×
×

Tænketank om lungesygdomme

Danmarks Lungeforening deltog lørdag 14. juni 2014 under Folkemødet i en paneldebat hos TænkeTanken. Her skulle et panel af vigtige aktører inden for sundhed finde svar og løsninger til de store udfordringer på lungeområdet.

Danmarks Lungeforenings bestyrelsesformand, Johannes Flensted-Jensen var deltager i panelet og hans første reaktion efter debatten er positiv:

- Udfordringen var der bred enighed om. Alt for mange lungesyge mennesker bliver ikke fundet i tide – og det koster dyrt. Man ville, ved at forpligte sig til at gennemføre de enkle guidelines for god behandling, som allerede eksisterer, kunne styrke både forebyggelse og tidlig opsporing af alle lungesygdomme, siger han.

Deltagerne i paneldebatten kom frem til, at løsningen i særlig grad ligger i en øget indsats og fokus på at få gennemført flere lungefunktionsmålinger hos de praktiserende læger.

- En systematisk indsats i risikogruppen ude hos egen læge ville kunne diagnosticere og få flere i korrekt behandling meget hurtigere, siger bestyrelsesformand i Danmarks Lungeforening, Johannes Flensted-Jensen.

Under paneldebatten fortalte KOL-patient siden 2009, Kirsten Drehn-Knudsen, sin personlige historie om få diagnosen KOL og om at leve med lungesygdommen.

- Der blev lyttet til mine ord, og jeg tror det var rigtigt godt at få den menneskelige vinkel og patienthistorien koblet på som supplement til den sundhedsfaglige verdens erfaringer, fortæller Kirsten Drehn-Knudsen.

Efter debatten var stemningen positiv og optimistisk.

- Jeg håber og forventer, at debatten vil medvirke til en realistisk og systematisk indsats, der kan gøre, at vi nu kan lykkes med at finde mennesker med lungesygdomme så tidligt som muligt samt få sat gang i endnu mere virkningsfuld forebyggelse, siger bestyrelsesformand Johannes Flensted-Jensen.

Dette arbejde bakkes allerede op i økonomiaftalen mellem Danske Regioner og Regeringen for 2014 , hvor det står skrevet, at der, inden for de aftalte rammer, er grundlag for at styrke indsatsen på lungeområdet.

Læs mere om lungefokus i økonomiaftalen 2014

Læs om Danmarks Lungeforening på Folkemødet