×
×

International Arbejdsmiljødag

Lungeforeningen efterspørger mere fokus på arbejdsrelaterede lungesygdomme.

Allerede tilbage i april 2011 påviste et studie fra Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Sygehus, at 65.000 danskere har udviklet KOL, hvor et forurenet arbejdsmiljø vurderes at være årsagen.

Blandt andet partikler fra støv på fx byggepladser er stadig et overset arbejdsmiljøproblem og udviklingen af lungesygdom kan have rigtig meget med erhverv at gøre.

Det bekræfter Torben Sigsgaard, professor ved Aarhus Universitet. En væsentlig forklaring er, at mange først rammes af de støvrelaterede skavanker og sygdomme såsom KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) sent i deres liv.

- Til trods for, at de negative påvirkninger fra arbejdsmiljøet er blevet kraftigt reduceret sammenlignet med tidligere, er der fortsat problematiske områder, og vi overser risikoen for fx eksponering for kvartsstøv i de byggematerialer, som håndværkere skærer og borer i. Det kan gøre stor skade på lungerne siger han.

Farlig kombination

Lungeforeningen oplyser, at over 400.000 danskere har KOL. 65.000 af dem, har aldrig røget. Rygning står altså ’kun’ for omkring 85 % af tilfældene af KOL i Danmark. Men kombinationen af rygning og et forurenet arbejdsmiljø er også et stort problem.

- Det vi ser i Danmark er, at de danskere som arbejder i erhverv, hvor de udsættes for partikelforurening også er dem, der ryger. Og kombinationen af partikelforurening og rygning er en særlig farlig cocktail for lungesundheden, fortæller projektleder i Lungeforeningen, Mette Gry Münchow.

Derfor har man i Lungeforeningen nu samlet et korps af 60 lungesygeplejersker og lungelæger, der skal hjælpe med at finde de ansatte, der har nedsat lungefunktion.

Den livsfarlige kombination af rygning og luftbårne partikler er sandsynligvis ikke noget rygerne er særligt opmærksomme på. Også selvom lungesygdomme er den tredje mest hyppige arbejdsrelaterede sygdom i EU. Torben Sigsgaard, professor i miljø- og arbejdsmedicin, mener området er temmelig overset - også af Arbejdstilsynet:

- I Danmark skønnes det, at vi hvert år mister 15.000 gode leveår som følge af erhvervsrelaterede lungesygdomme. Jeg kan kun opfordre Arbejdstilsynet og Folketingets partier bag aftalen om arbejdsmiljøindsatsen frem mod 2020 om at begynde at prioritere erhvervsbetingede lungesygdomme, siger han.

Læs ”Tusinder får farlig lungesygdom af deres job” på avisen.dk
Læs "Se de 12 job, der giver sorte lunger!" på avisen.dk
Se interview af projektleder Mette Gry Münchow fra Lungeforeningen på TV2 News

Læs også ”Støv er et overset arbejdsmiljøproblem” på arbejdsmiljoviden.dk

Få rådgivning om arbejdsrelateret KOL

FAKTA
De mennesker, som udvikler KOL pga. mikropartikler i støv, røg og gasser på jobbet, findes primært hos metalarbejdere, i landbruget og i byggeindustrien. Problemer med svejsning i metalindustrien og støvende arbejde i landbruget og stenhuggerier har man kendt til længe, men det er blevet glemt igen. I byggebranchen, hvor man bruger hurtigtskærende værktøj som vinkelslibere og fræsere, har udenlandske studier vist, at disse forårsager hidtil ukendt høje mængder af farlige partikler, som arbejderne indånder med fare for deres lungers helbred.

Læs LO’s notat om arbejdsbetinget KOL fra 2011

Læs LO’s Status for arbejdsbetinget KOL – 2013 med vurdering af følger af det videnskabelige  referencedokument om KOL i marts 2010  og LO-notat i april 2011

Ifølge det Det Europæiske Miljøagentur finder der hvert år omkring 2,34 mio. dødsfald på arbejdspladser rundt om i verden. Mindre end 15 % skyldes ulykker. Ca. 5.500 personer dør hver dag på grund af arbejdsrelaterede sygdomme. Misforholdet er endnu tydeligere i Europa, hvor under 5 % af EU's arbejdsrelaterede dødsfald i henhold til deres statistikker skyldes ulykker.