×
×

Ku' du ha' KOL?

Ku' du ha' KOL? Det spørgsmål vil rigtig mange borgere blive mødt med som led i Skanderborg Kommunes forebyggelseskampagne, der handler om tidlig opsporing af KOL. Det er et spørgsmål, som er forholdsvist enkelt at svare på; man kan nemlig ud fra en måling af lungefunktionen blive klogere på, om man har symptomer på KOL. Målingen sker ved at puste i et lille apparat – det er anstrengende, men gør ikke ondt.

Rundt i kommunen vil to af kommunens sygeplejersker have en stand, hvor borgere kan få målt deres lungefunktion og få en snak om KOL. Standen har allerede været på Kræmmermarked i Skanderborg, til Hørning by Night og været opstillet i Stark, hvor mange af kunderne var nysgerrige og kiggede forbi til en lungefunktionsmåling.

- Vi har fokus på at opspore de borgere, som har KOL uden at vide det. Vi vil fange sygdommen i tide, før den udvikler sig. Derfor sætter vi gang i den her kampagne”, siger formand for Kultur- og Sundhedsudvalget Tage Nielsen, der understreger, at kommunen satser på en tidlig, forebyggende indsats som et led i udmøntningen af kommunens sundhedspolitik.

Det er klogt at være nysgerrig på sine lungers ve og vel. Specielt hvis man er ryger eller ex-ryger, døjer med slim og hoste og let bliver forpustet. Det er de typiske tegn på begyndende KOL. Oplever man disse symptomer, er det værd at gå til sin læge.

KOL er en lumsk lungesygdom, hvor lungevævet langsomt nedbrydes. Man kan bremse udviklingen af KOL ved rygestop, men det ødelagte lungevæv kan ikke gendannes. Har man fået KOL, kan medicin og fysisk træning bedre funktionsevnen. Ofte er halvdelen af lungefunktionen væk, før symptomerne bliver så markante, at man får stillet diagnosen. I Skanderborg Kommune har 1.200 borgere diagnosen KOL.

Kampagnen kører fra nu og frem til og med 2015. Det er et af de konkrete tiltag i udmøntningen af Skanderborg Kommunes sundhedspolitik, hvor der i højere grad skal satses på forebyggelse, så færre borgere på den lange bane får brug for behandling.

Lungeforeningen roser kampagne for at tage fat i den vigtige forebyggelse og initiativet for at finde mennesker med KOL i tide:

- Lungerne er livsvigtige, og vi skal passe godt på lungerne hele livet. KOL kan ikke helbredes, men hvis diagnosen stilles tidligt, og man er fysisk aktiv samt kommer i medicinsk behandling, kan man få et godt liv med sygdommen, siger direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt.

 

Læs mere om KOL

 

Er der spørgsmål eller ønskes yderligere information om kampagnen, kontakt:

Tove Voss, Leder af Det kommunale Sundhedscenter og projektleder for Tidlig opsporing af KOL, mail tove.voss@skanderborg.dk, mobil 3051 5653.

Tage Nielsen, Formand for Kultur og Sundhedsudvalget i Skanderborg Kommune, mail t.nielsen@skanderborg.dk, mobil 4023 7687.