×
×

Tuberkulosevaccine beskytter både mod smitte og aktiv tuberkulosesygdom

Statens Serum Insituts hjemmeside skriver (redigeret):

Tuberkulosevaccinen – også kaldet BCG eller calmettevaccinen – gives til millioner af børn hvert år over hele verden. Vaccinens virkning varierer dog meget fra studie til studie og specielt undersøgelser, der har set på vaccinens evne til at beskytte mod smitte med tuberkulosebakterien er varierende.

Nu har forskere fra Statens Serum Institut fundet frem til, at vaccinen har en væsentlig virkning blandt børn og yngre voksne i Grønland.

- Vi kan se, at BCG-vaccinen beskytter mod både smitte med tuberkulosebakterien – og mod at smitten fører til tuberkulosesygdom blandt de knap 1.000 grønlændere, vi har undersøgt, siger Sascha Wilk Michelsen, læge og ph.d.-studerende på Statens Serum Institut.

Hun er førsteforfatter på undersøgelsen, hvis resultater netop er offentliggjort i tidsskriftet Thorax.

Resultaterne var tydelige:

Knap 1000 børn og yngre voksne blev undersøgt for, om de var smittet med tuberkulose. 57 % af dem, der ikke var vaccineret, var smittet mod 23 % blandt de vaccinerede.

Når det gjaldt tuberkulosesygdom – altså om smitten førte til egentlig tuberkulose - var forskellen mindst ligeså tydelig: 11 % af de ikke vaccinerede udviklede sygdom, mens det kun gjaldt 4 % af de vaccinerede.

Projektet er støttet af Danmarks Lungeforenings Fond.

Du kan læse hele artiklen om undersøgelsen på Statens Serum Instituts hjemmeside

Du kan finde den videnskabelige artikel på tidsskriftet Thorax hjemmeside.

Læs mere om tuberkolose

Ønsker du mere viden om forskningresultaterne kan du kontakte:

Sascha Wilk Michelsen
Statens Serum Institut
Afdeling for Epidemiologisk Forskning
Grønlandssektionen
Tel: 3268 3518
swm@ssi.dk