×
×

Slut med faste kontroltider

Slut med faste kontroltider, til gengæld får patienterne en fast kontaktsygeplejerske. Skær det overflødige væk og fokuser på patientens behov, lyder mantraet i et helt nyt organiseringsprincip for Lunge- og Infektionsmedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital.

KOL-patienter skal fremover ikke gå til det samme antal kontroller, men til gengæld sammen med en fast tilknyttet sygeplejerske selv vurdere, hvornår der er behov for at blive set af en speciallæge. Lægen vil så til gengæld kunne se dem inden for få dage. Det er konsekvensen af en ny organisering af Lunge- og Infektionsmedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital.

- Vi skærer ned i antallet af planlagte kontroller, som nok ikke altid har imødekommet, de behov den enkelte patient har haft. Til gengæld får hver patient tilknyttet en fast sygeplejerske, som kan skabe et tættere samarbejde mellem patienten og hospitalet og os som sundhedspersonale, siger sygeplejerske og projektleder Marie Lavesen fra Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling.

Patientens behov bestemmer rytmen
Den tættere relation til en bestemt sygeplejerske gør det lettere for patienten at få viden om KOL og hvordan man bedst håndterer sygdommen i hverdagen. Alt i alt bliver behandlingen i ambulatoriet meget mere styret ud fra patientens behov og det er ambitionen og forventningen, at patienterne vil opleve den nye organisering af ambulatoriet som et kvalitetsløft.
Det helt nye organiseringsprincip indføres 1. juni og kommer i første omgang til at gælde for de sværeste KOL-patienter.

Mere tid til at gå i dybden med patienten
Mindst en gang om året kommer patienterne dog forbi ambulatoriet. Den årlige kontrol bliver udvidet og der afsættes nu 40 minutter pr. patient til en samtale, hvor både lægen, den faste sygeplejerske og evt. pårørende deltager. Princippet kaldes Advance Care Planning, og giver tid og plads til at tale om hele patientens situation og en eventuelt begyndende palliativ behandling.

- Vi får bedre tid til at tale om nogle af de ting, som betyder meget for patienter med KOL, hvor sygdommen er fremskreden. ”Hvordan vil jeg hjælpes, når jeg ikke kan klare mig selv længere? Vil jeg genoplives, hvis jeg får hjertestop, osv.” – den slags samtaler kræver tid, og med den nye organisering kommer vi til at kende patienterne bedre og dermed vil vi også kunne hjælpe dem bedre, siger Thyge Lynghøj Nielsen, der er ledende overlæge på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling.

Patientforeningen: Lovende initiativ
Lungeforeningen har for nylig har gennemført en undersøgelse af behovet for palliativ indsats til KOL-patienter og herfra byder man derfor den nye organisering velkommen:

- Vi ser frem til at følge projektet, som har potentiale til at øge tryghed og omsorg for de sværest syge KOL-patienter. Patienter med svær KOL må ikke trættes unødigt med anstrengende rutinemæssige kontroller, der hverken bringer ny viden til patient eller behandler, siger senior projektleder i Lungeforeningen, Nicolai Kirkegaard.

- Jeg tror, at det er rigtigt godt, at patienter får mulighed for at kontakte en kendt sundhedsprofessionel, når der er behov. Her er der også mulighed for at vende de lidt tungere emner om den sidste tid og døden. Noget vi ved, fylder meget hos KOL-patienterne, men sjældent bliver italesat, siger Nicolai Kirkegaard.

Der er hospitalets forventning, at man ved at skære de overflødige kontroller væk kan højne kvaliteten for patienten, uden at det økonomisk koster ekstra.

Læs om Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL)
Læs om undersøgelsen af palliativ (lindrende) indsats til KOL-patienter

Kontakt
Nicolai Kirkegaard, tlf.: 22 29 20 39
Senior projektleder, Lungeforeningen

 Nicolai Kirkegaard