×
×

Mænd i høj risiko for lungesygdomme

Roskilde Forsyning og Ringkøbing-Skjern Forsyning gør noget ved sagen. På grund af den høje risiko for, at mænd udvikler en lungesygdom, er der nemlig god grund til at sætte fokus på sundhed og arbejdsglæde. De to forsyningsvirksomheder er sammen med Dansk Metal og Lungeforeningen med i projektet ”Friske Forsyninger – et nyt pust til arbejdsglæde og energi”. Sammen håber de at skabe nye måder til at få flere mænd til at leve sundere.

Sundhedstilbud, ja tak!
Det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste af os tilbringer rigtigt mange af vores vågne timer på arbejdspladsen, og arbejdspladsen er derfor ideel som afsæt til at skabe større sundhed og trivsel blandt de hårdtarbejdende ansatte. Erfaringer viser nemlig, at mænd gerne vil bakke sundhedstilbud, som foregår på deres arbejdsplads, op.

Nye undersøgelser viser, at især kortuddannede mænd er i høj risiko for at udvikle både lungesygdomme samt andre kroniske sygsomme, og det er på høj tide, at der bliver gjort noget ved det.

Forsyningstropperne er klar og parate
Forsyningsvirksomhederne har nu, sammen med Lungeforeningen, uddannet en række medarbejdere til en forsyningsenhed, som skal sørge for at støtte og opmuntre deres flittige kolleger til at bære initiativer, som giver mere arbejdsglæde og større sundhed, videre.

I alt kom 30 tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter samt ledere fra de to virksomheder på Lungeforeningens kursus, hvor de bl.a. har lært mere om, hvad man kan gøre for at motivere sine kolleger, og hvordan de kan blive bedre til at tage en sund snak.

- Det var helt utroligt så meget energi og entusiasme, som alle bragte med på dagen, og det tyder på at mændene jo sagtens både kan og vil, hvis bare vi stiller op med de rigtige muligheder, fortæller projektleder Nina Mourier fra Lungeforeningen.

Forsyningsenheden skal også være med til at finde på nye måder at få godt fat i mændene og deres familier på. På kurset som foregik den 28. februar 2012, var ideerne i flertal. Der blev diskuteret alt fra at introducere et arbejdsglædebarometer til at etablere badmintonbaner på parkeringspladsen.

Lungesundhed bliver testet
Næste skridt i projektet er et sundhedstjek, som bliver tilbudt alle medarbejdere, hvor de får en status på deres lungers sundhed, kondi samt blodsukker. Baseret på resultater fra sundhedstjekkene, vil forsyningsenheden rykke ud med nye, sjove og  spændende tilbud.

Hos både Roskilde Forsyning og Ringkøbing-Skjern Forsyning er målet med projektet klart.

- Hos Roskilde Forsyning arbejder vi målrettet med rygning og sund livsstil mere generelt. Vores mål er ganske enkelt at sænke antallet af rygere i virksomheden til noget nær nul, samtidig med at en generelt sundere livsstil  meget gerne skal have en positiv indflydelse ift. de ekstra kilo nogle af os har på sidebenene” slutter Torben Christiansen, direktør hos Roskilde Forsyning.

- Vores medarbejdere har været udsat for mange forandringer og omvæltninger de seneste år. Gennem projektet Friske Forsyninger ønsker vi at sætte fokus på forskellige sundhedstiltag, der kan være med til at styrke arbejdsglæden og skabe bedre intern sammenhæng i vores virksomhed” fortæller Nikolai Hald Rahlf, der er HR chef hos Ringkøbing-Skjern Forsyning.

Projektet varer 1 år og er støttet af Forebyggelsesfonden.
 


For mere information, kontakt :
Nina Mourier, Projektleder, Lungeforeningen, e-mail nimo@lunge.dk, mobil 22 56 01 11

Læs mere om Projekt Friske Forsyninger.

Læs artiklen "Arbejdskamp mod lungesygdomme", bragt i Roskilde Avis, 6. marts 2012.