×
×

Ny professor uddanner europæiske lungekirurger i kikkertoperationer

Sidst opdateret: 
08-05-2020

Flere gange om måneden kommer lungekirurger fra udlandet rejsende til Rigshospitalet. Her bliver de oplært op i en særligt skånsom metode til at operere lungekræftpatienter gennem tre små huller. En af underviserne og bagmændene bag kikkertoperationen er René Horsleben Petersen fra Rigshospitalets Thoraxkirurgiske Klinik, som er førende i Europa inden for minimal invasiv lungekirurgi. Han skal nu som lærestolsprofessor sørge for, at afdelingen udbygger sin position med øget fokus på forskning.

- Min ambition med professoratet er at opbygge en stærk klinisk forskningsenhed i Thoraxkirurgisk Klinik. Jeg vil skabe rammerne for mere forskning, blandt andet ved at samle en fysisk enhed med professorer, forskningssygeplejersker og ph.d.-studerende. Hvis man driver højkvalitetsforskning, kan man også tilbyde patienterne bedre behandling og tiltrække dygtige yngre læger til vores speciale, siger René Horsleben Petersen.


Virtual reality-simulator, 3D-teknologi og accelererede patientforløb
Han har ikke alene forsket i den videoassisterede skånsomme lungekirurgi, VATS, men også i at lære metoden fra sig, blandt andet ved at udvikle en virtual reality-simulator, hvor læger kan øve sig i at operere på alle lungelapper ved hjælp af 3D-teknologi. Programmet i simulatoren viser blødninger og giver modstand i instrumenterne svarende til kroppens naturlige respons.

Samtidig har René Horsleben Petersen rejst rundt til en lang række lande og hjulpet med at starte operationsprogrammer op inden for minimal invasiv lungekirurgi, ligesom han har forelæst om metoden på kongresser rundtomkring i verden, så omkring 80 procent af de europæiske lungekirurger nu bruger ’the Copenhagen approach’.

Den skånsomme kirurgi har fra midten af 00’erne medført, at mange patienter kan komme hjem efter bare tre dage på hospitalet, hvor de før var indlagt 8-10 dage. Det har fået René Horsleben Petersen til at forske i accelererede patientforløb.

- Patienterne er hurtigere oppe at gå, har færre smerter og kommer tidligere hjem. Vi ser på, hvilke faktorer der spiller ind, for eksempel om vi skal lægge dræn eller ej. Et andet studie, vi lige har startet, handler om at identificere, hvorfor nogle patienter bliver længere på hospitalet end andre, fortæller René Horsleben Petersen.


Screening for lungekræft
Hans øvrige forskningsområder er neuro-endokrine tumorer, hvor Rigshospitalet er Center of Excellence, og kræft i brislen, som i Danmark opereres på Rigshospitalet med en kikkertme-tode udviklet af René Horsleben Petersen. Derudover ser han immunterapi som en potentiel ’gamechanger’ og et forskningsområde, han netop er ved at tage hul på.
René Horsleben Petersen er med i en arbejdsgruppe under Dansk Lunge Cancer Gruppe. Her ser man på erfaringer med og mulighed for at indføre et nationalt screeningsprogram for lungekræft. Flere lande har indført lignende programmer, og gevinsterne for overlevelse og økonomi ser lovende ud.

Lærestolsprofessoratet er et permanent professorat finansieret af Københavns Universitet.