×
×

Puuust! Nedtælling til årets Lungedag

Tusindevis af danskere kan få mere ud af luften

Omkring 600.000 danskere har en kronisk lungesygdom, men alt for mange er ikke selv klar over det. Det starter måske med, at man føler sig lidt forpustet, og med tiden mangler man luft til mere og mere. Eller hosten bliver skudt hen med ”det går nok snart over”.

Men symptomer som fx åndenød og hoste i mere end 2 måneder kan være tegn på en kronisk lungesygdom. Det handler om at få mest muligt ud af den luft, man har. Jo hurtigere man opdager en lungesygdom, jo hurtigere kan man bremse sygdommens udvikling med rygestop, medicin og træning.

Lungedagen er en stor dag, som vi i den grad tæller ned til hvert år i Lungeforeningen. Det er en dag, hvor sundhedsprofessionelle slår kræfterne sammen og i samarbejde med Lungeforeningen hjælper endnnu flere danskere med at få tjek på lungerne. Det er helt fantastisk, at der ved over 100 arrangementer på tværs af hele Danmark er fokus på det vejr, som vi alle sammen er så dybt afhængige af at kunne trække.

Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen


Få et lungetjek på Lungedagen

På Lungedagen onsdag 19. november kan du få et lungetjek, når Lungeforeningen sammen med apoteker, hospitaler, læger, kommuner og frivillige i Lungeforeningen går sammen om over 100 arrangementer rundt om i hele landet i hele landet. Find et Lungedagsarrangement nær dig her! 


Sådan foregår en lungefunktionsmåling

En lungefunktionsmåling er en test, der viser, om din lungefunktion er normal eller nedsat. Målingen kan afsløre, om du har eller er ved at udvikle en lungesygdom som fx KOL og astma. Ved en lungefunktionsmåling bruger lægen eller sygeplejersken et spirometer, som er et måleapparat med et mundstykke. Du vil blive bedt om at puste alt, hvad du kan ind i mundstykket. På den måde måler apparatet hvor hurtigt, og hvor meget luft du puster ud.

Mange steder tilbydes der også information om symptomer på kroniske lungesygdomme, vejledning i at tage sin medicin korrekt eller en snak om røgfrihed, vejrtrækning, træning og mad.

En af Danmarks største varehuskæder Bilka støtter for 2. år i træk også op om danskernes lungesundhed med arrangementer på dagen, hvor man kan lære mere om sine lunger.

Husk at du altid kan gå til din egen læge og få lavet en lungefunktionsmåling, hvis du oplever lungesymptomer som hoste, åndenød i mere end 2 måneder.


Fakta om lungesygdomme hos børn og voksne

  • De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL
  • Hvert år bidrager KOL til ca. 5.500 dødsfald
  • Omkring 600.000 danskere lider af en kronisk lungesygdom
  • Antallet af voksne med astma er tredoblet i de seneste 30 år
  • Hvert 5. førskolebarn og hvert 10. skolebarn har astma
  • Astma er den mest almindelige årsag til, at børn indlægges akut, og til at børn tager medicin.

 

Se Lungedagsarrangementer nær dig

Sådan foregår en lungefunktionsmåling