×
×

2017 – hvad nu?

2017 – hvad nu?  Nytåret er en fremragende anledning til at lægge det gamle år bag sig og se frem mod et nyt. Og i den forbindelse er det en god idé at sætte sig nogle mål - at lave nytårsforsæt.

Der er dog blot hage ved det, at mange oplever, at nytårsforsætterne langsomt løber ud i sandet, efterhånden som året skrider frem, og hverdagen melder sig.

Lungeforeningen har derfor talt med foreningens rådgiver og psykolog, Ingeborg Farver-Vestergaard, og spurgt hende, hvad hun har af gode råd med hensyn til at få succes med dine nytårsforsæt, så de holder hele året. 

Kald det noget andet fra 1. februar
I bund og grund er nytårsforsætter jo aktiviteter, som vi sætter i gang, fordi vi vil gøre noget, der er sundt og godt for os selv og/eller andre.

- Mit råd er, at vi kalder vores målsætninger for "nytårsforsæt" hele januar-måned, men så snart vi når 1. februar, så kalder vi det noget andet, fx "god-ved-mig-selv-aktivitet", siger psykolog Ingeborg Farver-Vestergaard

Hun anbefaler at du husker, at det handler om at være god ved dig selv, hvis, eller rettere når, der kommer en dag, hvor du ikke har holdt dit nytårsforsæt.

- Hvis du ikke overholder dit nytårsforsæt, så bare sig "pyt med det, jeg fortsætter med at holde min god-ved-mig-selv-aktivitet i morgen i stedet for".

Omsorg virker altid bedre end pisk, fortæller psykologen.

SMART råd fra psykologen
Et andet godt råd fra Ingeborg er at huske på, at dine forsætter skal være SMART:

S=Specifikt
Det skal være specifikt og indikere præcis hvad der skal gøres og hvordan. Fx ”Gå en tur skoven”

M=Målbart
Det skal være let at måle fremgang, så du kan se, at dit nytårsforsæt fungerer. Fx ”Jeg skal starte med at gå i 10 minutter, og så kan jeg øge med 1 minut hver måned”

A=Attraktivt
Du skal være motiveret og brænde for at bruge dit nytårsfortsæt. Fx ”Jeg vil holde af at gå en tur i skoven hver dag.”

R=Realistisk
Det skal være muligt for dig at gøre det i din nuværende situation. Fx ”Selvom jeg har en lungesygdom, kan jeg godt gå en lille tur i skoven hver dag”

T=Tid
Dit mål skal have en tidshorisont og en deadline. Fx ”Jeg evaluerer hvordan det går med mit mål, når der er gået tre måneder, dvs. 1. april”

Ring eller skriv til Ingeborg Farver-Vestergaard, psykolog og rådgiver i Lungeforeningen, og få en personlig rådgivning.
Læs mere om Lungeforeningens andre rådgivere på www.lunge.dk/rådgivning

Mit nytårsforsæt er …
Få inspiration til nytårsforsæt fra andre. Lungeforeningen har talt med 3 danskere, der hver især har lungesygdom inde på livet, og spurgt dem hvad deres forsæt er for 2017 .

Lungepatienten
- I 2017 vil jeg blive bedre til at komme ud og gå i naturen. Både med min mand og med veninder, men også ture for mig selv. Det har jeg ikke gjort så meget i 2016, fordi jeg har haft lungebetændelse, hostet meget og min astma har været slem. I år vil jeg gøre noget godt for mig selv og kombinere motion med frisk luft.

Dorthe 45 år, har astma.

Den pårørende
- Jeg synes, vi har det rigtig godt sammen og taler om de svære situationer, som livet med en lungesygdom medfører, men noget af det, jeg gerne vil have mere af i 2017, er gode oplevelser sammen, fx gå i teatret eller til koncerter. Noget som man bliver glad af og kan tale om, så det hele ikke kun handler om sygdom og praktiske ting i hverdagen. Så må vi sidde yderst, så vi nemt kan gå ud, hvis Ole pludselig får hoste eller åndenød.

Anne-Mette 62 år og gift med Ole, der har KOL

Den frivillige
- Mit nytårsforsæt er at gøre en forskel for især helt unge ned til 12-14 år, fordi det virkelig piner mig at læse i avisen, at 40 unge begynder at ryge hver dag. Jeg har selv røget i 28 år indtil både en hjertesygdom og KOL satte en stopper for det for 8 år siden. Derfor vil jeg ud blandt eleverne og fortælle om livet med KOL. Jeg forestiller mig ikke at stå ved tavlen med løftet pegefinger men sidde i ”øjenhøjde” og fortælle om alle de gode grunde der er til ikke at ryge! Hvis jeg kan inspirere, eller afskrække, bare én kommende ryger fra at begynde, så vil det være det hele værd.

Hanne Dalsgaard, 70 år har KOL Hun blev kåret som Årets Ildsjæl i Rødovre 2015 for sit arbejde i Lungeforeningens Rødovre Lokalafdeling. Var i 2012 med til at starte Rødovre Lungekor