Kronik bragt i Altinget 17. november 2021. Af direktør Anne Brandt og formand Torben Mogensen i Lungeforeningen.

I dag er det International Lungedag. Rundt om i landet sætter arrangementer fokus på, at vi skal opspore flere mennesker med en lungesygdom. For det halter det med i Danmark. Et eksempel er KOL: I 2021 er der 192.000 mennesker med KOL i registeret for kroniske sygdomme (RUKS), men det reelle antal er nok nærmere dobbelt så stort, ifølge Dansk Register for KOL, da mange ikke har fået stillet diagnosen. Mennesker med KOL kommer ofte først i behandling, når de får meget svært ved at klare hverdagen på grund af deres vejrtrækningsproblemer, og der er det sværere at hjælpe dem.

Der kunne have været gjort meget for dem, hvis de havde fået den rigtige diagnose og var kommet i behandling tidligere. Derfor skal mennesker med kroniske lungesygdomme opspores langt tidligere end i dag. Jo hurtigere en lungesygdom opdages, jo bedre et liv kan patienten og deres pårørende leve. Ubehandlet lungesygdom har desuden store konsekvenser for arbejdsmarkedsdeltagelse, og dermed samfundets forsørgelsesudgifter.

Fejlslagen lungesatsning
Folketinget vedtog i 2015 en national lungesatsning, der bl.a. skulle opspore flere KOL-patienter i perioden frem til 2019. Men satsningen bar ikke frugt, og år for år blev der opsporet færre KOL-patienter. Denne udvikling bekræftes også af tallene i RUKS, hvor KOL som den eneste kroniske sygdom har tilbagegang i antallet af registrerede syge siden 2014.

Corona har givet spillet en rolle de seneste snart to år. I 2019 blev der i almen praksis udført lidt over 316.000 lungefunktionsmålinger, som bl.a. bruges til opsporing af KOL, mens tallet i 2020 var faldet til næsten en fjerdedel: ca. 85.000 lungefunktionsmålinger. Selvom antallet er steget til over 110.000 målinger for 2021 til og med august, ligger det stadig lavt i forhold til de foregående år.

 

En lungeplan med fokus på forebyggelse, opsporing og behandling
Udviklingen skal vendes og der skal reageres nu. Der er behov for en bindende national lungeplan, der forpligter sundhedsvæsenets aktører til konkret handling, som for alvor tager fat om KOL, der er en af de største kroniske sygdomme i Danmark, og som årligt er direkte årsag til mellem 3.500-4.000 dødsfald. En forpligtende lungeplan skal gå på tre ben:

1. Forebyggelse
2. Opsporing
3. Behandling

Forebyggelse er altafgørende for at reducere det fremtidige antal af sygdomstilfælde. Og KOL skyldes altovervejende rygning. Her er det altoverskyggende mål, at færre unge skal begynde at ryge, og eksisterende rygere have hjælp til at lægge tobakken på hylden. Der skal mere handling bag luftige politiske visioner om en røgfri ungdom. Undersøgelser viser, at ved rygning falder lungefunktionen betydeligt hurtigere end ved det naturlige aldersbetingede tab. Faldet i lungefunktion hos de 40-50% af rygerne, der er disponeret for at udvikle KOL, er 2-3 gange så stort, sammenlignet med det naturlige tab af lungernes funktion med alderen. Rygestop giver ikke den tabte lungefunktion tilbage, men det sikrer, at lungefunktionen kun falder med det naturlige aldersbetingede tab efterfølgende. Det gør en verden til forskel for de menneskers muligheder; ikke at kunne få luft, er noget af det mest invaliderende i hverdagen, og derfor er ensomhed også nært knyttet til KOL.

Vi ved, at rygning rammer socialt skævt, og at følgesygdommene – ikke mindst KOL - dermed i allerhøjeste grad bidrager til social ulighed i sundhed: Danskere med lavere indtægt og kortere uddannelse dør tidligere og har flere dårlige leveår, end gennemsnitsdanskeren. Derfor er det et misforstået hensyn til de grupper, der er hårdest ramt af tidligere død og invaliderende sygdom som følge af rygning, ikke at sætte ind med tiltag der reelt gør noget ved problemet, fx at sætte prisen på cigaretter mærkbart op, som Lægeforeningen for nylig har foreslået¹.

 

Systematisk opsporing
Erfaringerne omkring opsporing fra lungesatsningen fra 2016-19 har vist, at der skal andet til end  enkeltstående kampagner og midlertidige satsninger. Det er vigtigt at få en systematisk permanent  opsporing af lungesygdomme, ikke mindst KOL. Både for at forbedre det liv, mennesker med lungesygdom får efter sygdommen opdages, men også for at sikre, at færre ender udenfor arbejdsmarkedet og at flere  kan fortsætte i arbejde med færre sygedage. Men også for at mindske belastning på hospitalerne og det  nære sundhedsvæsen, da antallet af indlæggelser såvel som behovet for lægehjælp og pleje kan begrænses ved tidlig opsporing, behandling og rehabilitering. 

Men det kræver en væsentlig mere systematisk tilgang til opsporing. Et konkret eksempel på hvordan den  nuværende strategi, der alene baserer sig på opsporing via almen praksis, og som ikke er lykkes under  lungesatsningen 2016-2019, kan suppleres, er at kigge på kræftområdet: Sundhedsstyrelsen ser i øjeblikket  på mulighederne for at iværksætte screening for lungekræft. Men da det er den samme målgruppe, der har øget risiko for at udvikle KOL, er det eneste rigtige at supplere lungekræftkræftscreening med en lungefunktionsmåling, så der reelt bliver tale om en samlet lungescreening, der ikke kun fokuserer snævert  på kræft i et sundhedsvæsen, hvor netop multisygdom er en af vores store udfordringer. Gevinsten, for de  patienter, der har to diagnoser, er desuden, at behandlingen for lungekræft er mere effektfuld, når man har en velbehandlet KOL.

 

Klart ansvar for den individuelle behandling
Når mennesker får konstateret KOL, er det vigtigt, at der er klare retningslinjer for, hvem i sundhedsvæsenet, der har ansvaret for hvilke dele af behandlingen af den enkelte patient. Alt efter resultatet af lungefunktionsmålingen inddeles sygdommen i fire stadier, hvor stadie fire er den mest  fremskredne. Samtidig vurderes det enkelte menneskes oplevede symptomer, igen på en fire-trins-skala, hvilket giver seksten mulige typer af KOL-sygdom. Alt efter hvilken gruppe patienten befinder i, bør behandlingen og ansvaret være klart defineret, så der ikke er tvivl om, hvilken del af sundhedsvæsenet, der har ansvaret for patienten, og hvilken behandling, der skal tilbydes, herunder årskontroller som vi ved har 
en effekt. 

KOL-patienters nedsatte lungefunktion gør, at de ofte får brug for kommunal hjælp. Desuden har kommunerne via de nationale forløbsprogrammer pligt til at tilbyde KOL rehabilitering. Varig fysisk aktivitet – i en eller anden form – og mestring af sygdommen, medicinering, åndenød, angst og ensomhed er 
væsentlige elementer i KOL-rehabiliteringen. Det er vigtigt, at de kommunale tilbud er til stede, at almen praksis og hospitaler rent faktisk henviser til dem, og at tilbuddene reelt evner at tage udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke blot tilbyder standardtilbud på hold.

Og så skal bindende nationale kvalitetsstandarder sikre, at kvaliteten er i orden: Ligesom på det kommunale akutområde i hjemmesygeplejen, hvor der siden 2018 har været klare nationale krav til kvalitet, uddannelse og erfaring hos udøverne. Det samme bør ske på kronikerområdet i kommunerne. Her 
er det åbenlyst, at mange kommuner er for små til at sikre høj nok patientvolumen til at levere tilbud af høj nok kvalitet. Derfor er de kommende sundhedsklynger – 21 i alt – det rigtige niveau at organisere den kommunale indsats på for alle kronikerområder, og sikre et systematisk fælleskommunalt såvel som tværsektorielt samarbejde om kronikerrehabiliteringen. Også til KOL-patienterne. Det regionale niveau skal også ensartes: Det kan ikke være rigtigt, at nogle regioner tilbyder let transportable ilttasker, mens andre regioner siger nej. Politikerne bliver nødt til at gøre op med postnummerlotteriet i Danmark!

Endelig bør samarbejdet mellem de kommunale akutsygeplejersker i alle 98 kommuner og de 21 akutsygehuse formaliseres, så det ikke kun er i enkelte kommuner, at akutsygeplejersker og sygehuse har en direkte linje og samarbejder tæt om at behandle akutte forværringer i hjemmet og dermed undgå  unødige indlæggelser. Men det kræver, at hospitalerne leverer lægefaglig backup til akutsygeplejerskerne omkring lungesyge mennesker i akut forværring, og det kræver, at akutsygeplejerskerne alle steder får adgang til de behandlingsremedier, det kræver, så de kan udføre lægernes ordinationer med det samme i hjemmet. Alternativet er et endnu større pres på akutmodtagelserne – og dårligere forløb for mennesker med KOL-sygdom.

 

Behov for en lungeplan nu
Det er ikke nogen hemmelighed, at sundhedsvæsenet er presset. Ikke kun på grund af Corona. Flere ældre, og rekrutteringsudfordringer i stort set alle sektorer går ikke over igen – når pandemien omsider ebber ud. Vi har talt om at styrke kronikerindsatsen i mange år. Og det er lykkes, bl.a. på kræftområdet. Men det er på ingen måde lykkes på lungeområdet, og da særligt ikke for de hundrede tusinder af KOL-patienter derude. Derfor skal der ske noget – nu! Ikke flere mindre satsninger, som reelt ikke rykker noget i praksis. Sundhedsvæsenet og patienterne har brug for tiltag, der kan mærkes og måles derude: Ikke flere tomme løfter og politiske visioner uden reel og målbar effekt. 

Corona har vist os alle sammen vigtigheden af at passe på lungerne hele livet igennem. Under Corona har hospitalspersonalet hjulpet de mennesker, der blev hårdest ramt af Corona med at trække vejret, og en del af dem, har oplevet senfølger, hvor det nu blev vanskeligt at få vejret. Men det har i årevis været hverdagen for mennesker med f.eks. KOL. Det understreger, hvorfor det er så vigtigt, at vi nu retter fokus mod at forebygge, opspore og behandle lungesygdomme langt bedre og mere systematisk, end vi gør i dag.

1) Lægeforeningen: Gør bajere, bolcher og burgere markant dyrere | læger.dk (laeger.dk)

MERE INFO

Læs kronikken på Altinget.dk: Lungeforeningen: Politikerne skal vende udviklingen for lungesygdomme nu

Læs pressemeddelelse fra Lungeforeningen: I dag er det Lungedag: Corona har medført bekymrende få målinger af lungefunktion

Læs analyse fra Lungeforeningen - Bekymrende fald i spirometrier i almen praksis grundet Corona (PDF)