×
×

Teater knokler for lungerne

Odense teater løber, svømmer og cykler for lungerne

Hvad har en skuespiller, en scenetekniker og en kantineleder på et teater med sunde lunger og motion at gøre? Svaret er enkelt: Vi lever alle af vores lunger og skal derfor holde dem i form. Derfor ser en anderledes alliance dagens lys, når Odense Teater kaster sig ind i kampen for bedre lunger. Det sker helt konkret, når et ensemble fra Odense Teater stiller til start ved motionstriatlonet KMD 4:18:4 i Odense lørdag d. 25. maj 2013. Sammen med Lungeforeningen og it-virksomheden KMD ønsker teatret at sætte fokus på, at danskerne passer bedre på deres livsvigtige lunger.

Motion og sunde lunger er et naturligt godt makkerskab. Men sunde lunger er ikke alle forundt. Omtrent 600-700 tusinde danskere lider i mere eller mindre grad af en luftvejssygdom. KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom), som er en af de alvorligste lungesygdomme, tager eksempelvis livet af mere end 6.000 danskere hvert år.

I samarbejde med KMD 4:18:4 og Lungeforeningen stiller Odense Teater med et stafethold, der skal skabe opmærksomhed mod, at flest mulige danskere har sundere lunger livet igennem.

- Skuespillere har arbejdsredskaber lige som alle andre faggrupper. Og lungerne en naturlig del af værktøjskassen. Vi bruger dem hver dag professionelt, når vi taler og synger. Hvis mit lille bidrag kan være med til at sætte fokus på, at vi skal være gode ved lungerne og have de nødvendige ressourcer til at helbrede og pleje alvorligt syge, så synes jeg, det er alle tiders, fortæller Mette Maria Ahrenkiel, skuespiller fra Odense Teater.


KMD 4:18:4 er triatlon for motionister, og distancen svarer til 1/10 iron-distance – hvilket vil sige 400 meter svømning, 18 km cykling og 4 km løb. Udover Mette Maria Ahrenkiel, som skal svømme, består Odense Teater stafetholdet af kantineleder Lone Phillip Pedersen (løb) og lydtekniker Kim Malmose (cykling).


Læger løber også for lunger

Odense Teater holdet får selskab af en række skarpe specialister fra lægevidenskaben. Overlæge i lungemedicin fra Odense universitetshospital Ingrid L. Titlestad og hendes husbond overlæge Kjell E. Titlestad stiller til start i KMD 4:18:4. De har begge valgt at nappe alle tre discipliner.


- For alle gælder det, at det er utrolig vigtigt, at man bevæger sig. Også for mennesker med luftvejssygdomme er det vigtigt at holde sig i gang. Så at koble deltagelse i KMD 4:18:4 med synlighed for lungesagen er meget relevant. Jeg håber, at vi på dagen kan være med til at skabe noget opmærksomhed på et område, som ellers ikke er så synligt på trods af, at rigtig mange danskere lider af en luftvejssygdom, siger Ingrid L. Titlestad, som også er medlem af bestyrelsen i Lungeforeningen.

 

Ingrid har lokket resten af hendes og mandens motionshold med på dagen – blandt andet el-ingeniør Hans P. Holst, som til dagligt blandt andet arbejder med, at der kommer strøm på det nye supersygehus i Odense. Hans er det bedste bud på den lungeløber, der kommer først over målstregen. Han skal senere på året deltage i sin første fulde triatlon, når KMD Challenge løber af stablen til august i København.

 

- KMD 4:18:4 bliver en sjov dag, og jeg vil gerne være med til at bakke op om lungesagen. Træningsmæssigt er det jo lidt korte distancer, men det er helt oplagt at bruge dagen på at træne skiftene mellem vand, cykel og løb. De er jo en vigtig del af triatlon, forklarer lungefavoritten Hans P. Holst.

 

Lungeforening glade for synligheden

Hos Lungeforeningen sætter man pris på, at KMD 4:18:4 giver mulighed for at sætte fokus på lungerne – og hvordan man passer på dem.

 

- Når mennesker begynder at få åndenød og hoste, så tror de ofte, at det er pga. dårlig kondi. Men en helt enkel lungefunktionstest kan hurtigt afsløre, om man har eller er ved at udvikle en lungesygdom. Hvis en lungesygdom opdages i tide, er der rigtig meget man kan gøre ved det, og fx er fysisk træning én af de ting, som kan forbedre livskvaliteten med en lungesygdom. Det budskab hjælper KMD os nu med at udbrede, og det er vi taknemmelige for, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.

 

I it-virksomheden KMD, der er hovedsponsor af KMD 4:18:4 og KMD Challenge, er glade for, at man kan være med til at hjælpe ved at sponserer foreningens deltagelse.

 

- Vi er glade og stolte over, at vi kan være med til at hjælpe Lungeforeningen med at sætte fokus på et vigtigt område. KMD 4:18:4 handler om at få motion og være sammen med sine venner og kollegaer, og hvis der samtidig kan skabes lidt opmærksomhed mod lungesagen, så er det jo rigtig fint. Vi ser meget frem til dagen og forventer, at den for alle deltagerne bliver festlig og sjov, siger KMD direktør Karen Nielsen.

 

Om KMD 4:18:4 - presseinvitation

KMD 4:18:4 bliver afholdt i de fire store byer Odense, Aalborg, Aarhus og København. Alle kan deltage, og der kræves ikke specielt udstyr – kun svømmetøj, en cykel, et par løbesko og gå-på-mod.

 

KMD Challenge-events og KMD 4:18:4 arrangeres af YWC Sports, der har licens fra den verdensomspændende Challenge-familie til at afholde triatlonarrangementer i Skandinavien.

 

Det er anden gang stævnet afholdes i Odense. Stævnet afholdes lørdag formiddag fra klokken 09.00 i og omkring Friluftsbadet. Deltagerantallet bliver omkring 500, hvilket er næsten dobbelt så mange som sidste i år.

 

Læs mere på http://www.kmdodense4184.dk/
Download pressebillede

 

Pressen er meget velkommen på dagen. Kontakt YWC Sports pressechef Brian Martin Rasmussen, telefon 22 12 02 40, bmr@ywc.dk.

Yderligere kontaktinformation
KMD, pressechef Christoffer Hellmann, telefon 44 60 18 09, mobil 25 29 17 84, che@kmd.dk

Lungeforeningen, pressechef Birgitte Lenstrup, telefon 38 76 00 37, mobil 22 56 65 15, bsl@lunge.dk

YWC Sports, pressechef Brian Martin Rasmussen, telefon 22 12 02 40, bmr@ywc.dk

 

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer over 400 mia. kroner. Det svarer til cirka 25 % af Danmarks BNP. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.300 ansatte. KMD er ejet af Advent International samt Sampension. Læs mere på www.kmd.dk

 

Om Lungeforeningen

Lungeforeningen er en patientforening og en sygdomsbekæmpende forening. Foreningen er over 110 år gammel, og dens oprindelige formål var at bekæmpe tuberkulosen.

 

Nu har tiderne ændret sig, og i dag er det den brede lungesag lige fra barn til voksen, som Lungeforeningen arbejder for. Lungeforeningens vision er at skabe et samfund, hvor flere mennesker har sundere lunger – livet igennem.

 

Lungeforeningen arbejder for lungesagen ved at:

  • Støtte forskningen i lungesygdomme via vores forskningsfond
  • Skabe lokalforeninger og netværk til glæde for patienter, pårørende og fagfolk
  • Rådgive patienter, pårørende, fagfolk og andre med interesse i lungesagen
  • Oplyse om lungesygdomme via vores pjecer og andet infomateriale
  • Udbrede nyheder inden for lungesagen gennem vores medlemsblad Lungenyt
  • Lægge pres på beslutningstagere i samarbejde med andre spillere inde for lungesagen
  • Sikre mediebevågenhed, så lungerne får den opmærksomhed, de er berettiget til i samfundet