×
×

Syge børn får ikke hjælp i skolen

Børn med kronisk sygdom har ret til sygeundervisning, når de har været fraværende i sammenlagt 15 dage. Men stort set ingen børn får tilbuddet – og de få der gør, får det alt for sent, viser en ny rundspørge fra Danske Patienter.

Hvert sjette barn rammes af langvarig eller kronisk sygdom. Det svarer i snit til fire elever i hver klasse.

- Vi står med en meget stor gruppe børn, som ikke får den undervisning, de skal have, siger formand for Danske Patienter Camilla Hersom til Ritzau.

Ud af de adspurgte 1298 forældre til kronisk syge børn havde 40 procent ret til ekstra undervisning. Men kun tre procent svarede, at deres barn har modtaget sygeundervisning, mens otte procent har modtaget supplerende undervisning.

- Det kan betyde, at de kommer permanent bagud i skolen og får svært ved at trives. Mange forældre frygter, at deres barn ikke bliver i stand til at gennemføre folkeskolen og få en uddannelse senere. For det enkelte barn er det en katastrofe og for samfundet et enormt tab, siger Hersom.

I gennemsnit går der desuden hele 60 fraværsdage, før skolen – som de har pligt til – kontakter forældrene for at afstemme behov for ekstra undervisning.

Højt fravær og lave karakterer hænger sammen
Det har store konsekvenser for børnene, når de har højt fravær, viser rundspørgen. Hvert andet af de børn, der ikke modtog sygeundervisning under deres fravær, oplevede, at de enten ikke kunne følge med fagligt, eller fik et lavere fagligt niveau end klassen.

Det bekræfter tal fra Undervisningsministeriet også. Ifølge en statistik fra ministeriet er der en direkte sammenhæng mellem højt fravær og lavt karaktergennemsnit, og derfor har fraværet stor betydning for, om eleven får en ungdomsuddannelse. For elever med over 10 procents fravær går kun 69 procent videre til en ungdomsuddannelse, mens tallet for elever med lavt fravær er 90 procent.

Lungeforeningen: Skolen kender ikke reglerne
I Lungeforeningen er situationen et velkendt problem.

- Der er i dag ikke nok viden omkring den eksisterende lovgivning og praksis for sygeundervisning rundt omkring i kommunerne og på skoler. Lungeforeningen hører ofte fra forældre til kronisk lungesyge børn, at initiativet hænger på dem. Det synes ikke helt fair, fordi forældrene jo i forvejen er utroligt hårdt ramt af at skulle få en svær hverdag til at hænge sammen for et kronisk sygt barn, siger sundhedsfaglig projektleder Marianne Obed Madsen.

Rundspørgen er gennemført i regi af Danske Patienters projekt Skole for mig, der er støttet af Egmont Fonden med fem millioner kroner.

Du kan læse resultaterne af rundspørgen her

Læs også: Mor til kronisk syg datter: Sofie kunne have brugt den ekstra faglige støtte på dr.dk

Læs om Lungeforeningens netværk for forældre med lungesyge børn på www.lunge.dk/barn

Mere information
Børn og lunger
Astma og børn