×
×

Luftfriskere årsag til arbejdsskade

En nordjysk chauffør har kørt i lastbiler med op til 14 luftfriskere i førerhuset blandt andre af typen Wunderbaum. Den 37-årige chauffør blev invalideret af astma efter indånding af dampe fra luftfriskerne, skriver Fagbladet 3F.

Chaufføren har fået sygdommen anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) og har fået 84.150 kroner i erstatning for et varigt mén på 10 procent.

Generne startede, da chaufføren havde kørt som eksportchauffør nogle år og fik tiltagende luftvejsproblemer, røde øjne og løbende næse.

Luftfriskere burde forbydes

Ledende overlæge Sigve W Christensen, Arbejdsmedicinsk Klinik, Aalborg Universitetshospital advarer generelt mod luftfriskere i arbejdsmiljøet.

Speciallægen i arbejdsmedicin, der undersøgte den nordjyske chauffør, råder chauffører til at sige skal sige nej tak til luftfriskere. De kan medføre allergi og astma, pointerer overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik, der gerne så dem forbudt. 3F advarer også mod luftfriskere, der indeholder skadelige kemikalier.

Sigve W Christensen slår fast, at luftfrisker er en helt misvisende betegnelse.

- De hverken renser eller frisker luften op. Derimod forurener de indeklimaet med slimhindeirriterende og allergifremkaldende stoffer. Dårlig luft kan også give træthed og hovedpine og luftfriskere gør det kun værre, siger han.

Læs også artiklen Luftfriskere årsag til arbejdsskade og Arbejdsmediciner: Luftfriskere burde forbydes på Nordjyske.dk

Vær særligt opmærksom, hvis du i forvejen har lungeproblemer

Hvis du har en lungesygdom, har du måske også mærket, at luftfriskere indendørs kan genere dine luftveje.

Et godt indeklima og en god luftkvalitet inden døre er altid godt, men det er især godt, hvis man er lungesyg, har følsomme luftveje eller har små børn i huset. Luftfriskere, der ifølge Sigve W Christensen forurener indeklimaet med slimhindeirriterende og allergifremkaldende stoffer, er derfor en dårlig idé.

Et godt råd er at sørge for gennemtræk 2 X 5 minutter hver dag. Luften indenfor kan faktisk være mere forurenet end luften udenfor. Sørg derfor for, at luften bliver skiftet hyppigt ud. Men der skal gennemtræk til. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.

Yderligere information
Et godt indeklima
Astma