få et VVS-firma til at indstille temperaturen, hvis man ikke selv kan. Og så kan man måle temperaturen på vandet med et termometer. Det er simpelt. Bor man i en boligblok, hvor man ikke selv kan regulere vandtemperaturen, må man regne med, at boligselskabet er meget opmærksom på faren, og holder øje med bakterier i vandtankene. Alternativt kan man kontakte sit boligselskab – evt. på deres hjemmeside – og se, om der står noget der. Er vandtemperaturen i orden, så er der to ting, man skal huske: Har man været væk fra sit hus en uges tid, eller har man en lang streng fra vandtank til bruser og vandhane, så skal man lade vandet løbe en stund, f.eks. to minutter, før man bruger det. I de to minutter skal man lufte ud, og man helst fjerne sig fra rummet.

 

Hvad er symptomerne på Legionella?

Legionella er en bakteriel lungebetændelse, som man kan blive meget syg af. Især KOL-patienter skal være meget opmærksomme på sygdommen, da de er i højere risiko for at blive alvorligt syge. Symptomerne på legionærsyge er bl.a. høj feber, hovedpine og vejrtrækningsproblemer. Man skal selvfølgelig straks søge læge, som vil behandle lungebetændelsen med antibiotika, når man er sikker på, hvilken type bakterie, der er tale om.

 

Hvor hyppig er sygdommen?

Siden 2017 er der sket en stigning, og man konstaterer nu et sted mellem 200 og 300 tilfælde af legionærsyge om året. Mænd rammes oftere end kvinder, og sygdommen rammer oftere mennesker over 50 år. Dødeligheden ligger på omkring 10-15 procent. Statens Serum Institut har forsøgt at finde ud af, hvorfor der er kommet en stigning. Indtil videre har vi ikke en entydig forklaring, men forbedret overvågning og øget diagnostisk aktivitet er nok en del af forklaringen. Dog er man enige om, at den hyppigste smittekilde antages at være brusebade. I udlandet – Europa og USA – ses den samme stigning i antal registrerede tilfælde.

 

Smitter legionærsyge?

Det kan man ikke udelukke, og man har set små epidemier. Men ofte viser det sig, at det er, fordi de smittede har været udsat for det samme smittebærende vand.

 

Hvorfor hedder det Legionærsyge?

Legionella blev opdaget og berygtet efter at en stor gruppe krigsveteraner, The American Legion, var til årsmøde i Philadelphia i 1976 og under mødet blev smittet af bakterien, der udviklede lungebetændelse – senere døbt legionærsygdom - hos de ramte personer. Af de i alt 182 smittede døde 29. Kilden til smitten blev aldrig klarlagt, men det var sandsynligvis et køletårn på nabobygningen til hotellet, der spredte en forurenet aerosol.

Kilde: Wikipedia

 

PONTIACFEBER

Ud over lungebetændelse kan Legionella også give en mildere influenzalignende sygdom, der kaldes Pontiacfeber. Sygdommen kræver ingen behandling, og går over af sig selv i løbet af en lille uge, men er sandsynligvis langt mere almindelig end legionærsygdom

Kilde: Statens Serum Institut

Sidst opdateret: 
10-11-2022