×
×

Line Kruse i "Vild med dans"

Ambassadør for lungesagen, skuespiller Line Kruse er klar til at træde ind på Danmarks mest populære dansegulv. "Vild med dans" har premiere fredag 12. september på TV 2.

- Jeg tror mest, jeg er til latindansene, og jeg glæder mig til at danse pasodoble, fordi den taler til mit skuespillerhjerte. Dansen er både klassisk historiefortælling, og så er den fuld af temperament. Ellers ser jeg frem til at opleve, hvad dans kan. Jeg har jo kunnet se på tidligere medvirkende, hvordan de er blevet høje af at danse, siger Line Kruse, som mange nok også husker som Krummes storesøster.

Skuespilleren er fan af programmet, som hun har fulgt gennem de tidligere sæsoner. 

- Jeg er nærmest ’Vild med dans’-ekspert. Jeg danser gerne, og jeg er glad for mine egne moves. Min største frygt er dødsbananen, hvor det afgøres, hvilke par der skal i omdans, siger Line Kruse i en pressemeddelelse fra TV2.

At være deltager i "Vild med dans" er krævende for fysikken, og som ambassadør for lungesagen ved Line Kruse, hvor vigtigt det er at dyrke motion.  Koblingen mellem sunde lunger og motion er klar.

En stærk krop giver bedre mulighed for at udnytte den lungefunktion, som tager permanent skade, når man er lungesyg. Træning giver motorkraft til kroppen og derfor mere energi og livskvalitet. Og det gælder i øvrigt alle – uanset om man er lungesyg eller ej.

Line Kruse får brug for masser af motorkraft, når hun stiller op med dansepartner i "Vild med dans".

- Vi glæder os til at heppe på Line sammen med alle vores medlemmer, patienter og pårørende, så hun kan komme rigtig langt. Line har en enorm kapacitiet og er talentfuld på utroligt mange felter. Derfor tror jeg på, at hun helt sikkert vil danse sig hele vejen igennem til finaleshowet, siger direktør i Danmarks Lungeforening, Anne Brandt.

"Vild med dans" er tilbage med en helt ny sæson på TV 2 fredag 12. september 2014.

Læs mere om Line Kruse her