×
×

Hæder til dansk forskning

På kongressen “A Breath of Fresh Air:Multiple Morbidities and Integration”, den 7. Internationale kongres i International Primary Care Research Group (IPCRG), var mere end 1000 deltagere i tre dage i Athen for at udveksle ideer, diskutere og lære om, hvad der rør sig i mere end 55 lande indenfor forskning i primær sundhed og respirationssygdomme.

Her vandt Margrethe Smidth fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universet prisen for bedste abstract indenfor ”Integrated Care” ved den 7. Internationale kongres i International Primary Care Research Group (IPCRG).

Lungeforeningen støttede deltagelsen af Margrethe Smidth fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universet.

Margrethe præsenterede resultater fra sit ph.d. projekt om en aktiv implementering af Region Midtjyllands forløbsprogram for KOL i Ringkøbing-Skjern Kommune - og vandt prisen for bedste abstract indenfor ”Integrated Care”.

Det er første gang, at effektiviteten af forløbsprogrammer for KOL i det danske sundhedsvæsenet er blevet undersøgt i et længerevarende studie.

Studiet viser, at et tæt samarbejde mellem almen praksis, kommune og hospitalsvæsen giver en mere optimal brug af sundhedsvæsenets tilbud og bedre evaluering af indsatsen fra patienten med KOL. Resultaterne afslører blandt andet, at patientgruppen efter implementering af det nye KOL-forløbsprogram havde færre almindelige konsultationer og færre hospitals­indlæggelser.

Patienterne vurderede også selv deres samlede omsorg bedre, efter sundhedsvæsenets tre parter deltog i den nye samarbejdsmodel, hvor den praktiserende læge fungerede som tovholder for behandling, pleje og egenomsorg.

Forløbsprogrammet for KOL blev aktivt implementeret hos udvalgte praktiserende læger i Ringkøbing-Skjern kommune i Region Midtjylland i perioden 2008-2012.

Programmet fastlægger, hvem i sundhedsvæsenet, der laver hvad og hvornår i forbindelse med patienter med KOL. Der er set nærmere på fordeling af arbejdsgangen i den enkelte praksis og på snitfladerne mellem almen praksis, kommune og hospitaler. De praktiserende læger er også blevet opdateret med den seneste viden om KOL-behandling.

Den nye model betyder blandt andet, at Sundhedscenter Vest i Tarm nu udbyder flere rygestop-kurser og forløb, der kan støtte patienter med KOL i at håndtere hverdagen med invaliderende åndenød, slim og hosteanfald, som i værste fald kan føre til indlæggelse. Den nye viden kan overføres til fremtidige programmer for de mange andre kroniske sygdomme, som rammer et stadigt stigende antal danskere.

Projektet er gennemført ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet i tæt samarbejde med praktiserende læger og sundhedspersonale i Ringkøbing-Skjern kommune, Sundhedscenter Vest og hospitalerne i Herning, Holstebro og Ringkøbing samt Region Midtjylland.

 

Du kan her læse mere om Margrethe Smidth

Du kan også læse mere om projektet “The effect of an active implementation of a disease management programme for chronic obstructive pulmonary disease”