×
×

Rygere ønsker støtte til rygestop

Pressemeddelelse fra Lungeforeningen:

Danskere, der ryger, vil have støtte til rygestop  


Over halvdelen af de danskere, der ryger, vil gerne kvitte tobakken, og 72 % af dem, der ryger, ville slet ikke ryge, hvis de kunne leve deres liv om.

Tallene kommer fra en ny Gallup-undersøgelse af danskernes rygevaner, der viser et stort ønske om røgfrihed blandt dem, der ryger, og at flere af dem ønsker hjælp fra deres nærmeste, fra rygestopmedicin, rygestopkursus eller andet.  

Undersøgelsen fra december 2013 viser, at over halvdelen af de i alt 17 % danskere, som ryger, gerne vil stoppe, og at mange ønsker hjælp til det. 

Rygestop giver ny frihed

I Lungeforeningen står det højt på dagsordenen at hjælpe de mange danskere, der ryger, og som ønsker at slippe tobakken helt og dermed hjælpe lungerne til at blive sundere. Et rygestop kan forbedre livskvaliteten, den generelle sundhed og åbne op for en lang række aktiviteter, som man ellers kan være afskåret fra. 

- Vi ønsker at støtte menneskers frie valg og arbejder for at hjælpe dem, der gerne vil holde op med at ryge, med at nå deres mål og få den oplevelse af frihed, som røgfriheden giver, siger Mette Gry Münchow, projektleder i Lungeforeningen. 

Med den rette hjælp og motivation, kan alle lykkes med at blive røgfri. Det har 62-årige Niels Raes fra Køge erfaret. For Niels Raes, som har lungesygdommen Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL), betyder røgfriheden, at han nu selv kan hente sit brænde og cykle til forebyggelsescentret ”Sund Zone” i Køge Kommune, og pengene til de daglige 20 cigaretter bliver i stedet sparet op til en ferie.

- Min læge sendte mig på kommunens rygestopkursus. Min rygestoprådgiver fik mig til at indse, at jeg havde noget at leve for. Jeg ville jo gerne blive ved med at se mine børn. Så jeg blev simpelthen nødt til at holde op med at ryge, fortæller Niels Raes. 

Regeringen sætter fokus på rygestop

De personlige og samfundsøkonomiske gevinster ved rygestop er store, og derfor er det vigtigt, at dem der ryger og ønsker hjælp til rygestop, får den rigtige støtte. At regeringen netop har sat fokus på syv folkesundhedsområder, hvoraf et er rygning, hilses derfor meget velkomment i Lungeforeningen. 

- Opmærksomheden bør rettes mod at begrænse rygerelaterede skader, og her tænker vi både på sikring af røgfrie miljøer, forebyggelse af rygestart og henvisning til kompetente rygestoprådgivere fra fx lægen. Der bør også kigges på selve indholdet i metoder til rygestop og metoder til fastholdelse bagefter, siger projektleder i Lungeforeningen, Mette Gry Münchow.

Undersøgelsen om danskernes rygevaner gennemføres hvert år i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.   

Læs "Tre ud af fire rygere ønsker de ikke var startet" på tv2.dk

FAKTA
17 % af danskerne er dagligrygere og yderligere 6 % ryger lejlighedsvist
72 % ville ikke ryge, hvis de kunne leve deres liv om, 11 % siger ’ja’ og 17 % ’ved ikke’ 
55 % ønsker at stoppe 
61 % af rygerne ønsker hjælp til at stoppe især fra sine nærmeste, men også fra rygestopmedicin, rygestopkursus eller andet
72 % af rygerne har forsøgt at stoppe min. én gang 
22 % af rygerne har forsøgt at stoppe med at ryge i løbet af det seneste år 

Kilde: Den årlige rygevaneundersøgelse 2013 udført af Gallup for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen. 

KONTAKT
Pressechef i Lungeforeningen, Birgitte Skøtt Lenstrup, tlf.: 22 56 65 15, e-mail: bsl@lunge.dk, som også kan formidle kontakt til Niels Raes.