×
×

Margit Brandt Design for lungerne

Margit Brandt Design støtter Lungeforeningen
Margit Brandt Design har samarbejdet med Lungeforeningen og lavet en smuk t-shirt i anledning af foreningens gallashow til fordel for lungerne, ”Kunsten Stiger”, som afholdes for en allerede udsolgt sal på Det Kongelige Teaters Gamle Scene 28. oktober 2012.

Margit Brandt døde i efteråret 2011 af lungesygdommen Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), men hendes design lever videre – nu også på denne lækre t-shirt, som prydes af en flot, abstrakt tegning af lungerne med teksten ”Breathing is everything”.

Margit Brandt Design er stolte af samarbejdet med Lungeforeningen og glade for at kunne være med til at gøre en indsats for lungerne.

- Vi så jo selv, hvor svær og lang en kamp Margit havde med sygdommen, så budskabet om at vi skal passe på vores lunger er helt rigtigt, og det vil vi gerne hjælpe til med, lyder det fra Margit Brandt Design.

For hver solgt t-shirt går 100 kr. direkte til Lungeforeningen og forskning i lungerne.

- Vi arbejder for at få meget mere opmærksomhed om, at vi skal passe på lungerne, som helst skal være sunde hele livet igennem. Derfor er vi meget taknemmelige for samarbejdet med Margit Brandt Design, siger direktør for Lungeforeningen, Anne Brandt.

Margit Brandts datter, Emilie Brandt, glæder sig også over, at Brandt designet nu støtter lungesagen.

- Min mor var den mest kvindelige kvinde, jeg nogensinde har mødt - med en stor sans for stil og detaljer. Hun var også meget privat og var ikke meget for at tale om sin sygdom, men jeg er sikker på, at hun ville have været stolt af at kunne skabe en bevidsthed om KOL, der kunne komme andre til gode, siger Emilie Brandt om sin mor.

Margit Brandt ”Breathing is everything” t-shirten koster 199 kr. og sælges i Margit Brandt butikken, Sværtegade 3, 1118 København K, fra mandag 29. oktober 2012. Foto kan rekvireres.

T-shirten sælges også direkte i Det Kongelige Teater 28. oktober 2012 til alle de, som har købt billet til Lungeforeningens gallashow til fordel for lungerne.

For yderligere information
Pressechef Birgitte Skøtt Lenstrup, Lungeforeningen, mobil 22 56 65 15, bsl@lunge.dk

Læs mere om "Gallashow på Det Kongelige Teater" her