×
×

Borgmester svømmer mod KOL

Borgmester Winni Grosbøll svømmer den 29. august for liv og lunger i kampen mod KOL

Sundere lunger med motion og bevægelse - sådan lyder budskabet, når havsvømmeren Henrik Slot Nielsen i samarbejde med Lungeforeningen svømmer de 18 kilometer fra Gudhjem til Christiansø i kampen mod KOL. Borgmester Winni Grosbøll svømmer med de første kilometer for at støtte kampen mod KOL.

- Bornholm er et af de steder i landet, hvor den generelle sundhedstilstand er dårligst. Hver 7. bornholmer over 16 år har minimum tre kroniske lidelser, og KOL er meget udbredt, siger øens borgmester, Winni Grosbøll.

Hun havsvømmer i sin fritid, og fredag 29. august  trækker hun i våddragten for at støtte Svøm for Liv og Lungers og Lungeforeningens kamp mod lungesygdommen KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom).

Direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt, glæder sig over signalværdien i Winni Grosbølls deltagelse:

- Winni Grosbøll hjælper os med at sætte fokus på en kronisk lungesygdom, hvor mange af de ramte er ensomme og har brug for omsorg, støtte og opbakning. Vi ved, at mange går rundt med en uopdaget lungesygdom. Men det er nemt at få undersøgt lungerne med en lungefunktionsmåling, og det er vigtigt for livskvaliteten at få tidligt øje på KOL. Du kan meget mere, end du tror, hvis du er velbehandlet. Det glæder mig derfor meget, at Winni Grosbøll går aktivt ind for at skabe mere opmærksomhed omkring KOL.

Henrik Slot Nielsen, der står bag Svøm for Liv og Lunger, kalder det et stærkt signal fra borgmesterens side:

- Mange af os ved efterhånden godt, at motion og bevægelse er vigtig for at undgå livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme og sukkersyge. Men det er også vigtig for at holde lungerne i form - både som lungesyg og som ikke-syg. Jeg er utrolig glad for, at Winni Grosbøll har valgt at støtte det budskab, siger han.

Få målt din lungefunktion på Gudhjem Havn

- At have svær KOL er som at trække vejret gennem et sugerør. Min mor døde maj 2013 efter nogle hårde år med svær KOL. Jeg har på nært hold set, hvor barsk en sygdom KOL er, og hvor svær den sidste tid var for min mor, siger den 50-årige københavner, der har trænet hele vinteren til den 18 km lange svømmetur i Østersøen.

Lungeforeningen inviterer den 29. august kl. 9-13 til et stort støtte-arrangement for Svøm for Liv og Lunger og arbejdet for sundere lunger på Gudhjem Havn. Her kan man blandt andet få målt sin lungefunktion. Læs programmet her

STØT KAMPEN MOD KOL
Henrik Slot Nielsen inviterer alle til at støtte kampen mod KOL på www.betternow.org/dk/svoemforlivoglunger. Målet er at samle 74.000 kroner - 1000 kroner for hvert år, hans mor levede - til Lungeforeningens arbejde for sundere lunger.

Læs om KOL
Læs også mere på www.svomforlivoglunger.dk, www.facebook.com/svoemforlivoglunger