×
×

Musik hjælper lungesyge børn

På Stenstruplund Kursuscenter ved Svendborg holder Lungeforeningen fredag 5. august koncert for børn med lungesygdomme.

Den kendte guitarist Ole Kibsgaard og sangerinde Szhirley er to af de musikere, der spiller koncert på Lungeforeningens FamilieCamp for lungesyge børn og deres familier. Sammen med Lisbeth Sagen og Niels Levinsen, begge på violin, Mette Brandt på bratsch, Karin Dalsgaard på cello og Peter Kibsgaard på trommer står Ole Kibsgaard og Szhirley på scenen for at give lungesyge børn og deres familier en musikalsk oplevelse.

Koncerten hører under projektet MusikBeRiget, som er en fast del af hverdagen på Rigshospitalets mange afdelinger, hvor der ligger alvorligt syge børn.

Projektet har vist, at musikken er et godt pusterum i en hverdag med mange indlæggelser, behandling og medicin og samtidig kan musikken være en ventil for de mange følelser og tanker, som banker på, når man er meget syg.

- Lungesygdomme hos børn bliver ofte overset i både hospitalsvæsen og forskning. Nu får børnene og deres familier en livsbekræftende oplevelse på Lungeforeningens FamilieCamp, hvor de kan slappe af og drømme sig lidt væk fra hverdag og sygdom, siger Lungeforeningens direktør Anne Brandt.

Violinist Lisbeth Sagen er tovholder for koncerten og hele ensemblet bag MusikBeRiget, som spiller for lungesyge børn denne første weekend i august.

Koncerten er et privat arrangement for deltagere på Lungeforeningens FamilieCamp.

På fotoet ses violinist og tovholder Lisbeth Sagen (yderst th), Szhirley (nr. 2 fra højre) og Ole Kibsgaard (nr. 2 bagerst fra venstre) sammen med resten af ensamblet MuiskBeRiget, som normalt  optræder for alvorligt syge børn på Rigshospitalet.

For yderligere information kontakt PR- og kommunikationschef Birgitte Skøtt Lenstrup på tlf. 22 56 65 15 eller e-mail bsl@lunge.dk

Læs mere
FamilieCamp 2016
Lungebarn - for familier med lungesyge børn og unge
Lungesygdomme hos børn og unge