×
×

Hvordan fejrer jeg min fødselsdag bedst muligt, så både jeg og mine gæster føler sig trygge?

Spørgsmål

Man hører så meget om, at man skal passe ekstra på sig selv, når man har en lungesygdom. Særligt om vinteren, hvor mange er syge med fx influenza og forkølelse – og nu ekstra pga. corona. Jeg vil så gerne fejre min fødselsdag i år efter meget alenetid i isolation. Hvordan gør jeg det bedst muligt, så både jeg og mine gæster føler os trygge?

Svar

Svar fra Dorte Chabert, patientrådgiver

Først og fremmest er det helt forståeligt, at du gerne vil se andre mennesker og være social efter at have været meget alene. Det er også vigtigt, at du ikke isolerer dig 100%, selvom du har en lungesygdom og skal passe på. Derfor kan du også godt holde fødselsdag, men du bør tage nogle forholdsregler. Du skal selvfølgelig følge retningslinjerne fra myndighederne på det tidspunkt, hvor fødselsdagen bliver afholdt. Du skal sørge for, at I kan holde afstand og spritte af. En mulighed kunne også være at holde din fødselsdag på restaurant eller andre kulturelle attraktioner, hvor de har helt klare retningslinjer. Eller du kan holde fødselsdag over flere dage med få gæster ad gangen. Vil du være ekstra påpasselig er mit bedste bud at vente med at holde fødselsdag til om sommeren, hvor I kan være udenfor. Du skal generelt ikke være bange for at sætte nogle retningslinjer for dine gæster. Det gør både dig og dine gæster mere trygge. Rigtig god fødselsdagsfejring.