×
×

Sygeforsikringen ”danmark” støtter kampagne fra Lungeforeningen med 1 mio. kr.

Printer-friendly version
Sidst opdateret: 
15-12-2021

Sygeforsikringen "danmark" har i dag offentliggjort, hvilke sundhedsprojekter, de har valgt at støtte i 2021. Et af projekterne er en ny oplysningskampagne fra Lungeforeningen, som kommer til at køre omkring Lungedagen i 2022 og vil fokusere på lungesygdommen KOL.

I 2021 donerer Sygeforsikringen ”danmark” 150 mio. til projekter, der omhandler sundhedsfaglig forskning, oplysning og forebyggelse. Et af disse projekter er Lungeforeningens kampagne: ”Hiv-host-hvæs – træk vejret uden besværet”, som der doneres 1 million kroner til. Informationskampagnen fokuserer på de tre tegn på KOL, og hvordan du kan leve et godt liv med sygdommen, når den opdages i tide, og medvirke til at skabe ekstra fokus på sygdommen i forbindelse med den årlige Lungedag, der ligger tredje onsdag i november.

Lungeforeningen er rigtig glade for den flotte donation:

Det er rigtig dejligt, at Sygeforsikringen ”danmark” anerkender det arbejde, vi hver dag gør i Lungeforeningen. Med en million kroner får vi rigtige gode muligheder for i forbindelse med Lungedagen i 2022 at udbrede kendskabet til lungesygdommen KOL i den danske befolkning og få flere danskere til at få målt deres lungefunktion, og dermed finde flere mennesker med sygdommen i tide, siger formand for Lungeforeningen Torben Mogensen.

 

400.000 har KOL – omkring halvdelen ved det ikke
Det er der desværre behov for, idet mindst hver tredje ryger med tiden vil udvikle KOL. Men sygdommen rammer ikke kun rygere – også dårligt behandlede astmatikere kan udvikle den alvorlige lungesygdom., samt mennesker udsat for passiv rygning. I dag har 400.000 danskere KOL. Omkring halvdelen ved det bare ikke. De undskylder de tre tegn på KOL – tiltagende åndenød, gentagne hosteanfald og slim fra lungerne – med dårlig kondi, astmasymptomer og en naturlig del af det at blive ældre. Imens svinder deres lungekapacitet ind og gør uoprettelig skade. I gennemsnit kommer KOL- patienter først i behandling, når de er 68 år. Og de dør i gennemsnit som 76-årige. Men sådan behøver det ikke at være.

I dag kan vi bremse udviklingen af sygdommen – når vi kender diagnosen. Jo før, du får diagnosen, jo bedre liv kan du leve med sygdommen. Og jo mindre koster det samfundet. Derfor er det afgørende, at KOL opdages i tidlige stadier, og det kan kampagnen understøtte.

Se hvilke projekter Sygeforsikringen "danmark" har støttet i 2021 her.

 

FAKTA

Fakta om Lungeforeningens Lungedag

Hvert år den tredje onsdag i november afholder Lungeforeningen International Lungedag i samarbejde med apoteker, kommuner, læger, hospitaler og frivillige i hele landet.

Dagen byder normalt på over 100 arrangementer rundt om i hele landet, hvor danskerne kan få målt deres lungefunktion, få vejledning i brug af inhalationsmedicin eller få en snak om røgfrihed, vejrtrækning, træning og mad.

Læs mere om Lungedagen på www.lunge.dk/lungedag

 

Fakta om lungesygdomme hos børn og voksne

  • Over 700.000 danskere lider af en kronisk lungesygdom. De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL
  • Der findes også en lang række mere sjældne lungesygdomme som lungefibrose, Alfa-1 antitrypsinmangel og bronkiektasi
  • Hvert år bidrager KOL til ca. 6.200 dødsfald
  • Hver dag dør 17 danskere af KOL
  • Hvert 5. førskolebarn og hvert 10. skolebarn har astma

Kilde: Lungeforeningen, www.lunge.dk

 

Kontakt

For yderligere oplysninger: Jeppe Krag, chefanalytiker i Lungeforeningen, tlf. 30 63 66 51, jk@lunge.dk