×
×

Hver anden ignorerer symptomer fra lungerne

Hoste, vejrtrækningsproblemer og åndenød i mere end 2 måneder kan være symptomer på, at man har en kronisk lungesygdom.

Derfor inviterer Lungeforeningen borgere i hele landet til at få tjekket deres lunger på den årlige Internationale Lungedag 16. november. Det sker i samarbejde med personale fra kommuner, hospitaler, apoteker og hundredevis af frivillige.

”Det er nok ikke alvorligt”
Det anslås, at ca. 600.000 danskere har en kronisk lungesygdom. Mange ved det ikke selv, fordi symptomerne desværre alt for ofte ignoreres. I en undersøgelse lavet af Userneeds for Sundhedsstyrelsen svarer fire ud af ti danskere, at de på et tidspunkt har haft vedvarende lungesymptomer som hoste, slim i luftvejene eller åndenød. Men kun cirka halvdelen valgte at søge læge.

Svarene fra undersøgelsen er bekymrende, fordi det kunne tyde på, at mange slet ikke ved, at symptomerne kan være alvorlige, mener Peter Lange, som er professor ved Københavns Universitet med fokus på forebyggelse og tidlig opsporing af kroniske lungesygdomme.

- Der kan være store konsekvenser ved at ignorere symptomer fra lungerne, og man kan helt unødvendigt og alt for tidligt ende i en situation, hvor man får alvorlige problemer med sin vejrtrækning. Hvis en kronisk lungesygdom til gengæld opdages tidligt, og behandles rigtigt, kan sygdomsudviklingen i lungerne bremses, inden lungerne tager alt for meget skade, siger han.

Lungeforeningen: Få et lungetjek
På lungedagen 16. november kan danskere masser af steder i landet få målt deres lungefunktion. Lungefunktionsmålingen giver en indikation på om lungernes funktionsniveau er nedsat, og om man bør en tur forbi lægen.

- Vi hører ofte, at mennesker med en kronisk lungesygdom først kommer i behandling, når de får meget svært ved at klare hverdagen på grund af deres vejrtrækningsproblemer. Derfor skal vi finde og behandle kroniske lungesygdomme langt tidligere end det sker i dag. Det kan redde liv, siger Lungeforeningens direktør Anne Brandt.

Yderligere oplysninger om lungetjek på Lungedagen
En oversigt over arrangementer i hele Danmark på Lungedagen, og hvor man kan målt sin lungefunktion eller få viden om fx behandling, medicin og rygestop, findes på www.lunge.dk/lungedag

Fakta
De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL.
Blandt andre kroniske sygdomme, som rammer lungerne ses fx lungefibrose, bronkiektasier, alfa-1-antitrypsin mangel, cystisk fibrose og sarkoidose.
Omkring 600.000 danskere lider af en kronisk lungesygdom.
Antallet af voksne med astma er tredoblet i de seneste 30 år.
KOL er den tredjehyppigste dødsårsag i Danmark.
Kilde: Lungeforeningen

Kontaktinformation
Pressechef i Lungeforeningen, Birgitte Skøtt Lenstrup, mobil 22 56 65 15, e-mail bsl@lunge.dk