×
×

Forsøgspersoner søges

For at få ny viden om sygdomme og blive bedre til at behandle dem, er det vigtigt at forske på mennesker. Forskning i ny behandling og medicin til fx lungesyge kan i sidste ende redde liv. Men i Danmark er der mangel på frivillige, der melder sig til kliniske forskningsforsøg, og det skyldes i følge formanden for regeringens samarbejdsforum for sundhedsforskning (NSS), Poul Jaszczak, at selve rekrutteringen af frivillige forsøgspersoner halter.

-Den kliniske forskning har haft svære kår de seneste år. På mange hospitaler er man for presset på tiden til at finde forsøgspersoner, og oplysningen om, at vi mangler forsøgspersoner, har ofte været små, forkølede annoncer i mindre dagblade og på hospitalernes intranet.

Ny hjemmeside skal få flere til at melde sig

En ny hjemmeside 'Bliv forsøgsperson' skal hjælpe med til, at forskere og deltagere til kliniske forsøg hurtigere kan komme i kontakt med hinanden. Hjemmesiden, som er en del af Sundhed.dk, samler alle oplysninger om godkendte forsøg på landsdækkende plan. Det vil sige, at alle borgere kan tilgå hjemmesiden, og finde en oversigt over godkendte forsøg i alle landets fem regioner.

- Videnskabelige forskningsprojekter er en unik mulighed for at blive fulgt tæt og få et større fokus på sin sygdom. Gennem forskning kan vi blive bedre til at forebygge, diagnosticere og behandle sygdomme, så det er meget positivt, at der nu er kommet en hjemmeside, hvor forskere og patienter nemmere kan få kontakt til hinanden, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.

Handlingsplan på vej

Den nye sundhedsminister, Nick Hækkerup (S), oplyser i en mail til Politiken, at man lige nu er "ved at udarbejde en handlingsplan for offentligt-privat samarbejde om sundhedsforskning, fordi vi kan se, at Danmark kan en masse inden for sundheds- og velfærdsløsninger".

Læs mere om Sundhedsvidenskabelige forsøg på Lungeforeningens hjemmeside. Læs også artiklen 'Ønskes: Forsøgspersoner HAVES: Sundhedsvidenskabelige forsøg" i LUNGENYT 4, 2011.

Læs artiklen Danmark mangler forsøgspersoner til vigtig forskning på Politikens hjemmeside.