×
×

Lungedagen 2016: Danskerne fik tjek på lungerne

Hvert år 3. onsdag i november står Lungeforeningen bag International Lungedag, og i år var ingen undtagelse.

Ved over 100 arrangementer rundt om i landet, kunne danskerne komme ind fra gaden og få et lungetjek. Sundhedsprofessionelle fra sundhedshuse, hospitaler, apoteker og frivillige stod nemlig klar til at lave lungefunktionsmålinger og vejlede om fx rygestop, træning med mere.

Mange ved ikke, at de er lungesyge

Omkring 600.000 har en kronisk lungesygdom, men ca. halvdelen ved det ikke. De typiske symptomer på lungesygdom er hoste, åndenød og pibende/hvæsende vejrtrækning i mere end 2 måneder. Mange ignorerer symptomerne, fordi det kan forveksles med dårlig kondition. En lungefunktionsmåling kan afsløre, om man har en kronisk lungesygdom som fx astma og KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom).

Bilka kunder fik tjek på lungerne

Lungedagen bød på flere forskellige fantastiske arrangementer på alt lige fra hospitaler, sundhedshuse og apoteker til biblioteker, storcentre og dagligvarebutikker.

Fx så Bilka i Horsens i anledning af Lungedagen lidt anderledes ud. Her var Horsens Lokalafdeling i Lungeforeningen nemlig rykket ind sammen sygeplejersker fra lungeambulatoriet på sygehuset i Horsens for at tilbyde kunderne lungefunktionsmålinger i forbindelse med indkøbsturen.

Og det var der en hel del, der benyttede sig af. Hele 162 fik målt deres lungefunktion, og 49 havde en lungefunktion, som gav anledning til, at de skulle snakke videre med egen læge for at blive undersøgt nærmere.

- Vi hører ofte, at mennesker med en kronisk lungesygdom først kommer i behandling, når de får meget svært ved at klare hverdagen på grund af deres vejrtrækningsproblemer. Derfor skal vi finde og behandle kroniske lungesygdomme langt tidligere end det sker i dag. Det kan redde liv, siger Lungeforeningens direktør Anne Brandt.

Læs artiklen "Et laaaaaaangt pust med både gode og dårlige nyheder" i Horsens Folkeblad.

TV Syd tilbød ballontjek

I Kolding Storcenter var TV Syds reporter på en særlig opgave. Hun tilbød nemlig besøgende i centret mulighed for at puste ballonger op. Og selvom det ikke nødvendigvis siger noget om ens lungekapacitet, om man kan puste en ballon op eller ej, så gav det mulighed for at tage en god snak om lungerne. Samtidigt kunne Kolding-borgere får en lungefunktionsmåling i det lokale sundhedshus.

Se hele indslaget fra TV Syd (07:08 minutter inde i indslaget).

1000 tak for en fantastisk Lungedag.

Nåede du ikke forbi Lungedagen, har du altid mulighed for at gå til egen læge og få lavet en lungefunktionsmåling eller få en henvisning til en lungemedicinsk afdeling eller lungeklinik. Se videoen neden for, som viser, hvordan en lungefunktionsmåling foregår.

MERE INFO

For mange danskere ignorerer lungesymptomer

Tidlig opsporing virker!